At satse alt på kærligheden var mit største troens spring

Efter en skilsmisse var Kenneth Degnbol klar over, hvad risikoen var ved at danne en ny familie. Men noget kaldte på ham

For højskoleforstander og forfatter Kenneth Degnbol var det et spring at købe hus med sin nuværende hustru og satse alt på et fælles liv for lidt over syv år siden.
For højskoleforstander og forfatter Kenneth Degnbol var det et spring at købe hus med sin nuværende hustru og satse alt på et fælles liv for lidt over syv år siden. Foto: Flemming Jeppesen.

I august 2014 besluttede min nuværende hustru og jeg at købe et hus sammen. Den beslutning var symbolet på, at vi satsede alt på at danne en ny familie sammen, og for mig var det nok det største troens spring, jeg har foretaget.

Det kan lyde banalt, for mennesker bliver jo hele tiden skilt og danner nye familier. Men for mig var det en stor beslutning. Jeg var blevet skilt, og min ekskone og mine tre børn var flyttet langt væk, og et nyt liv skulle begynde for mig.

Det, der kaldte på mig, var en meget stærk kærlighed. En kærlighed, der var større end det, vi selv kunne skabe. Der var så mange gode grunde til at lade være med at flytte sammen og købe hus og skabe en ny familie.

Vi havde en masse odds imod os: Skilsmissestatistikkerne taler deres tydelige sprog, og man ved, hvor svært det kan være med sammenbragte familier.

Vi kunne have valgt at beskytte os selv mod risikoen for flere nederlag, men her var noget, jeg var nødt til at gøre. For mig er troen meget forbundet med at lytte efter noget, der kalder på én: Den længsel, der bor i os alle dybt inde, men som det kan være svært altid at følge. Når sådan et kald lyder, må man kaste sig ud i det. Det kunne jeg kun gøre, fordi jeg oplevede, at der var noget i det kald, som gav mig en tro på, at det kunne bære – en tro og en tiltro. Det var en meget stærk livskraft, som jeg måtte give efter for – også fordi alternativet var at lade mig begrænse af dens modsætning – angsten og alt det, der snører livet sammen.

Vi stod med denne her stærke kærlighed, som vi kunne mærke var noget meget fint, og vi vidste, at skulle den realiseres, skulle vi have et sted at leve den ud. Det blev så huset i Thorsager på Djursland.

Da vi havde købt det, havde vi næsten ingen penge, og ingen af os havde været havemennesker. Alligevel begyndte vi næsten med det samme at anlægge højbede og plante træer. Vi kørte i plantecentret og købte ind, nærmest før vi købte mad.

Dengang tænkte vi ikke så meget over, hvorfor vi havde den trang. I dag tænker jeg, at det var udtryk for en følelse af, at vi ville gå all in – og det skulle være med evigheden for øje. Vi ville bo der om 20 år og se træerne vokse sig store.

Min Gud blev til en livskraft

Jeg er vokset op i et kirkeligt miljø, hvor troen var noget naturligt og nærværende. Min far var præst, og min mor var en – for den tid – moderne præsteægtefælle med eget job, men påtog sig også jobbet at være præstens kone – med bagværk til bibelkredsen og så videre. Jeg var troende som barn og har vel egentlig altid være det, og der har været både noget konstant og noget foranderligt i min tro.

Undervejs i livet har jeg oplevet, at det fadervor, jeg havde lært hjemmefra, havde bidt sig fast, så det nærmest bad sig selv – i en positiv forstand. Det ville noget med mig. Men jeg oplevede også, at mit gudsbillede ændrede sig. Da jeg var teenager og ung, var Gud for mig nok sådan en lidt stillesiddende faderskikkelse, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle bruge til.

Siden læste jeg en masse teologi og filosofi og var meget optaget af den italienske filosof Gianni Vattimos idé om den svage Gud.

Mit gudsbillede blev med tiden mere bevægeligt. Det er ikke længere en fast og bestemt skikkelse, men snarere en livskraft, som går hånd i hånd med mit liv og bevæger sig, i takt med at mit liv og verdens liv bevæger sig. Jeg holder meget af titlen på en af Johannes Sløks bøger: ”Guds fortælling – menneskets historie”. Den tegner for mig et billede af en bevægelig Gud, som man kan danse med, og som viser sig i verden i form af en kraft, som kan flytte mig og andre og verden i retning af noget bedre.

Her kommer lydhørheden igen ind, for hvis vi skal bevæge os med livskraften, må vi lytte og turde være åbne for, hvor den fører os hen.

Jeg vil give tilliden videre

Min kone og jeg har fået to børn sammen, som er døbt i kirken ligesom mine tre ældste børn. Det betyder enormt meget for mig, for det er lidt ligesom med fortællingen om den lammes venner, som bringer ham hen til Jesus. De tror på hans vegne, og jeg tror på mine børns vegne, når jeg vælger at få dem døbt. Det er en meget konkret troshandling, når man bærer sine børn frem til dåben i tillid.

Troen er på den måde også en kollektiv forpligtelse, og jeg synes næsten ikke, at der er noget, vi i dag har større brug for end netop tro.

Jeg vil gerne give den tillid og livskraft, som jeg selv har oplevet at blive båret af, videre, og det synes jeg, at jeg kan gøre som højskoleforstander. Jeg kan ikke udelukke, at jeg en dag bliver præst. Jeg har taget et paragraf 2-forløb, og kirken står for mig som et trygt sted, hvor jeg også vil kunne stille mig frem med det, jeg har på hjerte.

Hvad har udfordret din tro?

Når jeg møder trosudtryk, der er fjendtlige over for livet, og hvor trosfællesskaber lukker sig om sig selv og bliver eksklusive. Når kirkelige eller religiøse fællesskaber er sådan, er der i min optik et eller andet galt. Der er en kortslutning et sted. Så reagerer jeg med at tænke, at hvis det skal have den form for udtryk, kan det være lige meget med troen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At turde tro på brylluppets ”til døden os skiller”. Det er netop kun, fordi vi går ind i et ægteskab – eller andre store forpligtende relationer – med evigheden som perspektiv, at det har en chance for at blive godt. Det handler om at finde tiltro til at springe ud med samlede ben. Eller med et andet billede: at turde føre bevægelsen igennem.