Prøv avisen

Sekter kan ikke sættes i bås

NYE RELIGIONER: Sekter i Danmark er i konstant udvikling. Derfor kan de heller ikke sættes i bås, mener kritikere af en ny bog, der udnævner fire grupper til sekter

Faderhuset er ikke bange for at stikke snuden frem. Den kristne menighed har høstet avisoverskrifter både med den private skole Samuelskolen, støtte til Moses Hansen og senest købet af Ungdomshuset på Jagtvej i København.

Men hvad har Faderhuset til fælles med Hizb ut-Tahrir, Scientology og InJiva-behandling?

De er alle fire nogle af Danmarks mest markante sekter. Det mener i hvert fald teolog og tidligere medarbejder ved Dialogcentret, Birger Langkjer. Det synspunkt forsvarer han i bogen "Sekter i Danmark" – en bog, der skulle være udgivet i samarbejde med Dialogcentret, men som Birger Langkjer netop har trykt for egen regning, fordi centret ved gennemlæsningen af det færdige manuskript ikke ønskede at lægge navn til. Birger Langkjers skriverier var for hårde - især over for muslimer.

Ikke desto mindre skulle bogen ud, mener forfatteren. Den beskriver nemlig de træk, der gør, at de fire grupper i hans øjne kan kaldes sekter.

– En sekt er en lille gruppe, der adskiller sig fra resten af samfundet. Som isolerer sig, og hvis isolation både forstærkes af, at de ofte møder modstand fra omverdenen, og at de typisk vil følge deres eget regelsæt, forklarer Birger Langkjer og fortsætter:

– En sekt opstår typisk ved, at en karismatisk, dominerende personlighed får nogle visioner og begynder at samle tilhængere.

Og de kendetegn præger altså de fire grupper, Birger Langkjer har udpeget som typiske sekter:

Scientology, der er en af de "gamle" sekter fra 1970'ernes "sekt-eksplosion", og som stadig eksisterer i dag, er ikke et overraskende bidrag. Mere ukendt er InJiva-behandlingen: Den har sit udspring i en anden nyere sekt, White Eagle, der er teosofisk inspireret og blev grundlagt af spiritistmediet Grace Cooke, der mente at være i kontakt med ånden White Eagle. I Danmark lod en kvinde ved navn Stephanie Pagh sig inspirere af White Eagle og skabte sin egen gruppe, der samledes om InJiva-behandling, der ifølge Birger Langkjer er en form for psykoterapi og healing.

Når Birger Langkjer har valgt også at betegne både Faderhuset og Hizb ut-Tahrir som sekter, skyldes det, at han ser mange af "sekt-kriterierne" opfyldt hos begge grupper:

– Du har de diktatoriske, karismatiske ledere: For eksempel har Ruth Evensen fra Faderhuset jo nærmest fået status af en mini-Jesus. Og begge grupper lukker sig om sine medlemmer, isolerer dem fra omverdenen og har indflydelse på, hvilke informationer, de får, vurderer han.

Men udnævnelsen af både Faderhuset og Hizb ut-Tahrir som sekter, kommer bag på René Dybdal Pedersen. Han er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet, har specialiseret sig i nye religioner og bryder sig slet ikke om at bruge ordet sekt.

–Teknisk set bruger man begrebet om en gruppe, der teologisk har brudt med en anden gruppe. For eksempel var kristendommen oprindeligt en jødisk sekt. Men i dag er begrebet negativt; det er blevet vældig værdiladet og noget, man kaster på dem, man ikke kan lide, forklarer han.

René Dybdal Pedersen taler i stedet om nye religioner, og her passer hverken Faderhuset eller Hizb ut-Tahrir ind i hans terminologi. Ingen af de to grupper er nemlig brudt ud af deres respektive religion for i stedet at skabe deres egen, forklarer han.

– Birger Langkjers definition er meget anderledes end min. Hans kategorisering virker værdiladet, og jeg har svært ved at forstå hans valg af grupper, fortæller René Dybdal Pedersen. Han vil ikke en gang sætte betegnelsen "nye religioner" på de to grupper. Faderhuset er stadig en del af kristendommen. Og islam – og Hizb ut-Tahrir – er også dybt præget af politik, påpeger han.

Også på Syddansk Universitet er lektor Tim Jensen, der beskæftiger sig med minoritetsreligioner, særdeles påpasselig med brugen af ordet sekt.

– Folk forbinder sekter med noget negativt, noget farligt og kontroversielt. Derfor er det betænkeligt, at man i 2006, i en flereligiøs verden med mange forskellige minoritetsreligioner, fortsat benytter sig af det ord, mener han.

Og sekter, eller nye religioner, som René Dybdal Pedersen foretrækker at kalde grupperne, har da også ændret sig markant siden 1970'erne, hvor kendte sekter som Scientology og Moon-bevægelsen havde deres indtog i Danmark.

– Kortfattet drejer det sig om, at de store religioner, der kom til landet for 20 år siden, og som typisk var styret af internationale leder med en klar, fast dogmatik – den type er ikke i fremgang i øjeblikket. Folk virker ikke til at være interesseret, det imødekommer ikke vores behov for eksistentielle svar, forklarer han og uddyber:

– Nye religioner er jo et marked, og der skal være en kundegruppe, hvis noget skal slå igennem. Dem, der sælger varen bedst i dag, er dem, der giver stor individuel frihed, og som er tolerante for forskelligheder.

Det er for eksempel teosofisk inspirerede grupper som Den Gyldne Cirkel.

Alligevel er der ifølge Birger Langkjer god grund til at være vagtsom over for sekter. Teologen mener nemlig at kunne spore en tendens til, at sekterne ligesom i 1970'erne igen begynder at lukke sig om folk og isolere dem.

– Folk var mere åbne for den kollektive måde at tænke på i 1960'erne og 1970'erne. Det kom lidt på retur fra 1980, og i dag tyder det på, at det er på vej tilbage – det ser vi for eksempel i Faderhuset. Der er nok et behov, fordi folk er blevet mere ensomme, vurderer han.

Men man kan ikke på den måde generalisere over de nye religioner, mener Tim Jensen.

– Og vi er heller ikke vidne til en bestemt udvikling i dag. Der er ikke noget mønster, for vi er midt i en udviklingsfase, hvor der er enormt mange modsatrettede tendenser.

freya@kristeligt-dagblad.dk