Satireskribent: Jeg tror, Jesus har haft ret let til latter

For satireskribent Zenia Larsen var ateisme en selvfølge gennem det meste af hendes barndom og ungdom. I en alder af 30 gik det op for hende, at tro ikke bare er noget, man har, men at det kan være et valg

41-årige Zenia Larsen er medstifter og redaktør på den satiriske webavis RokokoPosten og holder foredrag om tro og humor. Hun var ateist i barndommen, men står i dag med en fod i den katolske kirke og en fod i folkekirken.
41-årige Zenia Larsen er medstifter og redaktør på den satiriske webavis RokokoPosten og holder foredrag om tro og humor. Hun var ateist i barndommen, men står i dag med en fod i den katolske kirke og en fod i folkekirken. . Foto: Bo Amstrup/Scanpix.

”Bookmakere hæver odds på Jesus som Messias”. Sådan lyder en af overskrifterne på netavisen Rokokoposten. Publikationsdatoen er år 33, hvor en nylig dødsdom over nazaræeren Jesus har fået bookmakerne til at hæve oddsene på ham som Messias fra 1,13 til 666. Den 41-årige Zenia Larsen var i 2010 medstifter af det satiriske medie, der udgiver fiktive nyheder, også om kirke og kristendom. Men man skal ikke være i tvivl: Hun tror ikke bare på Gud, hun er overbevist om, at han har humor.

I søndagens tekst forholder hun sig til Jesu fortælling om fem kloge og fem tåbelige brudepiger, som venter på brudegommen. Da gommen endelig dukker op, har de tåbelige ingen olie til deres lamper, som er gået ud. Det har de kloge til gengæld, men de nægter at dele, og døren lukkes i hovedet på de tåbelige stakler. Ifølge Zenia Larsen kan teksten virke noget besynderlig, hvis den læses uden for kontekst, fordi Jesus ofte taler om, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden og er der for vores næste.

”Man kan godt få det indtryk, at den handler om, at hvis man ikke har forberedt sig ordentligt, så er det bare ærgerligt, og at dem, der har forberedt sig, ikke behøver hjælpe dem, som ikke har,” siger hun og påpeger, at billedet straks bliver et andet, hvis teksten betragtes i en større sammenhæng. Hun henviser til teksten inden brudepigelignelsen, hvor en tjener giver sig til at slå sine medtjenere, fordi husets herre er væk.

”Det er næsten den omvendte historie. Her kommer herren hjem før forventet. For brudepigernes vedkommende kommer brudegommen senere end forventet. Teksterne handler om den sidste tid, hvor budskabet er, at du ikke ved, hvornår det sker. Derfor må du hellere leve et ordentligt liv her og nu,” tolker hun. Teksterne leder tankerne hen på overvejelser om, hvad der er vigtigt her i livet, hvor Zenia Larsen selv prøver at praktisere teksternes budskab. Frem for 37 timer er hendes arbejdsuge som regel 17 timer i gennemsnit dels som RokokoPost-redaktør og dels hos Post Danmark, hvor hun i ny og næ sorterer post om natten.

”Førhen har jeg tjent meget mere og har haft svært ved at klare mig. Da jeg var færdig med min uddannelse og fik fuldtidsjob, var pengene hurtigt brugt rub og stub. Troen har gjort mig i stand til at leve langt mere simpelt. De fleste vil gerne tjene en masse penge for at kunne leve et liv, der er så dyrt, at de må tjene endnu flere penge. Jeg vil helst ikke være fattig, men jeg vil hjertens gerne være bedre til at være fattig, fordi det giver mig en større frihed og livsværdi,” fortæller hun.

Troen er ikke just kommet ind med modermælken. Faderenen beskriver Zenia Larsen som kulturkristen, og moderen var ærkeateist. Først omkring 30-årsalderen begyndte hendes tro at tage form.

”Det var svært at tro. Jeg var opvokset i et ateistisk hjem, og størstedelen af mine venner var ateister. Det var en selvfølge, at der ikke var nogen Gud, og at de mennesker, der troede på Gud, var lidt tossede. Men det begyndte at gå op for mig, at tro godt kunne være noget, man besluttede sig for, man ville. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt du tror eller ej, men snarere: Vil du tro, eller vil du ikke tro?”, siger hun. Det kan stadig være svært at få på plads, at der findes en Gud. Men samtidig går hun også med følelsen af, at Gud vil hende noget.

”Det er en meget finurlig følelse. Jeg tror, det er en brist i hjernen, som simpelthen er blevet for indskrænket til at kunne rumme det, der ikke er rationelt og logisk,” forklarer hun. Da hun første gang efter sin religiøse bevidstgørelse kom i kirke, var hun nærmest bange og pinligt berørt. Forstillingen om, at det kun var særlinge, som gik i kirke, spøgte stadig. I dag står hun med en fod både i folkekirken og i den katolske kirke. I flere år har hun leget med tanken om at konvertere til katolicisme, men holder for meget af folkekirken og er for vægelsindet til at føre det ud i livet.

”Ved messen i den katolske kirke starter vi med bevidst og eksplicit at definere os selv som syndere og går derfra med glæden over at være genforenet med Jesus. At have fokus på mennesket som synder er i virkeligheden befriende. Kristendommen er fantastisk på den måde, fordi den har et håb om frelse, men tager også for givet, at mennesket er fejlbarligt. Den inviterer til, at man kan være sig selv samt se sig selv i øjnene og erkende det, hvis man har gjort noget forkert. I det sekulariserede samfund er der måske en større tendens til at straffe eller feje det af banen,” forklarer hun.

Zenia Larsen forener sin tro og virke som satireskribent ved at holde foredrag om tro og humor. Dykker man ned i evangelieteksterne, mener hun nemlig, at der er god grund til at antage, at Jesus har en humoristisk sans.

”Det var befriende for mig at opdage, at Jesus er sjov. Han bliver nærmest en satiriker, da han står over for farisæerne og i sit veråb sammenligner dem med smukke grave, som egentlig er fulde af råddenskab. Han laver nogle billeder, som ganske sikkert fornærmer magthaverne, men som også kan få dem uden magt til at grine. Det er netop det, en satiriker gør,” påpeger hun. Netop forestillingen om Gud som en humoristisk skikkelse frem for den alvorstunge overdommer kan bidrage til et fornyet billede af evangelieteksterne. Også søndagens fortælling kan læses med et humoristisk glimt i øjet på grund af måden, historien er sat på spidsen, hvor de stakkels tåbelige brudepiger får smækket døren i hovedet, fordi de ikke havde tænkt langt nok til at bringe olie med til lamperne.

”Jeg kunne godt forestille mig, at stemningen bar præg af, at Jesus fortalte lignelsen som en røverhistorie, selvom der også er en alvorlig pointe i fortællingen. Hvis man med et dagligdags ord skulle beskrive Jesus, ville jeg tro, han var ret tilbagelænet. Og når man hviler så meget i sig selv, at man er villig til at sige: 'Okay, de slår mig ihjel. Så må det være sådan, det er', så tror jeg også, man har let til latter,” siger Zenia Larsen.