Prøv avisen

Selvmordsramte familier undgår kirken af frygt for fordømmelse

Foto: .

Når en person begår selvmord, tør pårørende ofte ikke bede kirken om hjælp, siger eksperter og kirkefolk. Mindst fem kirker vil rette op på problemet med støttegudstjenester for efterladte

Følelsen af at have fejlet var noget nær ubærlig for de to forældre. Deres datter havde i perioder lidt af angst på grund af høje forventninger til sig selv, men ellers var hun velfungerende og gik på gymnasiet. Da hun tog sit eget liv, blev chokket efterfulgt af en skam så stor, at forældrene ikke ville søge hjælp. Heller ikke i den kirke, de begge kom i. Lige præcis den smerte kunne de ikke tale om i kirkerummet. Det fortalte de formand i Livslinien Morten Thomsen, som rådgav forældrene efter tabet af datteren.

LÆS OGSÅ: Fortidens fordømmende syn på selvmord klæber til kirken

Kirken kunne i den situation have været en ventil for dem. Men kirken har lige den der kant, der handler om synd og skyld, og som gør, at mange vælger den fra, siger han.

Livslinien rådgiver årligt 13.000 personer, hvoraf 5-10 procent ifølge Morten Thomsen har et forhold til kirken og troen. Men selv mange troende og kirkevante undgår kirken i forbindelse med et selvmord i familien.

Jeg tror egentlig godt, at kirken kan være det frirum, hvor man taler om det svære. Men på Livslinien er det vores indtryk, at der er nogen uoverensstemmelse mellem kirkens teologi i dag og den måde, flere mennesker opfatter kirkens teologi på. Sandsynligvis lægger kirken af i dag i høj grad vægt på nåden. Alligevel møder vi mennesker, som har mistet en nærtstående til selvmord, men som ikke kan få sig selv til at træde ind i folkekirken og bede om støtte, siger han.

I folkekirken er man opmærksom på problemet. Mindst fem kirker, heraf tre domkirker, arrangerer til september støttegudstjenester for selvmordsramte pårørende. Det sker i forbindelse med verdensdagen for selvmordsforebyggelse vedtaget af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Problemet knytter sig til kirkens historiske syn på selvmord. Det mener sognepræst Anne Birgitte Reiter fra Odense Domkirke, som er blandt arrangørerne af en støttegudstjeneste.

Det er desværre den gamle historie om, at kirken i stedet for at stå med åbne arme og udbrede budskabet om Guds barmhjertighed har været god til at slå folk oven i hovedet, siger hun.

Tidligere begravede man for eksempel selvmordere uden for kirkegårdene for at markere, at de ikke fik tilgivelse for deres handling og endte i Helvede. Meget er sket siden, men selv i dag er præster den faggruppe, der ved mindst om selvmordsadfærd og ser mest negativt på, at folk finder på at tage deres liv for eksempel ved uhelbredelig sygdom. Det viser en undersøgelse fra 2010.

LÆS OGSÅ: Sjælden retssag begynder i dag: Søn ville hjælpe far i døden

Vi må vise, at af alle steder bør det være kirken, man kan gå til. Kirken er til, så vi har et sted at gå hen, når vi har gjort noget forkert, eller livet gør for ondt, siger Anne Birgitte Reiter.

Og der er behov for kirken, for kirken kan noget, andre ikke kan, når det handler om sorgen over at have mistet et menneske til selvmord. Det fortæller Elene Fleischer fra Nefos Netværket for selvmordsramte, som står bag initiativet til støttegudstjenesterne i september.

Kirken er det sted, hvor man selv efter mange år stadig kan tåle at tale om, hvor svært og meningsløst det er at have mistet. Når vi andre har hørt det samme 100 gange, tænker vi, at nu må du altså være kommet over det. Kirken og især præsterne ved godt, at mennesker bliver nødt til at have samtalepartnere, der ikke siger nu må du tage dig sammen, men bliver ved med at møde den efterladte med respekt og omsorg. Det er det, den gode præst kan, og derfor vil vi meget gerne samarbejde med kirken, siger hun.

Det er bare afgørende, at præster ikke sidder og venter på henvendelser fra efterladte, understreger Elene Fleischer.

Hun rådgiver selv selvmordsramte familier sammen med tidligere sognepræst Palle Gerlach.

Jeg er blevet positivt overrasket, når jeg er taget ud til efterladte sammen med ham, for folk afviser ham ikke. Det ville jeg have troet. Den store forskel er, at man kan åbne sig for præsten, hvis præsten kommer selv. Hvis præster tror eller mener, at de mennesker, der har mistet, har overskud til at kontakte dem, så mangler præster noget viden i deres sorgarbejde, siger hun.

Men folk har også selv et ansvar for at gøre op med deres fordomme om kirken. Det mener Ingeborg Kastberg Nielsen, præst på Hospice Sønderjylland og kontaktpræst i Haderslev Stift vedrørende selvmordsforebyggelse.

Når folk tænker om kirken, at der ikke er plads til dem, når de er efterladte efter et selvmord, er det måske fordi, de i forvejen ikke kommer i kirken så tit. Jeg synes, at præster står på hovedet for at få folk til at komme, siger hun.