Jeg kan stadig se det for mig. Jeg sad inde i stuen og legede på gulvtæppet. Det mønstrede gulvtæppe var orange og brunt, og det gamle sort-hvide fjernsyn var slukket. Der var musestille, og jeg var helt alene i værelset.
Og pludselig gik det op for mig: Gud er der – i virkeligheden. Han er der, sådan helt rigtigt. Jeg kan huske, at i mit kun 10-årige sind var helt forbløffet over den simple kendsgerning.
Jeg var et meget tænksomt og alvorligt barn. Ikke mindst fordi min barndom også var præget af min fars sygdom. Han led af sklerose og fik det gradvist værre og værre. I de sidste år, inden han kom på plejehjem, var han også blevet personlighedsforstyrret og lettere utilregnelig. Min mor havde altså hænderne fulde, så jeg tog mig ofte af min lillesøster.
Jeg sad også ofte for mig selv og funderede over livets store spørgsmål. Og det var altså som 10-årig, at erkendelsen slog ned i mig. Siden dengang har troen været med mig som en strøm gennem mit liv.
Jeg er vokset op i et kærligt, luthersk-missionsk hjem i Videbæk i Vestjylland. Jeg oplevede hverken mine forældres tro som hæmmende eller skærmende, men derimod som ægte og oprigtig. Lige så længe jeg kan huske, holdt vi morgenandagt i familien, og hver eneste morgen læste vi et nyt kapitel i Bibelen. På den måde kom jeg til at lære Bibelen rigtigt godt, og jeg husker de mest mærkelige historier fra Bibelen, som mange andre slet ikke kender.
Historierne kom helt ind under huden på mig, og de betyder meget for mig den dag i dag. Men i de første år af mit liv opfattede jeg mest Bibelen som en samling af gode fortællinger, og kristendommen var nærmest bare hverdagsritualer.
Jeg mødte min kommende mand i gymnasiet. I den første uge af gymnasiet var jeg til introaften hos KFS, Kristeligt Forbund for Studerende, og her skulle vi trække lod om, hvem vi skulle sidde ved siden af. Jeg trak Henrik.
Henriks far var også meget syg, og vi fandt hinanden i vores fælles sorg og vores fælles tro. Men Henrik åbnede også en ny verden for mig. En verden med rytmisk musik, ubekymrethed og masser af humor. For min barndom var mest præget af klassisk musik og salmesang, så jeg havde jo aldrig hørt P3. Jeg vidste heller ikke, hvem The Beatles var. Henrik kom fra et lidt andet slags hjem, hvor der var mere plads til at være skør og sjov. Man hørte masser af musik – også populær musik – og man drak vin til middagen i weekenden.
Min far døde, da jeg var 17 år, og Henrik havde mistet sin far et halvt år forinden. Vi flyttede til Aarhus, hvor Henrik begyndte at læse teologi, og jeg læste musikvidenskab og religion. Vi blev gift, da jeg var 19 år, og Henrik var 22 år.
Selvom jeg elskede at synge, troede jeg ikke, at jeg ville kunne leve af det. Så jeg gjorde universitetet færdigt, koncentrerede mig om familielivet og mit arbejde.
Men jeg fortsatte med at gå til privatundervisning hos en konservatorielærer, og det var hende, der opfordrede mig til at gå til optagelsesprøven på konservatoriet. Jeg vidste ikke helt, om jeg turde at tage springet og forsøge at blive professionel sanger, men jeg blev støttet af Henrik. Jeg kom ind på konser-vatoriet, og i dag er sangen blevet mit levebrød.
I mit voksne liv har jeg haft flere store, åndelige oplevelser. En meget, meget stor oplevelse var at synge Brahms’ ”Ein deutsches Requiem” i 2012. Det var i DR’s koncerthus med den i dag 92-årige dirigent Herbert Blomstedt.
Værket er ikke, som andre rekviemmer, en forbøn for de døde. Det er et værk til trøst for de efterladte. Brahms skrev sit rekviem efter at have mistet både sin mentor og sin mor. Og det kunne jeg et eller andet sted godt relatere til.
Meget af teksten havde Brahms taget fra forskellige steder i Bibelen, og jeg elsker at synge bibeltekster eller tekster med udgangspunkt i Bibelen. Og det er nok, fordi jeg helt fra min spæde barndom har tillagt den bog særlig stor betydning.
Hvad har udfordret din tro?
Det, der i perioder kan udfordre min tro, er, når jeg bliver alt for optaget af mig selv. Det kan være, at jeg går for meget op mit udseende, min karriere som sanger, eller hvad andre mennesker synes om mig. Der kan jeg godt blive udfordret.
Så holder jeg fast i de fem b’er fra min barndom: Bibelen, badet (dåben, der vidner om, at jeg tilhører Gud), brødet (nadveren, hvor Gud viser sin tilgivelse), brødrene (fællesskabet, som opmuntrer mig) og selvfølgelig bønnen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg har fået rigtig mange gode råd gennem tiden. Et helt lavpraktisk råd, jeg i perioder har haft stor glæde af, er at lave en bedeliste. Simpelthen at skrive de ting og de personer, man vil bede for, op på en liste.
Særligt på dage, hvor bønnen ikke flyder frit, har det hjulpet mig at tage min liste frem og så helt enkelt gå i gang med at tale med Gud om punkterne på listen.
Det lyder måske meget dagsorden-agtigt, men er man en lidt flyvsk sjæl, der har svært ved at samle sig om bønnen, synes jeg, det hjælper.