Prøv avisen
Kirkeanalyse

Sexchikane krænker mennesker skabt i Guds billede

Kvinder i Los Angeles protesterer mod sexchikane på arbejdspladsen i forbindelse med den seneste tids #Metoo-kampagne. Foto: AP Photo/Damian Dovarganes

På Luthers tid var der ikke nogen ret til egen krop. Men teologien har ændret sig, og i dag strider det imod et kristent menneskesyn, når man for eksempel i filmbranchen behandler de svageste som ”omvandrende legemer”

I dag tænker de fleste af os umiddelbart, at enhver, også den svageste, har retten til sin egen krop og til frugten af eget arbejde. Sådan var det ikke for de besiddelsesløse masser for blot 200 år siden, hvor de fattige havde arbejdspligt, og hvor der i toppen sad en enevoldskonge. Ofte forherliger vi Christian IV og de andre store enevoldskonger. Men en enevoldskonge var en konge, der havde eneretten til at udøve vold. Kongen kunne delegere dele af sin voldsmagt til herremænd og husfædre, der kunne optræde som små enevoldskonger inden for deres områder.

Fordelene ved at få voldsretten lagt i fastere rammer, så der i det ydre var fred i landet, skyggede over, at alle typer af enevoldskonger ikke blot havde retten til frugten af de besiddelsesløses arbejde, men også retten til bruge de svagestes legemer som et andet stykke natur. De besiddelsesløse var ikke personer, men ”omvandrende legemer”. Sådan er det fortsat i meget store dele af verden, hvor der holdes slaver som aldrig før. Begærer en voldsmand en andens legeme, tager eller køber han det bare.

Det kan læses som meget sødt, når reformatoren Martin Luther i indledningen til Den Lille Katekismus taler over almuen som ”det kære kvæg”. Det var sådan, standspersoner og fyrster betragtede de besiddelsesløse på Luthers tid. For Luther lå verden efter syndefaldet i det onde. Ligesom kirken skulle bekæmpe synden ved at pege på Kristus, skulle magthaverne gøre det ved at bruge sværdet til at styre undersåtterne. Fyrstens herredømme begrænsede sig imidlertid til det udvortes, det vil sige ”krop og gods”, som fyrsten herskede over. Ejendomsretten var ikke ukrænkelig – og idéen om alles ”ret til egen krop” eller blot ret til frugten af eget arbejde var ikke opfundet.

Ikke desto mindre var der for Luther en klar grænse for fyrstens magt: ”Hvad sjælen angår, kan og vil Gud ikke lade nogen anden herske end sig selv”. Tåbelige fyrster kan forbyde folk at læse Bibelen eller Luthers skrifter, men dermed begår de overgreb, for de må ”se i øjnene, at de ikke har nogen magt over sjælene. Thi intet menneske vil nogensinde kunne dræbe en sjæl eller vække den til live”. Menneskets frihed over for Gud er givet med skabelsen, hvor sjælen, som er indåndet mennesket af Gud selv, kun afhænger af Gud. Det er fornemt beskrevet i Heinz Schillings bog om Martin Luther fra 2014, som der citeres fra ovenfor.

Grundloven af 1849 indførte næringsfrihed, men sikrede ikke de fattiges overgang fra besiddelsesløse med arbejdspligt til arbejdstagere med kontraktlig aftale. Den ret kom først til at stå nogenlunde fast med Septemberforliget i 1899.

Siden da har arbejderne haft retten til at organisere sig og strejke, hvis en arbejdsgiver ikke overholder de aftaler, som arbejdernes fagforening har indgået med arbejdsgiveren.

Både teologien og samfundet har ændret sig siden Luthers tid. Lovgivningen mod sexchikane er rimelig klar i dag.

Samtidig ved vi nu, at det er uholdbart at skelne mellem sjæl og legeme som på Luthers tid. Det er det hele menneske, der er skabt i Guds billede. Det er til fulde taget til efterretning i skabelsesteologien, som i Danmark er styrket i kraft af især Grundtvig og K.E. Løgstrup. Det er hele mennesker, vi holder i vore hænder, når vi møder hinanden. Der er ingen som helst undskyldning, når vor tids voldskonger forgriber sig på svagere stillede menneskers kroppe og dermed på mennesker skabt i Guds billede til krop og sjæl.

Kirken er af gode grunde bange for at komme til at fremstå som en moralanstalt. Det fritager den ikke for at være klar i spyttet, når det gælder sexchikane: De moderne voldskongers behandling af de svageste som ”omvandrende legemer” i blandt andet filmbranchen strider mod et kristent menneskesyn.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.