Muslimsk organisation: Vores grundlag er religiøst, men ikke vores dagsorden

I disse uger kører den danske ngo ”Danish Muslim Aid” en kampagne for hjælp til børn i Gazas vinterkulde. Men hvad er det for en organisation, og hvad har dens tydelige religiøse tilhørsforhold af betydning?

En kampagne fra Danish Muslim Aid opfordrer gennem billeder som dette danskerne til at hjælpe børn i det palæstinensiske Gaza. – Privatfoto.
En kampagne fra Danish Muslim Aid opfordrer gennem billeder som dette danskerne til at hjælpe børn i det palæstinensiske Gaza. – Privatfoto.

Har man inden for den seneste tid befundet sig på en togstation i det danske vintervejr, har man måske mødt synet af en pige i femårsalderen med store brune øjne og hætten trukket godt op over hovedet. Pigen er fra Gaza, og hætten, der dækker hendes ører, er et værn mod den vinterkulde, som indbyggerne i området har behov for hjælp til at udstå. I hvert fald ifølge Danish Muslim Aid, der er afsenderen af kampagnen, som opfordrer tilskueren til at sende penge, der skal give de palæstinensiske børn vintertøj.

Indsamlingens formål vil muligvis ikke overraske, men afsenderen, Danish Muslim Aid, vil næppe være kendt af de fleste, selvom organisationen har været en del af paletten af danske velgørenhedsorganisationer i mere end 14 år siden sin stiftelse i 2005.

Fra et kontor på Blågårdsgade midt på Nørrebro i København holder den danske ngo snor i en række projekter både herhjemme og i lande i Mellemøsten, Afrika og Asien.

De velgørende projekter spænder vidt fra forældreløse børn i Indien, Syrien og Somalia til brønde i blandt andet Østafrika, katastrofehjælp i konfliktzoner som Syrien og mentorhjælp for flygtninge herhjemme. Fælles er, at projekterne realiseres i samarbejde med partnere med lokal forankring i områderne. For nyligt kunne Rigshospitalets imam, Naveed Baig, i et opslag på Facebook også takke organisationen for støtten til det nyrenoverede bederum på hospitalet.

Navnet Danish Muslim Aid kan oversættes med Dansk Muslimsk Nødhjælp og giver indtryk af et tilhørsforhold. Selv skriver organisationen, at man bestræber sig på ”at udøve udviklingsbistand og nødhjælp i fattige dele af verden, i overensstemmelse med almene islamiske retningslinjer om pligt til hjælp af medmennesker”.

Men man betragter ikke sig selv som religiøs organisation. Det understreger Signe Ejerskov i en email til Kristeligt Dagblad.

”Vi er en organisation, som er stiftet af muslimer, som det også afspejles i vores navn, men vi har også ansatte og frivillige, som ikke er muslimer. I hverdagen fylder det religiøse mest i forhold til det drive, vi har. Der er ikke nogen tvivl om, at vi finder inspiration i vores religion til at hjælpe og gøre en indsats for mennesker i nød.”

I organisationens regler skrives det, at Danish Muslim Aid ingen religiøs dagsorden har. Signe Ejerskov beskriver videre, hvordan det kan ses i valget af projekter. ”Der hersker heller ikke nogen tvivl om, at vi i vores arbejde for organisationen aldrig skeler til hverken religion eller etnicitet hos dem, vi hjælper. Vi arbejder blandt andet i Uganda, Kenya og Etiopien og andre lande, som ikke er muslimske. Mit bud er, at det er 60/40 med muslimske og ikke-muslimske lande,” fortæller hun.

At overvægten af lande er af muslimsk observans, er ikke bemærkelsesværdigt, fortæller Marie Juul Petersen, der er Seniorforsker hos Institut for menneskerettigheder med ekspertise i muslimske organisationer samt udvikling og humanitær hjælp. Sådan forholder det sig for mange muslimske velgørenhedsorganisationer, og det er der en række fordele forbundet med.

”Det kan give god mening, da de formentligt har bedre kendskab til lokale normer og praksisser, og der kan også være tilfælde, hvor det er lettere for muslimske organisationer end for ikke-muslimske organisationer at få adgang til at uddele nødhjælp,” forklarer hun.

Det bliver i hendes optik først problematisk med et religiøst tilhørsforhold, hvis det bliver definerende for, hvem der har ret til at modtage hjælpen.

”Det er naturligvis problematisk, hvis man i den konkrete uddeling af nødhjælp skelner mellem muslimer og ikke-muslimer og betinger uddelingen af nødhjælp på religiøst tilhørsforhold,” fortæller Marie Juul Petersen.

Hun forklarer, at denne diskrimination og brud mod gængse principper for nødhjælpsarbejde også kan foregå mere implicit, hvis nødhjælpen eksempelvis uddeles i moskéer, hvor kun muslimer har adgang. Men hun understreger, at hun bestemt ikke har indtrykket af, at det nævnte er noget Danish Muslim Aid gør sig skyldig i.

Thomas Hoffmann, professor i koran- og islamstudier ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet, mener heller ikke, at man skal definere Danish Muslim Aid som en religiøs organisation.

”Det er selvfølgelig altid svært at adskille religionen fra organisationen i sådanne tilfælde, men som jeg vurderer det, har vi at gøre med lidt det samme som eksempelvis Folkekirkens Nødhjælp. Ligesom man ikke behøver være kristen for at være med i Folkekirkens Nødhjælp, behøver man jo heller ikke være muslim her. Og de har de samme principper om ikke-diskrimination over for dem, der er berettiget til nødhjælp,” forklarer han og fortsætter:

”Kigger man på deres projekter rundt omkring i verden, så foregår det i høj grad i lande med en overvejende muslimsk befolkning. Men på den anden side må man jo også sige, at det i høj grad er i den her del af verden, hvor der er brug for hjælp i disse år. ”

At der bag en større velgørende indsamlingskampagne står en organisation baseret på islamiske principper, er der ikke noget overraskende i, forklarer Thomas Hoffmann. For hjælp til værdigt trængende er en central del af islam, som primært kommer til udtryk i to former. Zakat er den mest centrale almisse-pligt, og den udgør sammen med trosbekendelsen, tidebønnen, fasten og pilgrimsfærden islams fem søjler. Det er en slags forpligtelse til almisse, som nogle muslimer i dag udlægger sådan, at en muslim skal give 2,5 procent af sine samlede værdier.

Thomas Hoffmann forklarer, at der blandt de muslimske lærde er uenighed om, hvorvidt zakat-midler udelukkende må gå til muslimer. Det mener mange, men der er også muslimer, der tolker det sådan, at midlerne er tilgængelige for ikke-muslimer.

I det andet af islams almisse-begreber, Sadaqa, kan Danish Muslim Aid under alle omstændigheder hente det teologiske grundlag for en universalistisk nødhjælpstanke.

”Sadaqa er en frivillig form for almisse. Men der er bredere enighed om, at denne type donationer kan gå til nødlidende i en bred forstand. Her betyder det ikke ligeså meget, hvor pengene ender henne, men fokus er i højere grad på den gode gerning, som giveren gør,” forklarer Thomas Hoffmann.8