»Hvidklædt kan han godt ligne en engel, som han hænger der, alene højt i luften, tilskuerne i en udvisket, mælket dis bag ham... Hele opbygningen er fortættet omkring denne svæven ud over enhver menneskelig tyngde... Spor af bevægelsesmønstre, tidlige forårsaftener år tilbage, træningsbanens elektrisk oplyste halvmørke og den hvide ånde foran ansigtet og sveden og kulden og glæden, når noget lykkes, og ærgrelsen, når noget går i fisk«.
Citatet er fra Hans-Jørgen Nielsens 1970'er-roman »Fodboldenglen«. Om fodboldspilleren, som ved talent og hårdt arbejde er blevet i stand til at svæve let og ubesværet over de andre spillere og støde bolden i mål.
Disciplineret, vedholdende arbejde mod høje mål er altid blevet hyldet som et ideal. Men hvordan står det til med disciplinen og vedholdenheden i en tid, hvor sofaen er magelig, tv-billederne skifter i rasende fart, og vi alle svømmer i en overflod af tilbud? Gider mennesker ikke gøre sig den ekstra umage, som kræves for at gøre det umulige? Eller bliver de specialister i én ting, for eksempel fodbold, men ved så lidt om alt andet, at de dårligt er nået længere end til B i alfabetet?
- Hvis vi ser på eliteidrætten, så er kravene forøget voldsomt. Man er nødt til at være langt mere disciplineret end tidligere, hvis man vil være på toppen, konstaterer Reinhard Stelter, lektor i idræt ved Københavns Universitet.
Men det er samtidig hans indtryk, at netop fordi kravene til deltagerne er så høje, er der også mange, som fravælger denne type konkurrenceidræt. Eliten er disciplinereret, men bredden skrumper ind.
- Tidligere kunne man godt gøre sig gældende i eliten og have tid til et liv ved siden af. I dag må unge ofte give afkald på venskaber og kærester, og de har ikke tid til at nyde livet, hvis de skal arbejde disciplineret med deres sport, siger Reinhard Stelter.
Derfor er der også hele sportsgrene, som har fået problemer med at rekruttere børn og unge, simpelthen fordi man ikke magter at udøve den disciplin, som kræves. For eksempel er atletik ikke i kridthuset. De ensomme kampe for at løbe hurtigst, springe højest og kaste længst er for uattraktive.
- Børn og unge vælger at spille fodbold eller dyrke en anden sport, hvor de er sammen på et hold med andre, for hvis idrætten skal tage al deres tid, er det vigtigt for dem, at der er en form for fællesskab med andre mennesker indbygget i idrætten, forklarer Reinhard Stelter.
Han tilføjer, at der desuden er der en stor gruppe unge, som i stedet vælger en form for idræt, som er mere præget af livsstil og lyst. De børn og unge, som løber på rulleskøjter eller skateboard, forbinder ikke det, de gør, med disciplin.
- Hvis der var en voksen, som sagde: »Nu skal du træne«, ville de være ligeglade. Men alligevel arbejder de med stor iver og stædighed på en fortsat personlig udvikling, tilføjer idrætsforskeren, som dog ser en mangel på disciplin hos en stor del af de unge, som endnu ikke tilhører eliten.
- Det er sværere at holde unge fast, fordi de ikke har de gamle dyder. Der er mange, som ikke har lært at udskyde det øjeblikkelige behov og holde sliddet ud et år eller to for i sidste ende at få en medalje. I dag har de fleste en mere hedonistisk, lystbetonet livsstil, siger Reinhard Stelter.
I musikkens verden er der også tradition for jernhård disciplin blandt eliten, ikke mindst inden for den klassiske musik. Og Ole Kibsgaard, der er lærer på Det Rytmiske Konservatorium i København konstaterer, at disciplinen er uændret høj blandt klassiske musikere, men inden for den rytmiske musik - jazz, rock og pop - er tendensen, at musikere bliver mere og mere disciplinerede.
- Alene det, at vi har fået et rytmisk konservatorium, viser, hvor seriøst det er blevet. De studerende har ofte først brugt tre år på at tage musikalsk grundkursus, hvorefter de tager yderligere fire-fem års uddannelse på konservatoriet, fortæller Ole Kibsgaard, der ud over at undervise har lavet lærebøger og tv-udsendelser om musik. Desuden spiller han guitar i flere orkestre og deltog i årets danske Melodi Grand Prix sammen med sangerinden Sanne Graulund.
- For 30-40 år siden skulle der ikke meget mere til end nogle instrumenter og en kælder at spille i. Der var grupper, som teknisk intet kunne, der blev berømte, fordi de var pionerer. I dag er der langt flere om buddet, og de arbejder langt mere disciplineret, siger han.
Ole Kibsgaard lægger dog vægt på, at når man dygtiggør og disciplinerer sig inden for den rytmiske musik, handler det nok om at øve skalaer om og om igen, men i mindst lige så høj grad om at finde sit eget personlige udtryk.
Og denne tendens til, at man praktiserer en mere selvvalgt disciplin frem for at følge regler, som er fastsat ovenfra, er typisk for vor tid. Det mener Jørgen Gleerup, lektor og leder af Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling ved Syddansk Universitet:
- Mit indtryk er, at unge i dag bliver fantastisk dygtige til nogle få ting, men risikoen er, at de kommer til at mangle almen dannelse, siger han.
Jørgen Gleerup er meget optaget af de forandringer i samfundet, som på den ene side har stillet den enkelte meget frit, men som alligevel på en mere indirekte måde stiller højere krav om flid og vedholdendhed end nogensinde.
- Alle lægger op til selvkontrol, selvansvar. I skolen taler man om »ansvar for egen læring«. Den disciplin, der tidligere lå i kulturen, for eksempel med læreren som autoritet, bliver opløst. I stedet forsøger skolen at indøve eget ansvar, altså selvdisciplin, forklarer Jørgen Gleerup.
Baggrunden for denne ændrede holdning til, hvordan disciplin udøves, er at der bliver større og større usikkerhed om, hvad børn og unge egentlig har brug for at lære. Verden er i hastig forandring, og meget stof fra for få år siden er allerede forældet.
- Tidligere stod de voksne op som autoriteter og sagde: »Vi ved, hvad I har godt af« Det er svært at gøre i dag, for vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Derfor prøver man at oplære de kommende generationer til at instrumentere og disciplinere sig selv, forklarer Jørgen Gleerup.
Han mener, at det er nødvendigt, at lærere ikke afgiver for meget autoritet. Det kan godt være læreren, som fastsætter rammerne og sørger for disciplinen, uden at børnene bliver berøvet muligheden for at tænke selv.
På arbejdsmarkedet er der også en tendens til, at ansatte bliver gjort mere selvstyrende. Ledelsen giver ikke præcise ordrer, men forventer at medarbejderen selv formulerer sine egne ordrer. Og da kravene om resultater i sidste ende ikke er mindre, kan dette både opleves som en ekstra frihed og som et ekstra pres.
- Man taler meget om commitment på arbejdspladsen. Det ord dækker over en situation, hvor medarbejderne bliver så engagerede i deres arbejde, at det nærmest bliver en legeplads eller en familiekultur. For 40-50 år siden gik man på arbejde for pengenes skyld, og så kunne man udleve sit engagement ved at være aktiv i fritids- og foreningslivet, forklarer Jørgen Gleerup.
Han peger på en branche, hvor dette fænomen er slået tydeligt igennem, nemlig de mange nye virksomheder, som arbejder med computerteknologi. Unge, dygtige medarbejdere arbejder i døgndrift, yderst disciplineret, men i en meget legende atmosfære, så det ofte opleves som mere sjov end hårdt arbejde. Nogle steder har man dog også oplevet det såkaldte dotcom-syndrom, hvor disse yderst vedholdende medarbejdere pludselig bryder sammen på grund af stress.
Ændringen fra overordnet styring til personligt engagement ser Jørgen Gleerup ikke som entydigt dårlig, idet selvdisciplin har mange fordele sammenlignet med den disciplin, der bliver tvunget igennem af andre. Og netop det legende element, som indgår i computer-virksomhedernes måde at disciplinere medarbejderne på, rummer mange fordele for den enkelte.
- Det at blive fantastisk dygtig til én ting er da en fordel. Som Goethe sagde: »Ved at gå i dybden med detaljen, finder du ind til helheden«. At man fordyber sig og øver sig inden for et bestemt område, forhindrer ikke, at man kan være bredt orienteret. Men kravet om selvdisciplin har aldrig været større, end det er i dag, og det kan have uheldige følgevirkninger, mener lektoren.
Problemet er dels, at man i selvdisciplineringen har mulighed for at fravælge alt det, man ikke lige selv kan se nytten af. Dermed risikerer man at blive en nørd, altså en specialist, som er dum til alt andet end sit speciale.
- Det er i dag moderne at tale om, at mennesker skal have kompetencer, altså at de skal kunne noget på bestemte områder. Det, man nok forsømmer at få med i uddannelsessystemet, er dannelse, som handler om at være engageret bredere i livet, siger Jørgen Gleerup.
Han tilføjer, at mange unge risikerer at gå så ekstremt op i én ting, at det er direkte skadeligt, fordi det fører til præstationsangst, spiseforstyrrelser eller lignende.
Et andet problem er, at de høje krav om selvdisciplin i skole- og arbejdslivet nok kan være gode for dem, som formår at leve op til kravene. Men kravene om resultater og nytte af det selvstyrede arbejde er så højt, at en voksende gruppe af befolkningen ikke magter at være med.
- Engang talte man om, at problemet på arbejdsmarkedet var udbytning. I dag er det marginalisering.
- I gamle dage havde man en sorteringsskole, som lagde op til, at nogle få skulle føres videre i uddannelsessystemet, mens resten groft sagt kunne få en skovl. I dag er visionen, at 90 procent af alle skal have en ungdomsuddannelse og halvdelen en videregående uddannelse. Det er en uhyrlighed! Hvis ikke man formår at leve op til kravene om selvdisciplin og om, at man skal skabe sammenhæng i sit eget liv, falder man helt udenfor. Det kan vores samfund ikke bære, erklærer Jørgen Gleerup.
Han mener derfor, at der dels er behov for at satse mere på den brede almene dannelse i stedet for altid at stille høje specialiseringskrav. Desuden er der et behov for at skabe flere pauser, hvor mennesker kan finde sig selv - og måske finde den livsgerning, de vil arbejde disciplineret med.
- Jeg tror, der er et underskud af det nytteløse frirum, som der kan komme noget godt ud af. Store forskere og kunstnere tænker ikke snævert over nytten af deres arbejde. Deres optagethed rækker langt videre end det. De udfører arbejdet på grund af dets egen værdi, ligesom børn leger for legens egen skyld, siger Jørgen Gleerup.
mikkelsenkristeligt-dagblad.dk
De vedholdende
De øver og øver og prøver og prøver, og slipper ikke taget i det, de har sat sig for. Kunstnere, forskere, sportsfolk slider disciplineret, men for os andre skal det helst se ud som en leg. Dette er den første artikel, hvor Kristeligt Dagblad sætter fokus på ildsjælenes disciplinerede og ofte livslange arbejde.