Jeg må holde i hånd med handsker på
”Jeg har typisk talt med corona-patienter, når de ikke længere er truet på deres liv. På det tidspunkt bliver der overskud til tanker om, hvor langt man har været ude. Der er en stor følelse af ensomhed og forladthed, fordi de er så isolerede. Der er også en angst forbundet med en ny og uforudsigelig sygdom. For hvad kan den finde på? Jeg har mødt patienter, som troede, de var i smult vande, men hvor der alligevel kom tilbagefald. Jeg har også talt med en alvorligt syg patient, som oplevede, at ægtefællen døde af corona på et andet sygehus. Det er umenneskeligt og ubærligt. Jeg håber at være et plaster på såret i fraværet af pårørende. At jeg kan formidle nærvær og ro, selvom jeg må holde i hånd med handske på og er iført diverse værnemidler. Selve sygehuset er også præget af corona. Der er en frygtsom stemning over det hele.”
”Vi spørger først patienten, om det skal være et fysisk møde, eller om vi kan tage en samtale over Skype. Og det sidste kan godt lade sig gøre, selvom det for mig var en overvindelse at tage den første samtale på den måde. Det er selvfølgelig en anden form for nærvær, og man mærker, at det fysiske kan noget. Men det kan også være bedre, at man faktisk kan se præstens ansigt. Når patienten beder om en fysisk samtale ifører vi os kittel, handsker, mundbind, visir og hætte. Og vi sidder med afstand. Den øgede afstand, som maskeringen udgør, er vanskelig, synes jeg. Ansigtsudtryk og kropssprog går tabt, og det er en mangel i enhver kommunikation. Men det er nok mest mig, det påvirker. Og det er vilkårene.”
”De coronapatienter, jeg har talt med, har været på stadiet før intensiv. Det skyldes, at det kræver et vist overskud at tale om forløbet. Det, jeg kan gøre for dem, er at være fysisk til stede. Det er belastende at være isoleret, og det har stor betydning for dem at få bekræftet, at de stadig er en del af det menneskelige fællesskab. De er jo vores tids spedalske, som man går en stor bue udenom. I udgangspunktet ligner samtalerne med coronapatienter mine øvrige samtaler, men der kan være enten en snert af skam eller bitterhed over at være blevet ramt. Så spørgsmål om sygdom og skyld eller retfærdighed bliver ofte aktualiseret. Et andet vigtigt perspektiv er, hvad situationen har betydet for patienterne i det hele taget. Både på hospitalet og i samfundet generelt har mange mennesker været påvirket af isolation og ensomhed, og meget opmærksomhed har af gode grunde været på corona, men vi skal huske at have fokus på ensomheden og de problemer, der følger med den.”
”Vi kan mærke på patienterne, at de føler sig mere ensomme, fordi de ikke har støtten fra deres pårørende, som kun kan være til stede, hvis det er kritisk. Vi kan også mærke på personalet, at de er ophængte og udmattede. Der er alt det, man skal passe på. Det er voldsomt med værnemidlerne og afstanden. Jeg synes, det er meget positivt, at det har været muligt at tilbyde pressede mennesker en samtale. Det er vigtigt. Vi kan også bede en bøn med dem eller velsigne dem. Eller vi kan lytte til en salme på mobilen. Det kan være ”Dejlig er jorden” eller ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Patienterne giver udtryk for, at det betyder meget for dem, og at det giver dem ro. Indimellem overraskes de selv over, at bønnen, salmen eller velsignelsen har den virkning af fred og af at være rummet.”
Jeg følte skyld over at smitte min mand
”Jeg har hele tiden tænkt, at som præst skal jeg være der, hvor folk er i nød, og hvis det betød risiko for smitte, så måtte det være sådan. Jeg tænkte nok også, at corona ikke ville ramme mig, men det gjorde det så den 3. januar. Jeg havde et par døgn, hvor jeg var bange for, hvordan forløbet ville blive, og hvor min mand gik ned i den anden ende af huset, indtil vi fandt ud af, at vi begge var smittede og kunne være sammen. Jeg følte stor skyld over at have smittet ham og havde feber, trykken for brystet og mistede min lugte- og smagssans. Jeg har oplevet flere patienter sige, at det er okay, hvis de skal dø, men de skal bare ikke dø af corona. Der har været en vis bitterhed, som jeg tror har at gøre med, at det er en virussygdom, som vi kan beskytte os selv imod.”
