Mens påsken nærmer sig i Jerusalem, gør personalet på det psykiatriske hospital, Kfar Shaul, sig klar til at tage imod turister, der rammes af det unikke Jerusalem-syndrom. Efter dramatiske episoder de seneste år, hvor blandt andet en turist, der hævdede at være en moderne udgave af den bibelske Samson, begyndte at skubbe til de store sten i Grædemuren, og derefter dele tæsk ud til de tilstormende politibetjente, tager turistpolitiet ingen chancer. De patruljerer nat og dag for at finde og pågribe personer, der lider af det særlige syndrom.
Jerusalem-syndromet
Jerusalem-syndromet blev defineret i 1980'erne af den israelske dr. Bar El. Syndromet sidestilles med blandt andet Firenze-syndromet, hvor kunstnere rejser til det billedskønne Firenze og pludselig bliver grebet af den forestilling, at de er nogle af datidens store kunstnere.
I Jerusalem er det dog det religiøse fortegn, der tæller. Og Jerusalem-syndromet kendetegnes ved, at personer, der aldrig tidligere er blevet behandlet for psykologiske lidelser bliver grebet af byens religiøse undertoner og pludselig tror, at de selv er én af Bibelens hovedpersoner.
Jerusalems borgere har efterhånden vænnet sig til synet af såkaldte bibelske reinkarnationer. På Ben Yehuda- strøget kommer den kristne amerikaner Ted Israel for at prædike tre gange om ugen iført cowboybukser og en kartoffelsæk på overkroppen. Ved Zionporten i den gamle bydel er det stadig muligt at få et glimt af en anden amerikansk statsborger, der spiller harpe og tror, han er kong David. Her er også en hvidtklædt kvinde, der hævder at være Jomfru Maria, og en jødisk hippie, der anser sig selv for at være profeten Elias.
Fællesnævneren for dem alle er først og fremmest, at Jerusalems religiøsitet er steget dem til hovedet, men de har også det fællestræk, at de alle er yderst venlige og fredsommelige og ikke gør nogen som helst fortræd.
Dem, der bekymrer Jerusalems særlige politienhed mest, er de tilrejsende og uforudsigelige turister, som af og til opfører sig voldeligt og provokerende som i Samsons tilfælde.
Det ægte Jerusalem-syndrom er sjældent
Den pensionerede betjent Victor Wadhawkar var med til at oprette den særlige politienhed i 1986. Han har arresteret hundredvis af personer, der opfører sig som bibelske personer, og hans erfaring siger, at politiet bør holde ekstra øje, når julen og påsken nærmer sig.
Ved juletid og i påsken er der flere turister i Jerusalem, hvilket øger muligheden for, at nogle af dem vil blive religiøst inspireret, siger han.
Men til trods for, at Jerusalem lyder til at være en by fuld af levende bibelske figurer, siger dr. Katz fra Kfar Shaul-hospitalet, at syndromet er yderst sjældent.
Disse tilfælde er ekstremt sjældne. Ud af de cirka 40 turister, der hvert år indlægges er der kun tale om enkelte tilfælde af det ægte Jerusalem-syndrom, siger han og hentyder til, at dette kriterium kun omfatter personer, der aldrig tidligere er blevet behandlet for psykiske lidelser.
Dr. Bar El, der er Kfar Shauls tidligere leder, fortæller om en dansk lærer, der er kommet til byen mindst fem gange. Alle gangene er han blevet indlagt i tre til fem dage, inden han blev sendt hjem igen.
Danskeren følte, at Jerusalem var det eneste sted, hvor han virkelig kunne kommunikere med Jesus.
Han blev bragt til hospitalet første gang, efter han gav sig til at kalde på Jomfru Maria, som han så på toppen af Klippemoskéen på Tempelbjerget i den gamle bydel. Han opførte sig også voldeligt over for nogle vagter og blev derfor indlagt med den begrundelse, at han havde nået det punkt, hvor han var begyndt at blive farlig for sine omgivelser.
Bar El's forklaring på, at de fleste personer, der rammes af Jerusalem-syndromet er protestanter fra USA og Skandinavien er enkel.
Han hentyder til, at disse personer ofte kommer fra meget små og konservative bysamfund og ikke har tradition for praktisk religiøs ekstase sammenlignet med katolikker, jøder og muslimer. Dette er, ifølge Bar El, årsagen til, at de ekstatiske religiøse følelser oftere løber af med protestanter.