Seglaftryk fra Jerusalems mørke periode er dukket op under en parkeringsplads

I europæisk historieskrivning er perserne bedst kendt som de græske frihedskæmperes fjender. Men i Israels historie var de vennerne, der lod jøderne vende tilbage og templet genopføre. Under en parkeringsplads i Jerusalem er der fundet nyt fra persernes periode

Seglaftrykket fundet syd for templet i Jerusalem viser de to guder Nabu og Marduk siddende på stole, der var af gammel nærorientalsk oprindelse. - Foto: Israel Antiquities Authority.
Seglaftrykket fundet syd for templet i Jerusalem viser de to guder Nabu og Marduk siddende på stole, der var af gammel nærorientalsk oprindelse. - Foto: Israel Antiquities Authority.

I historiebøgerne beskrives perioden fra omkring 500 f.Kr. og 200 år frem ofte som den ”mørke periode” i Israels historie. Betegnelsen er egentlig misvisende, da denne periode – også kendt som den persiske periode – efter hvad vi kan skønne, var en af de få i Israels historie med relativ ro i århundreder. Trods det har perioden sit ”mørke” rygte fra, at vi ikke har mange kilder til, hvad der gik for sig.

Arkæologer anslår, at Jerusalems befolkning skulle tælles i få tusinde i denne periode. Denne lille befolkningsgruppe har ikke efterladt sig mange spor i det arkæologiske materiale. Derfor dukker der sjældent noget op i udgravningerne fra den persiske periode, der strakte sig fra jødernes tilbagekomst fra eksilet i Babylon i årene efter 539 f.Kr., og frem til hvirvelvinden Alexander den Store kom fejende ind fra sit græsk-makedonske rige i år 333 f.Kr.

For nylig havde israelske arkæologer imidlertid held til at spotte et lille glimt i mørket, da de under en udgravning lidt syd for tempelpladsen under en nuværende parkeringsplads fandt et såkaldt seglaftryk fra den persiske periode. Et seglaftryk er en lille klump ler, der i sin tid brugt til at forsegle et vigtigt dokument og stemple det med et officielt segl. Seglets ornamentik eller udsmykning siger noget om dets ejere. Når arkæologerne i dette tilfælde mener, at dokumentet, der var forseglet med seglaftrykket, kan have haft den persiske centraladministration som afsender, skyldes det, at seglaftrykket gengiver de to guder Nabu og Marduk, som også er brugt på andre kendte segl fra det persiske imperium.

Seglet giver dermed et indblik i, hvordan Jerusalem trods sin ringe størrelse havde en officiel korrespondance med det gigantiske persiske imperium mod øst. Samme billede tegnes i en række af de bøger i Det Gamle Testamente, vi har fra denne periode. De tegner et meget positivt billede af det persiske imperium som befrier og beskytter af det tidligere så stolte Israel.

Det kan blandt andet ses i Ezras Bog, kapitel tre, der på mindeværdig, ja næsten morsom vis sammenfatter taknemmeligheden mod perserne med sorgen over Jerusalems ringe stand. Her dumper vi ned i historien, lige efter at det babylonske imperium er blevet løbet over ende af det persiske rige.

Mens vi fra undervisningen i oldtidskundskab i gymnasiet – eller måske Hollywood-blockbusteren ”300” – er vant til at høre om perserne som det dekadente østlige imperium, der i mødet med de heroisk kæmpende spartanere måtte opgive sit vestlige felttog og angreb på ”Europa”, fortælles historien anderledes i Israel.

For modsat babylonerne før og grækerne og romerne siden gjorde det persiske imperium aldrig indhug i Jerusalems præstelige etablissements frihed til at dyrke Gud, som de gerne ville. Tværtimod udstedte den persiske kong Kyros, allerede året efter at han i 539 f.Kr. havde indtaget Babylon, et edikt om, at jøderne kunne vende tilbage til Jerusalem og genopbygge det tempel, som babylonerne havde ødelagt omtrent 50 år tidligere.

I Ezras Bog får vi en levende beskrivelse af de modsatrettede følelser, der var i spil omkring det nye tempelbyggeri. De yngste blandt de hjemvendte var født i fangenskab og havde aldrig set Jerusalem og dets tempel. Da de så fundamentet til det nye tempel, fandt de sølvtrompeterne frem og slog tonen an til lovsang. De ældste, derimod, satte sig ned og græd. De havde set Salomos tempel, der i sine velmagtsdage strålede om kap med antikkens vidundere. Jerusalems andet tempel lagde an til at blive en helt anden historie.

Gråd eller glæde, sorg eller sang: Med grundlæggelsen af det andet tempel begyndte der en ny periode i Israels historie. Det blev genfødslen af denne lille, persiske provins helt i udkanten af det store imperium med det officielle navn Yehud. Fundet af seglaftrykket under parkeringspladsen giver os et lille lysglimt fra denne såkaldt mørke periode, hvor Jerusalem efter at være slået helt i knæ langsomt genvandt fodfæstet som en beskeden brik i datidens storpolitik og som en persisk udpost mod vest.

Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.