Prøv avisen

Seksuelt misbrug i kirkeligt miljø er dobbelt svigt

OVERGREB I KIRKEN: Børn, der udsættes for seksuelle overgreb i kirkelige miljøer, får ud over de fysiske og psykiske ar også et forkvaklet gudsforhold. Derfor er der brug for at belyse området gennem flere undersøgelser og statistik, mener fagfolk efter denne uges afsløring af sexmisbrug på et kristent børnehjem i Tarm

I Norge kom det for nylig frem, at en biskop havde holdt hånden over en præst, der udsatte børn for seksuelle overgreb. I den forbindelse viste det sig, at den slags overgreb hyppigt finder sted i Norge. Stiftelsen "Kirkens Ressurssenter mot vold og seksuelle overgrep" anslog for nylig i en rapport, at der har været over 1100 seksuelle overgreb i kristne miljøer i Norge gennem de seneste 10 år.

Herhjemme har vi ikke tilsvarende tal. I 2002 fremlagde daværende kirkeminister Tove Fergo en statistik, der viste, at fire ansatte i folkekirken siden 1966 har fået dom for seksuelle krænkelser, men der findes ingen officiel statistik på, hvor mange børn og unge, der udsættes for krænkelser i kirken.

Men med mellemrum dukker der sager op. Senest har Kristeligt Dagblad beskrevet, hvordan den nu afdøde forstander på det kristne børnehjem Solgården i Tarm i perioden 1949-1976 angiveligt forgreb sig på i hvert fald seks piger, der boede på hjemmet. Sagen dukkede op, fordi en af pigerne, den nu 67-årige Grethe Sørensen, i en erindringsbog beskriver de overgreb, der fandt sted for mere end 50 år siden.

Og én ting er sikker: Seksuelt misbrug af børn forekommer i alle miljøer, også i kirken. Det fastslår Vibeke Møller, landsleder af Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte (KRIS). Ud af 35 henvendelser i 2005 kom de 11 fra børn, der var blevet krænket i kirkeligt regi. Vibeke Møller fortæller, at hun har fået henvendelser om overgreb begået i samtlige kirkesamfund i Danmark.

– Men man er utrolig lukket, når det kommer til at undersøge, hvad der sker i kirken, for vi vil ikke have, at det forekommer. Man vil allerhøjst acceptere, at overgrebene findes i frikirkerne, for de er i forvejen så sære, synes man at tænke. Men at det skulle kunne ske i folkekirken, det er utænkeligt, siger hun.

Og det er en stor fejl, for på den måde svigter man de krænkede, mener psykolog Solveig Rosenkvist. Hun har ved Herning Menighedscenter ledet en gruppe for mennesker, der har været udsat for incest og andre seksuelle overgreb, og lige nu har hun fire klienter, der alle har oplevet overgreb i kirkelige sammenhænge, til individuel rådgivning.

– Det er et problem, at der ikke er tal, fordi det er med til at fastholde en opfattelse af, at det er de misbrugte børn og os, der tror på dem, der overdriver, siger hun.

Gruppen af ofre er i forvejen særdeles skrøbelig, understreger Solveig Rosenkvist. Det bekræfter Gudrun Toldam, der er socialpædagog, uddannet inden for KRIS og har startet to grupper for seksuelt misbrugte. Hun vurderer, at der er tale om et dobbelt svigt, når et barn krænkes i kirken.

– Børnene oplever et meget voldsomt tillidsbrud. Og hvis overgrebsmanden samtidig er den person, der fortæller barnet om Gud og Jesus, så er der tale om et dobbelt tillidsbrud, fordi de ord, vedkommende siger, står i så skærende kontrast til de handlinger, barnet udsættes for, forklarer Gudrun Toldam og fortsætter:

– Det kan blive et voldsomt paradoks for barnet, fordi det menneske, der fortæller dem om det største i verden, samtidig ødelægger deres liv fuldstændig.

Konsekvensen er typisk, at barnets gudsbillede forvrænges til ukendelighed. Ofte vil billedet af den, der udsatte barnet for overgreb, nemlig glide sammen med billedet og opfattelsen af Gud, fortæller Gudrun Toldam.

– Som oftest er det meget svært for dem at komme tæt på Gud. De længes efter ham, men de har altid frygten for, at hvis de kommer helt tæt på, så ved man aldrig, hvad han kan finde på at gøre. Ligesom overgrebsmanden.

For nogle er adskillelsen af menneske og Gud så svær, at de vender sig helt væk fra religionen. Og de, som ikke gør, kan typisk få svære problemer med deres åndelige liv, erfarer Vibeke Møller.

Hun bakkes op af Gudrun Toldam, der vurderer, at der er behov for, at de krænkede kan tale med fagfolk, der også kender til den kirkelige verden.

– De har også behov for den dimension. Derfor er det meget brugbart med præster, der for eksempel har videreuddannet sig i psykoterapi eller sat sig ind i nogle af disse her ting, siger hun.

freya@kristeligt-dagblad.dk

Sagen kort

Den folkekirkelige organisation Luthersk Missions- forening drev i perioden 1949-1976 børnehjemmet Solgården i den vestjyske by Tarm. Efter at have undersøgt påstandene i en netop udkommet erindringsbog om seksuelt misbrug af børnene på børnehjemmet efterlyser foreningen nu personer, der har været ofre for overgrebene, og man tilbyder støtte til ofrene. Luthersk Missions-forening placerer det moralske ansvar på den nu afdøde forstander, der ledte børnehjemmet gennem alle årene.