Sex på afveje

Synspunkt

Kondomer i massevis, heraf nogle på kæppe. Blodige servietter. Galger lavet af cykelslanger. Og store plader med udborede huller. Det var det syn, der mødte et rengøringshold fra ISS, da de i denne uge blev sat til at rydde op på en rasteplads ved Glostrup af Statsskovsdistriktet og Vejdirektoratet.

Et lille stykke skov langs motorvejen var blevet indtaget af homoseksuelle, biseksuelle og trækkerdrenge med deres kunder. Til larmen fra de forbipasserende biler har der her udfoldet sig et sadomasochistisk liv uden lige.

Mens oprydningen stod på - og det gjorde den i to dage - ankom mange mænd, der hurtigt kørte igen ved synet af den udkommanderede rengøringshær. Men enkelte valgte at blive. Synet af rengøringsfolkene i hvide uniformer pirrede dem i en sådan grad, at holdlederen måtte genne flere mænd med erigerede lem væk. En distriktsvejingeniør udtalte, at »vi har bedt de mennesker, vi antraf med bukserne nede, om at bringe deres klæder i orden«.

Nu har Vejdirektoratet bebudet, at de nederste grene skal skæres af alle træer ved rastepladsen, så udsynet bliver frit, og de mange mænd ikke uset kan hænge hinanden op i træerne som led i deres bizarre sexudfoldelse.

Det er ingen hemmelighed, at den menneskelige kønsdrift jævnt hen har været vanskelig at styre siden Adams dage. Men på rastepladsen ved Glostrup og mange andre steder rundt omkring i landet er den kommet helt på afveje. For to måneder siden oprettede Vejdirektoratet en særlig enhed, der som en hvid tornado skal holde landets rastepladser fri for mennesker, der vil dyrke sex under åben himmel med tilskuere.

Et voksende antal mennesker klager over, at de ikke kan gøre holdt på rastepladser og gå på toilettet - slet ikke med deres børn - uden at blive forulempet af nøgne mænd, brugte kondomer eller obskøne opfordringer malet på toiletvæggene.

Der dyrkes sex i det fri som aldrig før. Ifølge internettet sker det på strande, i parker, på rastepladser og sågar kirkegårde over hele landet. Anbefalinger og vejledninger til de bedste steder findes i massevis i cyberspace. Mænd og kvinder, overvejende homoseksuelle, boltrer sig og nyder tilsyneladende, at andre ser på.

Tidligere på året klagede en sydfynsk godsejer over, at flere internet-hjemmesider henviste til godsets to kilometer lange private strand som velegnet til nøgenbadning og åben, ekshibitionistisk sex. Når familier med børn kom på stranden, blev de mødt med syn, som fik dem til at forsvinde igen. Han havde uden det store held haft pudset advokater, politi og alverdens myndigheder på problemet.

Den moderne seksualitet er ikke mindst kendetegnet ved, at den i kraft af præventionen er blevet løsrevet fra forplantningen. I de seneste fem årtier er seksualiteten også blevet løsrevet fra ægteskabet og det varige parforhold. Man kan dyrke sex uden at få børn, og man kan få børn uden at dyrke sex. Den britiske sociolog Anthony Giddens har indført begrebet plastisk seksualitet om det senmoderne menneskes fleksible og flygtige forhold.

Den seksuelle frisættelse har på mange måder ført til en seksuel overmætning. Det er ikke tilfældigt, at det er inden for de seneste få år, at en forening som Pornofrit Miljø har set dagens lys. Dens støtter er ikke et snerpet småborgerskab, men derimod almindelige kvinder og mænd, der er trætte af sex og porno i det, der kaldes det offentlige rum - det sted, hvor vi alle skal kunne færdes uden at føle os forulempede.

Vi lever i et frit land, hvor der er tradition for stor tolerance, også over for minoritetsgrupper. Men frisindet er kommet på en hård prøve på landets rastepladser.

Herfra skal der lyde en kraftig opfordring til, at de, der føler trang til at udstille deres seksualliv, ser at humme sig hjem under dynen, så vi andre slipper for at se på. Samtidig kan man i sit stille sind håbe på en rigtig kold vinter. Det skulle vel kunne afkøle de fleste.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

chefredaktør