Bestyrelsesformand: Selvfølgelig skal Folkekirken.dk ikke forsvare biskopper

Folkekirkens officielle talerør på nettet er blevet anklaget for ikke at fremføre kritiske synspunkter om folkekirken på Facebook. Men det er ikke en opgave for Folkekirken.dk at kritisere præster og biskopper, siger biskop Henning Toft Bro, der er bestyrelsesformand for Folkekirken.dk

Henning Toft Bro mener, at Folkekirken.dk skal sortere hadefulde indlæg fra på nettet.
Henning Toft Bro mener, at Folkekirken.dk skal sortere hadefulde indlæg fra på nettet. . Foto: Leif Tuxen.

Folkekirkens kommunikation på nettet har i denne uge fået at høre for, at den ikke fremfører kritiske synspunkter om folkekirken, når brugere henvender sig med spørgsmål om ømtålelige emner som ”Befri Gudstjenesten”, koranoplæsning i kirken og andet. Kristligt Dagblad har spurgt om en vurdering af kritikken fra bestyrelsesformand for Folkekirken.dk, Henning Toft Bro, der er biskop over Aalborg Stift.

Biskop Henning Toft Bro, er det efter din mening den optimale praksis, når Folkekirken.dk i en række sager om folkekirken ikke fremfører kritiske synspunkter, men kun refererer til forsvar for givne arrangementer i folkekirken?

"Du ved selv, at tonen på Facebook kan være nederdrægtig. Derfor må vi sortere i, hvad vi sender ud. Jeg har fuld tillid til, at redaktøren gør det. Så kan man diskutere, hvor kritiske vi skal være over for arrangementer i folkekirken. Det er et redaktionelt valg, og jeg har fuld tillid til, at de valg, der træffes, er i orden."

Men skal Folkekirken.dk ikke også fremføre kritiske synspunkter i folkekirken?

"Jo, i det omfang, det skønnes, og i det omfang, hvor det falder ind under konceptet og vedtægterne."

Ifølge tidligere rektor Eberhard Harbsmeier og professor Kurt E. Larsen kan den praksis, at man ikke henviser til kritiske artikler i debatter om folkekirken betyde, at mindretallene i folkekirken ikke bliver hørt. Kan du følge den betragtning?

"Jeg synes, at det er en gratis omgang. Det er ikke Folkekirken.dk’s opgave at kritisere, hvordan præster, provster og biskopper træffer beslutninger."

Men det er vel heller ikke Folkekirken.dk’s opgave at forsvare disse beslutninger?

"Nej, selvfølgelig er det ikke det. Det kan de respektive personer selv gøre."

Men du deler ikke frygten for, at henvisninger til artikler, der ikke indeholder kritik, kan betyde, at mindretallenes synspunkter ikke bliver fremført?

"Nej, det gør jeg ikke. Jeg synes, at vi gør det godt. Det er der så andre, der ikke mener. Men det er så deres holdninger, og den er jeg ikke enig i."

Ifølge redaktør Ellen Aagaard Petersen er Folkekirken.dk på Facebook ikke et debatforum, men et samtaleforum. Men er det ikke problem, hvis man ud fra den overbevisning sorterer kritiske synspunkter fra?

"Igen må jeg henvise til, at det er redaktørens ansvar at sortere i, hvad der sorteres fra. Men jeg er meget enig i, at vi skal være meget opmærksomme og kritiske i forhold til tone, der er på Facebook."

Men er det ikke en farlig vej at insistere så hårdt på samtale? Kritiske røster er vel ikke noget, man bare kan holde nede?

"Vi går ind og vurderer, hvad der er for hadefuldt. Dem får vi en del eksempler på. Det er det en vigtig opgave at sortere det hadefulde fra, for sådan skal vi ikke samtale på Folkekirken.dk."