I hotellobbyerne på den thailandske ferieø Phuket var tavlerne plastret til med billeder af smilende ansigter. Mødre, fædre, døtre og sønner printet ud på papir. På dem stod der på engelsk ”savnet”, ”please kontakt os” og ”hjælp mig med at finde min familie”.
Udenfor hang en sødlig, vammel lugt tungt i 35 graders tropisk hede. På strandene tromlede bulldozere af sted langs kysten for at glatte sandet ud. Imens hentede unge thailandske militærdrenge uidentificerede lig ud af de containere, hvor de lå opmagasineret, og bar dem til retsmedicinerens operationsborde. Informationer fra dna-tests, fingeraftryk, tandaftryk og særlige kendetegn blev noteret i rapporter, så de efterladte kunne få besked.
Når beredskabspræst Susanne Steensgaard genkalder sig scenerne fra tiden efter den store tsunami i Thailand, der ligger knap 16 år tilbage i tid, men helt fremme i hendes hukommelse, beskriver hun tingene fragmentarisk. For hvordan forklarer man voldsomheden i en nærmest fuldkommen nedbrydning af et landskab, bygninger og tusindvis af liv, så det yder virkeligheden retfærdighed?
”Mange vil sige, at det var totalt surrealistisk – og det var det jo også. Men jeg tror, det handler om, at man har svært ved at tage det ind. Selvom det var voldsomt, er det vigtigt at forstå, at det også var en virkelighed,” siger Susanne Steensgaard i dag.
Anden juledag 2004 udløste et jordskælv i Det Indiske Ocean en serie af flodbølger, der væltede ind over kysterne i Sydøstasien. Bølger, der var op til 30 meter høje, ramte en række turistområder i Sri Lanka, Maldiverne og det sydlige Thailand, og op mod en kvart million mennesker mistede livet. 46 af dem kom fra Danmark.
”Døden og det uigenkaldelige tab er altid en voldsom begivenhed i et menneskes liv. Men både i den store internationale katastrofe og i den personlige tragedie har vi brug for et medmenneske, som tør være i situationen sammen med os. En, der kan stå fast, mens alt omkring os ramler,” siger Susanne Steensgaard.
I januar 2005 blev den dengang 42årige beredskabspræst sendt til ferieøen Phuket i Thailand, hvorfra den danske beredskabsindsats blev koordineret. Her bistod hun som repræsentant for folkekirken med hjælpearbejdet.
Hendes indsats i forbindelse med katastrofen begyndte dog i Kastrup Lufthavn. Sammen med et stort anlagt kriseteam blev hun i første omgang tilkaldt for at hjælpe med modtagelse af hjemvendte fra katastrofeområderne. Solbrændte og forslåede kom de ned ad flytrappen iført Røde Kors-T-shirts og med rifter på kroppen.
”Det var virkelig hjerteskærende at se. Nogle kom på bårer, andre i kørestole, og de så meget desorienterede ud. Alle deres ejendele var skyllet væk fra hotellerne, og mange af dem havde sår efter at være blevet skubbet rundt i vandet,” husker Susanne Steensgaard.
Hos Folkekirkens Katastrofeberedskab havde man dengang ikke planer for, hvilke præster der skulle rejse om på den anden side af kloden i tilfælde af en international katastrofe med danske ofre. Det var derfor, Susanne Steensgaard ikke blev sendt direkte af sted, men begyndte sin indsats i den danske lufthavn.
”Det gjorde rigtig ondt at stå der i lufthavnen og høre folk fortælle om katastrofen. Men det gjorde også rigtig ondt, at de spurgte: ’Hvor var I henne?’. Der gik jo 12 dage, inden jeg blev sendt af sted. De forstod selvfølgelig ikke, hvorfor vi stod en hel kødrand af mennesker herhjemme, når det var dernede, de havde haft brug for os,” siger hun.
I de tre uger Susanne Steensgaard efterfølgende befandt sig på Phuket, var hendes opgave blandt andet at besøge tilskadekomne på hospitalerne, bistå ved identificering af lig og ringe dødsbud – underretninger om dødsfald – hjem til efterladte i Danmark.
”Når jeg ringede til pårørende, havde mange svært ved at forholde sig til, at deres kære var døde ud fra oplysninger om fingeraftryk og tandsæt. Men når jeg fortalte, at jeg selv havde været ude og lægge moster Amalie i kisten – at hun lå med de gule øreringe og den røde kjole på – så forstod de på et mere personligt plan, at ja, så må det være moster Amalie.”
I Thailand er buddhismen statsreligion, og landets myndigheder ønskede, at alle lig blev samlet på tempelpladserne, efterhånden som de blev gravet frem fra vandmassernes enorme ødelæggelser. På et lille alter i skyggen af et træ stod en buddhafigur i guld.
Hjemme på sit hotelværelse havde Susanne Steensgaard skabt sit eget lille alter ud af et sengebord dekoreret med lidt lys, nogle blomster og en salmebog. Der stod også en figur af Jomfru Maria med Jesusbarnet i sin favn.
”For mig var den et symbol på at blive båret, når livet er svært – at være i Guds favn og samtidig den der omsorg, som en mor har for sit barn. Jeg brugte meget at trække mig tilbage i stilhed. Det var en måde for mig at blive genopfyldt til at gå ud i verden,” fortæller hun.
Men det lille alter var ikke kun for hende selv. Hensigten var primært at skabe et andagtsrum for sjælesorgssamtaler med beredskabspersonalet og de pårørende, som endnu ikke var rejst tilbage til Danmark.
”Det er vigtigt med et stille andagtsrum i sådan en voldsom begivenhed. For sorgen skal have sit sted. Der skal være et sorgens beskyttelsesrum, som jeg plejer at kalde det, hvor man kan trække sig tilbage i refleksion og bare være.”
Jordskælvet i Det Indiske Ocean, som udløste tsunamikatastrofen i 2004, målte 9,3 på Richterskalaen. Ud over 46 danskere mistede 84 nordmænd og 543 svenskere livet, hvilket gjorde Sverige til det land uden for Asien, der oplevede flest dødsfald. Norge og Sverige sendte derfor også præster af sted, og dem arbejdede Susanne Steensgaard tæt sammen med.
Det var blandt andet de skandinaviske præsters beslutning at lave et udsendingstelt i Phuket lufthavn. Her tilbød de små hjemsendelsesceremonier, inden kisterne blev fløjet hjem, hvis pårørende ønskede det.
”Det var en måde at vise omsorg og respekt for det menneske, hvis liv var rindet ud. Men også en omsorg for de pårørende, som sad derhjemme og ikke kunne være med til at lægge deres kære i kiste. Man kan sige, at vi på vegne af dem gav noget omsorg og kærlighed videre,” siger Susanne Steensgaard.
På et tidspunkt havde beredskabspræsten en diskussion med en af de danske ambassadefolk forud for sådan en hjemsendelse. Det udviklede sig til en armlægning om retten til at bruge dannebrog.
Under et telefonisk dødsbud havde en familie spurgt Susanne Steensgaard, om der kunne være et dannebrogsflag, når deres afdøde blev fløjet hjem. Ambassademedarbejderen mente, at det først ville kræve grønt lys fra myndighederne i Danmark. Men på grund af tidsforskellen risikerede kisten at være sendt af sted, inden et svar kom retur. Under normale omstændigheder havde beredskabspræsten måske givet sig. Men lige der midt i katastrofen, hvor stribevis af containere stod fyldt med lig, gav det absolut ingen mening at tale om normale omstændigheder. Her måtte hensynet til de efterladte veje tungere end alt andet, mente præsten.
”Det hjælper på sorgbearbejdelsen, hvis man som pårørende bliver inddraget i afskeden med sine kære i stedet for at blive sat ud på et sidespor. Når nu de efterladte ikke selv kunne være der, var det vigtigere for mig at være repræsentant for de pårørendes ønske end at repræsentere staten, hvis man kan sige det sådan,” fortæller hun.
Der findes et fotografi fra hjemsendelsen, hvor Susanne Steensgaard står for enden af en mørkerød kiste på en plasticpalle. På væggen bag hende hænger dannebrog, så korset vender lodret. I venstre side af billedet står en mand i gråt jakkesæt med armene på ryggen. Det er ambassademedarbejderen.
”Det viste sig jo, at de her ceremonier også blev ret vigtige for indsatspersonalet. Mange kom selv og spurgte os præster, hvornår der var hjemsendelse. For de ville gerne være med. Jeg tror, at det handlede om, at de også havde brug for en form for punktum,” siger hun.