Blasfemi eller blotteri: Kvindes onani-video fra Marmorkirken provokerer

En sexhjemmeside har offentliggjort en film af en kvinde, der onanerer i Marmorkirken. Menigshedsråd afviser at indblande politiet

Seancen foregik en almindelig hverdag, hvor kirken er åben for enhver, og ifølge erotiksitet side6.dk, der reklamerer for videoen, var der flere mennesker i kirken, da den blev optaget. Modelfoto.
Seancen foregik en almindelig hverdag, hvor kirken er åben for enhver, og ifølge erotiksitet side6.dk, der reklamerer for videoen, var der flere mennesker i kirken, da den blev optaget. Modelfoto. . Foto: Nima Stock.

Må man have sex eller onanere i en kirke? Det spørgsmål er blevet aktuelt, efter Ekstra Bladet i tirsdags kunne berette om, at der på sexhjemmesiden eromaxxx.dk var blevet offentliggjort en video optaget i Marmorkirken i København, som viser porno-modellen Misse Jensen onanere på en kirkebænk.

Seancen foregik en almindelig hverdag, hvor kirken er åben for enhver. Der var ifølge forskellige kilder mellem 10-25 mennesker i kirken, da den blev optaget.

Handlingen ville formentlig blive vurderet som strafbar, hvis den blev anmeldt, mener centerleder på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet Trine Baumbach.

”Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, der er i tvivl om, at det er strafbart at onanere i en kirke, da det er et offentligt sted” siger hun.
 
Ifølge Trine Baumbach kan der blive dømt efter to paragraffer.
 
”Rent juridisk er der to muligheder i en sag som denne. Man kan dømmes for krænkelse af blufærdigheden eller for usømmelig omgang med kirkens ting,” siger hun.

At onanere i en kirke med flere potentielle øjenvidner er ifølge Trine Baumbach en klar krænkelse af blufærdighedsloven. Men om der er tale om usømmelig omgang med kirkens ting er sværere at give et klart svar på.
 
”Vurderingen må gå på, om en bænk eller et kirkegulv er nok til at blive dømt efter paragraffen om ’kirkens ting’,” siger hun.
 
Man skal ikke længere tilbage end 2015 for at finde den seneste domsfældelse, hvor usømmelig omgang med kirkens ejendom spillede en rolle. Her blev et par idømt 40 dages betinget fængsel blandt andet efter paragraffen om usømmelig omgang med kirkens ting, efter de havde haft samleje i flere forskellige kirker. Hærværk var dog også her en af årsagerne til dommen, hvilket der ikke er tale om i den aktuelle sag.

I Marmorkirken mener man også, at onaniepisoden i kirken er krænkende.
 
”Marmorkirken er i høj grad et offentligt sted. Der er en offentlig orden omkring enhver kirke, og den mener jeg sådan set er krænket,” siger menighedsrådsformand i Marmorkirken Viggo Nørgaard Nielsen.
 
Kirken har dog ikke umiddelbart tænkt sig at melde sagen til politiet. Man håber, at den vil dø ud af sig selv.
 
”Jeg har egentlig ignoreret de henvendelser, der har været, for jeg håber lidt, at sagen går i sig selv. Jeg mener selvfølgelig ikke, at det her skal foregå i en kirke, men vi har ikke tænkt os at melde sagen til politiet,” siger han.

Trine Baumbach peger på, at man kunne statuere et eksempel for fremtiden ved at anmelde og retsforfølge i sager som denne.
 
”En domsfældelse ville vise, at det er forbudt, og at kirkens rum skal respekteres, uanset om man er troende eller ej,” siger hun.
 
Ifølge professor ved Center for retskulturelle studier på Københavns universitet Ditlev Tamm er der dog ikke stor chance for, at der kommer en retssag ud af episoden.
 
”Hvis man har gjort det på en måde, som har krænket andres blufærdighed, så er det blufærdighedskrænkelse. Men det kræver jo, at folk ser det og anmelder det og opfatter det som en krænkelse, og det ser ikke sådan ud her,” siger han.

Han er enig med Trine Baumbach i, at der er tvivl om, hvorvidt der er tale om usømmelig omgang med kirkens ting.
 
”Hvis man havde brugt en bibel eller en alterkalk, ville der være tale om kirkelige ting, og så ville det være en anden sag. Men gulv og bænk er jo en del af kirkens bygning og ikke som sådan kirkelige ting. Her er det rummet, vi taler om.”
 
Producenten af filmen frygter ikke en eventuel politianmeldelse. Han vil kun optræde under sit kunstnernavn Don LP, men redaktionen kender mandens rette navn.
 
”Der er altid en risiko, men vi lever i nuet. Vi har ikke tænkt over konsekvenserne ved det. I vores branche handler det om at være spontan,” siger Don LP.
 
Der blev ifølge ham taget visse forholdsregler, før videoen blev optaget.
 
”Vi sørgede for eksempel for, at der ikke var nogen børn derinde, før vi optog. Og vi var så langt væk fra folkene i kirken, som vi kunne komme,” siger han.