Sangen er et utroligt instrument til glæde og livsmod

Lise-Lotte Rebel, der er biskop over Helsingør Stift, er rørt over de mange tiltag, som præster gør ved at lægge andagter, prædikener og tanker på kirkernes hjemmesider for at afbøde den aktuelle situation, hvor kirkerne er lukket på grund af coronakrisen

Lise-Lotte Rebel, 69 år, og hendes mand kommer til at grine ad sig selv, når de står og varmer op ved at skære ansigt til morgensang med Pigekorets chefdirigent Phillip Faber. – Privatfoto.
Lise-Lotte Rebel, 69 år, og hendes mand kommer til at grine ad sig selv, når de står og varmer op ved at skære ansigt til morgensang med Pigekorets chefdirigent Phillip Faber. – Privatfoto.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

En vigtig ting, tror jeg, er at bevare de faste rytmer i dagligdagen, så godt som det nu er muligt. For mit vedkommende går jeg hver dag til stiftskontoret om morgenen. Om formiddagen har jeg som regel møder på Skype med kolleger, provster og Kirke-ministeriet. Her fastlægger vi og formidler de forskellige tiltag, som skal iværksættes. Stiftskontorchefen er som regel også til stede, og der sidder vi så begge to, godt indsprittede, og fører forretningen videre, så godt det nu er muligt. Det øvrige personale er sendt hjem og arbejder hjemmefra. Jeg holder en lille morgenandagt for mig selv efter anbefalingen i Luthers lille katekismus og med Bibelen ved hånden. Det er vigtigt at række ud over sig selv i en sådan situation og dér møde ord og tale, som rykker én fri af det alt for indadvendte. Den daglige gåtur til og fra kontoret er også en rytme. Når jeg er kommet hjem igen, ser og synger min mand og jeg med på Phillip Fabers morgensang, som vi streamer. Det er et fantastisk opmuntrende tiltag. Vi kommer som regel til at grine lidt ad os selv, mens vi står og varmer op ved at skære ansigt. Sangen er et utroligt instrument til glæde og livsmod.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Jeg savner den ugentlige kirkegang utroligt meget. Hver søndag tager min mand og jeg til en kirke i stiftet, hvis ikke jeg selv skal holde gudstjeneste et sted. Denne ugentlige rytme, som nu desværre er brudt, er simpelthen uerstattelig. Også selvom vi kan høre gudstjenestetransmission på tv og radio. Men til kristendommen hører nu engang, at mennesker kommer sammen og helt konkret deler ord, salmer, brød og vin. Desuden er aftenmøder og foredrag faldet bort eller udskudt på ubestemt tid. I stedet får vi mere tid til at læse. Jeg læser både fagteologi, som jeg aldrig kan blive færdig med, og gode romaner. Det har jeg altid gjort, men der er blevet mere plads til det nu. Jeg har lige genlæst nogle af Henrik Pontoppidans store romaner, men jeg læser også mange af de nye ting, der kommer. For øjeblikket er jeg i gang med Iben Mondrups ”Tabita”.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

En virussygdom er en ganske særlig ondartet sygdom. Den slår fællesskabet mellem mennesker – i alle dets former – i stykker. De, der i forvejen var ensomme og alene, rammes endnu mere. Mange er ramt på deres levebrød med derpå følgende usikkerhed. Det er virkelig slemt. Vi må alle forsøge at bryde med den ensomhed, som lægger sig over manges tilværelse. Vi må til at bruge telefonen lidt mere, end vi har gjort. I telefonen hører man den andens stemme, i en telefon kan man samtale, lytte og tale. Det samme kan man på nogle af de sociale medier. Jeg er dybt rørt ved at se de mange gode tiltag, præsterne tager, for at afbøde nogle af de problemer, som situationen byder på. Jeg vil råde folk til at gå ind på deres lokale kirkes hjemmeside og se, om der byder sig noget til. For tiden lægges der mange andagter, prædikener og tanker ud på hjemmesiderne.

Nævn tre håbstegn der, hvor du er nu?

For det første må jeg altså pege på, at vi netop i denne tid ser, hvordan dagene bliver længere, og naturen vågner med fornyet grokraft. Det andet er, at fastetiden peger frem mod påske. Den tunge vandring, vi går her og nu, er ikke en vej, vi går alene. Det må vi holde fast ved, selv i den nærmest utænkelige situation, som vi går i møde, nemlig at vi formentlig ikke i år kan mødes i kirkerne og ønske hinanden en glædelig påske ved påskemorgens glædesfest. Et særligt håb knytter sig for det tredje til det samfundssind, som situationen i al sin tragik har bragt for dagen. Men det viser sig, at vi faktisk kan stå sammen i svære tider, vi kan se ud over egen næsetip og forholde os til en større, fælles virkelighed. Folketingets partier er her gået foran og har vist et fantastisk eksempel ved at lægge al fnidder til side og gøre det, som skal gøres. Sammen. Og befolkningen har fulgt trop. Jeg synes, der er håb i det. Endelig tillader jeg mig at være lidt privat til sidst. Vi venter vores syvende barnebarns ankomst en af de nærmeste dage. Vi er fyldt af håb og forventning.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Jeg vil håbe, at vi alle bliver blot en smule bedre til at huske taknemmeligheden i dagligdagen; at vi aldrig glemmer dette og luller os ind i surhed og selvtilstrækkelighed. Det er livet for stort til.