Prøv avisen

Sareen: Jeg deltager ved det første homoseksuelle kirkebryllup

Manu Sareen, kirkeminister. Foto: Leif Tuxen

I forsommeren 2012 kan det første homoseksuelle kirkebryllup formentligt afholdes, skriver kirkeminister Manu Sareen og lover selv at deltage

"Jeg er stadig meget indigneret over, at Guds velsignelse af ægteskabet i Danmark anno 2012 skal afgøres af en meget traditionsbundet opfattelse, hvad der er et rigtigt kærlighedsforhold, og hvad der ikke er".

Sådan lyder det fra kirkeminister Manu Sareen (R) i en kommentar til dagbladet Politiken.

LÆS OGSÅ:Kirkeminister skifter kurs i sag om homoseksuelle vielser

Her lægger ministeren samtidig op til, at det første homoseksuelle kirkebryllup vil blive afholdt i forsommeren 2012. Men om de homoseksuelle par vil få betegnelsen ægtefæller, er endnu ikke sikkert, understreger ministeren.

"Grunden er, at et ændret kirkeritual ikke bare har konsekvenser for, hvad præsten siger i kirken, men også juridiske konsekvenser, der skal undersøges til bunds, for at vi kan lave den bedste løsning. Det handler blandt andet om parrets retsstilling over for eventuelle børn, om arveret m.m.", skriver Manu Sareen og tilføjer, at der arbejdes på højtryk for at finde en løsning.

Personligt håber ministeren, at der kan opnås fuld ligestilling. Og for at markere sin støtte til homoseksuelle vielser, lover han samtidig at deltage ved det første homoseksuelle kirkebryllup.

"Jeg glæder mig til at overvære det første kirkebryllup med homoseksuelle par. Og jeg ved, at der er mange homoseksuelle, der glæder sig til endelig at kunne blive viet i kirken. Jeg har lovet at stå på trappen og kaste ris. Med vielser af homoseksuelle i kirken kommer vi endnu et skridt nærmere på et samfund, der på alle måder fuldt ud accepterer den enkeltes ligeværd uanset hvem man er, og hvem man elsker", skriver Manu Sareen.