Prøv avisen

Selviscenesættelse vinder frem ved europæiske begravelser

En bedemand har her iklædt sig kostumet som Darth Vader – mørkets fyrste fra science fiction-filmene Star Wars. Det er et eksempel på, hvordan stadig flere iscenesætter deres personlige begravelse. – Foto: Steve Parsons/PA Wire/PA Images/ritzau

Fra cowboys og indianere til Darth Vader fra Star Wars-filmene. Stadigt flere vil have en bisættelse, der afspejler afdødes interesser. Men det billige grin er skadeligt for sorgprocessen, mener britisk præst

Det har taget overhånd, når moderne europæere vælger begravelser med et individuelt og underholdende præg. Det mener kommentator på det britiske dagblad Guardian Giles Fraser, der også er anglikansk præst i Saint Mary’s Newington i Sydlondon.

Han oplevede, da han var præst ved Saint Pauls Cathedral i London, at pårørende ville have en snemaskine på taget af katedralen, så afdøde kunne blive båret ud i snevejr, fordi han havde elsket sne, da han var i live.

”Begravelser er blevet de nye bryllupper. For ligesom brylluppet er blevet til overdådig og oppustet selvpromovering, sker det nu for begravelser. De bliver ekstravagante former for selvudfoldelse designet til at formidle vores individualitet,” skriver Giles Fraser i The Guardian.

Ifølge den tyske sociolog dr. Thorsten Benkel fra universitet i Passau er det en udvikling, som gradvist er taget til over de seneste 20 til 25 år.

”Traditionerne er blevet løsnet på forskellige områder. Se bare på den svindende indflydelse fra vores opvækst, vore barndomsbyer, vore forældres og bedsteforældres religiøse baggrund,” siger Thorsten Benkel.

Sammen med sin kollega Matthias Meitzler fra Universität Duisburg-Essen er han forfatter til bogen ”Die Zukunft des Todes” (Dødens fremtid).

Han ser en klar tendens til at gøre døden mere individuel.

”Det passer bare til den måde, folk lever på. De klassiske ekspertkulturer som kirken og selv videnskaben spiller derfor ikke den samme rolle mere,” forklarer Thorsten Benkel, der har set på døden, begravelser og gravsten i ikke alene de tysktalende lande, men også nabolande som Frankrig, Holland, Polen og Ungarn.

Professor Douglas Davies fra Durham University i Storbritannien er både teolog og antropolog, og han er leder af stedets døds- og livsstudier. Han er tillige forfatter til bogen ”Mors Britannica: Lifestyle and Death-style in Britain Today”, som handler om livsstil og døds-stil i det moderne Storbritannien.

Han ser et klart klasseskel, når det kommer til begravelser.

”De øverste klasser og folk, som er synlige i offentligheden, er mere tilbøjelige til at søge en mere traditionel begravelse med en efterfølgende mindebegivenhed. Tilsvarende er folk med lavere status tilbøjelige til at være traditionelle,” forklarer Douglas Davies.

Det efterlader middelklassen og særligt den lavere middelklasse, som vil have en anderledes og selviscenesat begravelse.

”Væksten i sekulære, humanistiske eller andre ikke-religiøse celebranter kommer fra middelklasseborgere, der er utilfredse med de begravelser, som de selv har oplevet. Vi kan se, at Church of England er bekymret. Man forsøger at vinde begravelserne tilbage – eller i det mindste ikke miste flere – og kirken har iværksat et decideret begravelsesprojekt,” forklarer Douglas Davies.

I Storbritannien er bedemænd klar til at tilbyde meget personlige begravelser. Co-Op Funeralcare, som er en af landets største begravelsesforretninger, slår således på, at kunden kan få en individuel begravelse. Den nyeste artikel fra firmaets hjemmeside handler således om bedemanden Alex Dunlop i skotske Ayr, som sammen med sine ansatte klædte sig ud som indianere og cowboys til begravelsen af en 54-årig mand med Downs syndrom.

”Det er den slags minder, der vil blive husket af venner og familier, og vi er så glade for, at vi kunne opfylde drømmene for en ganske særlig person på hans sidste rejse,” siger Alex Dunlop ifølge pressemeddelelsen.

For Giles Fraser er den store anstødssten, at sorgen bliver kørt ud på et sidespor i stedet for at fejre livet.

”Hvis vi afviser, at afslutningen på livet må ramme os med al dens mørke, så hjælper det os ikke længere gennem sorgprocessen. Det er også, fordi der finder en fundamental form for fornægtelse sted i et samfund, der ikke længere kan græde, eller forholde sig til sin egen sorg uden at lade sig distrahere af et billigt grin,” argumenterer Giles Fraser med henvisning til, at en af de mest populære sange ved begravelser er ”Always Look on the Bright Side of Life” (Se altid på livets lyse side) fra Monty Pythons film ”Life of Brian” – en satirisk film om Jesus.

Professor Tony Walter fra Center for Liv og Død ved universitetet i britiske Bath mener, at der bør være plads til nuancer.

”Jeg har en stor sympati for Giles Frasers kritik af den alt for glade begravelse, som nedtoner sorgen. Men jeg mener, at begravelser, som fejrer livet, også har et formål,” argumenter Tony Walter, som er på vej med bogen ”What Death Means Now” (Hvad døden betyder i dag).

Her beskriver han skiftet i den måde, vi ser på døden på.

”Hvor begravelsen i vestlige samfund tidligere så frem, og dermed hjalp den afdødes sjæl på vej, ser vi i stigende grad bagud og fejrer det liv, der blev levet på jorden,” forklarer Tony Walter.

Som Thorsten Benkel pointerer, er Tyskland ret konservativt, når det kommer til begravelser, og det var med gravstenene, at det individuelle først kom ind. Det startede med billeder af børn på gravsten.

”Det var ikke tilladt, men kirkegårdsgraverne tillod det. Derfra udviklede det sig til, at folk gik til stenhuggerne for at få dem til at skabe deres personlige gravsten,” forklarer Thorsten Benkel, som sammen med sine kolleger har en samling på 58.000 fotos af utraditionelle gravsten fra over 1000 tyske kirkegårde.

Fra gravsten gik udviklingen videre til selve begravelserne, og det gav tilmed retssager om, hvad der var acceptabelt.

”Nu tillader mange noget, som rent faktisk er ulovligt efter de lokale regler. Det samme gælder med ekstravagante begravelser, hvor temaet fra Star Wars bliver spillet i stedet for en Bach-sonate. Vi kan se, at forholdene bliver mere afslappede, og det skyldes ikke mindst, at andre EU-lande er mere tolerante,” forklarer Thorsten Benkel om den europæiske tendens til, at traditionerne viger til fordel for den selviscenesatte begravelsesceremoni.