Leder af Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning: Seksuelle krænkelser sker også i folkekirken

De danske biskopper efterspørger særskilte handleplaner for seksuel krænkelse i stifterne. Fornuftigt, mener leder af Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning Hans Hjerrild, som selv husker eksempler på sager

Leder af Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning: Seksuelle krænkelser sker også i folkekirken
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Aviserne bugner af debat om seksuel krænkende adfærd på diverse arbejdspladser. Men hvordan udfolder debatten sig i folkekirken?

Tidligere på ugen kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at flere af landets biskopper mener, at der er brug for større fokus på området i sognekirkerne. Biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen mener eksempelvis, at der er brug for en handleplan, som gør det helt klart, hvordan man ”definerer, hvad vi under ingen omstændigheder vil acceptere” i folkekirken. Og andre stifter er på vej med lignende tiltag.

Det er en god idé, mener Hans Hjerrild, der er leder af Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning, FAR. I marts sidste år udgav FAR en generel vejledning om, hvordan man håndterer chikane og krænkelser på arbejdspladsen.

”Man gør klogt i at forberede sig. Få meldt retningslinjerne ud tidligt, før det sker, for at bekendtgøre, at man er forberedt på det, hvis det sker. Nu kan vi se, hvordan det er gået i politik, hvor man først håndterer noget på bagkant, og så bliver det tit noget gøgemøj. Jeg tror, det er vigtigt, at hvert enkelt stift forholder sig til, hvordan de skal gøre i en situation med seksuelt krænkende adfærd,” siger Hans Hjerrild.

Flere biskopper fortæller til Kristeligt Dagblad, at de endnu ikke har fået henvendelser om seksuelt chikanerende adfærd. Men Hans Hjerrild mener helt bestemt, at der er eksempler på konkrete tilfælde.

”Det sker jo. Der er folkekirken som arbejdsplads ikke anderledes end andre. Vi har været involveret i sager, hvor en kvindelig præst har fortalt, at en provst havde sagt noget ubehageligt til hende. Man skal ikke tro, at krænkende adfærd ikke sker – derfor er det vigtigt at få lavet de her særskilte retningslinjer for, hvad man skal gøre for at kunne håndtere det i tide,” siger han og uddyber, at han i de ansættelsessituationer, han selv har haft, har mødt ledere i magtpositioner, hvor der i de relationer kan ske noget.

Det samme kan ske i folkekirken. Man mødes i

relationer, hvor det er internt i menighedsrådet, men det kan også være menigheden, der oplever grænseoverskridende adfærd, når de er i kirken.

Hans Hjerrild mener, at denne type krænkelsessager kan opstå alle steder, hvor folk møder hinanden. Det skal forstås på den måde, at der er rum, hvor folk møder hinanden og skaber relation.

”Krænkende adfærd kan ske kirkefunktionærer imellem, præster og funktionærer imellem, præster og menighedsråd og menighedsrådene imellem. Det sker der, hvor folk mødes. Man kan tænke, at sådan noget ikke sker i folkekirken, men det gør det,” siger han.

Hans Hjerrild er ikke alene om at mene, at folkekirken ligner andre organisationer, når det kommer til krænkelsessager. Det gælder også Anita Hansen Engdahl, der er teologisk konsulent, uddannelseskonsulent og tidligere lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, FUV. Hun forklarer, hvordan der i en præstegruppe danner sig et hierarki med uformelle strukturer, hvor man kan se, at der er magt på spil.

”Når der er magt på spil, er der altid risiko for, at man kommer til at krænke en anden. Både bevidst og ubevidst. Krænkelserne kan finde sted på alle niveauer i organisationen. Det kan være en med ledelsesfunktion, der krænker en ansat; for eksempel en provst krænker en præst, eller en kontaktperson i menighedsrådet krænker en ansat. Men det kan også være internt i en medarbejdergruppe eller internt i et menighedsråd, for også her er der magt på spil,” siger Anita Hansen Engdahl.

Kvinder er ifølge hende mere udsat for seksuelle krænkelser end mænd. I kirkerummet er præster beskyttet af deres embedsdragt, og derfor er mænd og kvinder ligestillet. De fleste af præstens møder med menigheden sker imidlertid uden for kirkerummet, hvor præsten er i civilt tøj. Her er kvindelige præster mere udsat for krænkelser end mænd.

”Det kan hænge sammen med, at menigheden ofte forventer, at kvinder særligt bør udvise nærvær, omsorg, være tilgængelige og vise forståelse for det, der har med kroppen at gøre. Bagsiden af den forventning til intimitet er, at nogle tænker, at så kan de tilsvarende tillade sig at træde ind i den kvindelige præsts intimsfære,” siger hun og uddyber, at kvindelige præster i højere grad end mandlige præster skal stå på mål for bemærkninger om deres udseende, tøj og adfærd.

Når bemærkningerne kommer fra kvinder i menigheden, er det sårende nok i sig selv, men hvis de kommer fra mænd, kan det blive opfattet som seksuelt krænkende.

”Den mandlige menighedsformand kan kommentere på den kvindelige præsts længde på nederdelen, hvor hun kan opfatte det som seksuel chikane,” siger Anita Hansen Engdahl.

Til februar næste år mødes Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning for at drøfte, om der skal skabes en ny version for vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende handlinger på arbejdspladsen.