Man er ikke i tvivl om, at man har med en person at gøre, der har universet som arbejdsplads, når man træder ind på astronom og astrofysiker Anja C. Andersens kontor på Dark Cosmology Centre ved Københavns Universitet.
Ud over en væg af bøger, som vedrører alt om himmelrummet, står der på hylderne en astronautbarbie fra 1965 og tre R2-D2-robotter fra ”Star Wars”. I hjørnet finder man en rumfærge af Lego – og fra loftet hænger en hæklet vandmand.
”Jeg havde en hæklekunstner på besøg, som godt kan lide at hækle naturvidenskabelige former. Hun spurgte, om jeg kunne beskrive, hvordan mørkt stof så ud, så hun kunne hækle det. Der måtte jeg sige, at hun havde ret frie rammer, for det aner jeg ikke,” fortæller Anja C. Andersen. Mørkt stof er alt det i rummet, der ikke udsender lys, og ingen ved, hvad det egentlig består af. På astronomens kontor optræder mørkt stof derfor i form af en svævende gople.
I søndagens tekst lader Jesus sine disciple vide, at Gud har besluttet at give dem Riget, og at de skal være klar til, at menneskesønnen kommer, for det vil ske, når de mindst venter det. Men Guds gave er ikke uden forpligtelser.
”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af,” siger Jesus.
Ifølge Anja C. Andersen er tekstens budskab, at man er forpligtet til at gøre sig umage og udnytte de vuggegaver, man har fået.
”Hvis man har nogle evner og talenter, har man pligt til at sætte dem i spil i forhold til andre. Man har ikke lov til at være nærig og ikke gøre noget. Jo flere muligheder eller evner man har, des større er forpligtelsen til at bruge dem. Vi er alle elsket af Gud og har en plads i Riget, men med det følger også, at vi skal hjælpe andre i det omfang, vi nu kan. At folk skal have samme muligheder, og alle skal være lige, betyder ikke, at vi alle skal være ens eller yde det samme. Hvis man har dobbelt så meget kapacitet, giver det også mening, at man yder dobbelt så meget,” forklarer hun.
Frem for blot at yde det absolutte minimum af, hvad vi kan slippe af sted med, siger Jesus, at vi skal yde det maksimale og hele tiden være der for vores medmennesker. Det tror Anja C. Andersen, at de fleste i bund og grund gerne vil for at opnå en følelse af at gøre en forskel for andre og have en plads i samfundet.
”I debatten om kontanthjælp, arbejdsløse og flygtninge er der mange mennesker, som gerne vil bruges til det, de nu kan. De fleste mennesker får stress og går ned med flaget, hvis de hele tiden skal stå på tæer. Men inden for sin komfortzone vil man gerne bruges og føle, at andre er lidt afhængige af en, så længe det ikke bliver for stor en byrde. Vi er sociale væsner, og alle vil gerne gøre noget, så længe det er meningsfuldt,” siger hun.
Til tider undrer hun sig dog over, hvorfor Jesus i de forskellige bibelfortællinger ofte sætter barren så højt, at det er så godt som menneskeligt umuligt at nå den.
”Jeg har tænkt over, om det er meningsfyldt. Når man opdrager børn, får man at vide, at man skal sørge for at give dem mål, de kan nå. Ellers bliver de demotiverede. Jeg er nået frem til, at det skal være sådan. Jesus sætter barren så højt, fordi selv det bedste menneske skal stræbe efter at blive bedre. Vi er alle lidt dovne af natur, og derfor må barren ikke ligge for lavt,” konstaterer hun.
Hver aften tænker Anja C. Andersen selv over, hvad hun har gjort i dagens løb, og hvor der er plads til forbedringer, så hun kan blive en bedre version af sig selv. Hun synes aldrig helt, at hun har gjort nok eller været nok for andre. I kristendommen finder hun dog både trøst og tryghed.
”Jeg synes, kristendommen har et enormt stærkt kærlighedsbudskab, som giver plads til, at man er det ufuldstændige væsen, som på en god dag forsøger at leve op til forventningerne om at være den bedste version af sig selv og på en dårlig dag ikke kommer i nærheden af det. Kristendommen siger, at det er okay, for du er kun et menneske. Du har fejlet i dag, men der er en dag i morgen,” siger hun.
Desuden tvivler hun på, at Jesus faktisk forventer, at vi når den barre, han har sat. I visse passager i Bibelen er der nemlig eksempler på, at han selv ikke når den.
Som eksempel nævner Anja C. Andersen Jesus på korset, hvor han spørger, hvorfor Gud har forladt ham. Netop Jesu tvivl gør det muligt for os andre at føle, at vi ikke fejler, hvis vi tvivler, mener hun. Tvivl er ikke en dødssynd. Tværtimod.
Ligesom tvivl er en del af troen, har Anja C. Andersen også tvivlen som en daglig følgesvend i sit arbejde, hvor hun hele tiden skal kradse dybere i sine observationer for at finde ud af, om de holder stik.
Samtidig mener hun, at søndagens tekst også rummer et element af held.
”Der er mange ting i livet, hvor man føler, man kan være mere eller mindre heldig, men teksten siger også, at held kommer til den, der er forberedt. Vi har et ordsprog, der hedder, at man får appelsiner i turbanen, hvis man er heldig. Det kræver, at man har bundet en turban, som man kan have appelsinerne i,” siger hun.
Danske astronomer fra Dark Cosmology Centre fangede selv en kæmpe appelsin i turbanen, da de observerede den fjerneste stjerneeksplosion, vi kender til, og fik en plads i Guinness Rekordborg.
”Vi var megaheldige, at det lige var vores folk, der kiggede i teleskopet på det rette tidspunkt. Vi kunne sagtens have siddet i flere dage uden at se noget som helst. Lyset fra stjernen havde været 13 milliarder år undervejs, før vi fangede det. Forudsætningen for, at vi kunne se det, var, at vi sad ved kikkerten. Det lykkedes kun, fordi vi havde udvist rettidig omhu,” forklarer Anja C. Andersen.
Ikke alle er lige heldige. En anden gruppe astronomer troede, at de havde observeret en særlig form for stjerne, der kaldes en pulsar, og nåede både at skrive og publicere en forskningsartikel om særsynet.
Der haltede forberedelsen imidlertid, for det viste sig, at de havde glemt at hælde kølemiddel på teleskopet. Frem for en stjerne havde de observeret varmen fra kikkerten selv.