Prøv avisen

Scientology beskyldes for barbariske straffemetoder

Niels Hyldahl, tidligere professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet, mener, at alle teologer i større eller mindre grad burde beskæftige sig med Paulus. Selv er han ikke holdt op, selvom han gik på pension for 10 år siden. Foto: Mario AnzuoniReuters.

I USA er Scientology i vælten, fordi en dybdeborende ny bog af stjernejournalisten Lawrence Wright skildrer en religiøs organisation, som benytter barbariske straffemetoder

Scientology er i vælten i USA.

En ny bog af den Pulitzerpris-vindende journalist Lawrence Wright tager den notorisk hemmelighedsfulde nyreligiøse bevægelse under behandling. Bogen, Going Clear: Scientology, Hollywood & the Prison of Belief, er lige nu genstand for stor opmærksomhed i USA og har skyllet en bølge af kritik mod Scientology.

Wrights bog kommer på et tidspunkt, hvor Scientology i forvejen er trængt i defensiven. Store undersøgende artikler i avisen Tampa Bay Times samt bogen Inside Scientology af Janet Reitman har løftet sløret for organisationens bizarre og brutale praksis, og flere højtstående medlemmer har forladt bevægelsen. Dertil kommer, at to frafaldne scientologer netop har anlagt en føderal retssag, der anklager Scientology for økonomisk bedrageri.

Nu gør Going Clear, der er skrevet på baggrund af omstændelig research og knap 250 interview med tidligere og nuværende scientologer, yderligere skade på den omstridte bevægelses omdømme. Bogen gransker Scientologys historie, troslære og hierarki, og Wright beskriver en excentrisk organisation anført af en paranoid inderkreds, der holder medlemmer i et jerngreb ved hjælp af blandt andet spionage, ydmygelser, trusler samt fysisk og psykisk vold.

Mens Going Clear høster stor ros i de amerikanske medier, har canadiske og britiske forlag netop opgivet deres udgivelsesplaner. Det sker angiveligt på grund af trusler om injuriesager fra Scientology, der afskriver bogen som bagvaskelse. Bevægelsen siger i en udtalelse, at Lawrence Wrights påstande er intet andet end et hengemt opkog af beskyldninger afkræftet for længe siden.

Hr. Wrights bog er så fantasifuld, at den hører hjemme i et supermarkeds-sladderblad, siger Scientology.

Lawrence Wright er imidlertid kendt i USA for at være en overordentlig grundig undersøgende journalist, og han siger i et interview med avisen The New York Times, at hans motivation for at skrive bogen ikke var at udlevere Scientology.

Hvorfor skulle jeg gøre mig den ulejlighed? Scientology er i forvejen den formentlig mest stigmatiserede religion i Amerika. Men jeg er fascineret af den og af, hvad som drager folk til Scientology i lyset af dens image, siger han.

Blandt de rædsler, som Lawrence Wright afdækker, er det fængselslignende rehabiliteringsprogram the Hole (hullet), en stor, møbel- og sengeløs campingvogn parkeret på kirkens afsondrede ejendom i Californien. Her går snesevis af medlemmer, der er faldet i unåde, for lud og koldt vand i op til ni måneder. Wright beretter eksempelvis om en scientolog, der beordres til at rengøre et toiletgulv med sin tunge, og om en anden, der tvinges til at løbe rundt om en pæl i ørkenen 12 timer i træk, til hans tænder faldt ud.

Lawrence Wright beskriver desuden indoktrineringen af medlemmer af Scientologys præstestand, Sea Org-ordenen, som forsyner den stenrige bevægelse med næsten gratis arbejdskraft, og han forklarer, hvor vanskeligt det er at forlade en organisation, der beder sine medlemmer underskrive milliard års-kontrakter og ofte isolerer dem fra familie og venner.

Going Clear er rodfæstet i førstehåndsberetninger. Wright taler eksempelvis med en afhoppet scientolog, der som 11-årig begyndte at arbejde i Sea Org og sammen med andre børn sled 15 timer om dagen seks dage om ugen med blot den sidste dag afsat til undervisning. Andre af forfatterens kilder fortæller om at blive tvunget til aborter og at blive stillet over for enorme pengekrav for kurser, de angiveligt havde tilmeldt sig, når de forsøgte at forlade Sea Org og Scientology.

Lawrence Wright tegner endvidere et billede af Scientologys grundlægger og guru, L. Ron Hubbard, som karismatisk lystløgner og en paranoid tyran. Ifølge Wright søsatte Hubbard i 1973 spionageprojeket Snehvide, hvor op mod 5000 scientologer infiltrerede amerikanske offentlige institutioner for at gennemsøge statens arkiver for dokumenter om bevægelsen.

Intet i amerikansk historie kan sammenlignes med Operation Snehvides hjemlige spionage, konstaterer Lawrence Wright.

Ifølge Scientologys egne tal har bevægelsen otte millioner medlemmer på verdensplan. Wright skønner imidlertid, at der blot findes 25.000 aktive medlemmer. I Danmark, hvor Scientology modsat USA ikke anerkendes som trossamfund, er antallet af kernemedlemmer cirka 500, mens 5000 er løst tilknyttet.

Going Clear udkom i USA den 19. januar.

Going Clear: Scientology, Hollywood & the Prison of Belief. Knopf. 430 sider. $28.95.