Prøv avisen

SF boykotter åbningsgudstjeneste

SF vil boykotte åbningsgudstjenesten, når Folketinget i morgen åbner. "At en præst, der har gået mange år i skole og er vant til at tale, bruger homoseksuelle og pædofile i samme billedsprog – det synes jeg er ynkeligt. Hvis det var en imam, der havde sagt det samme, ville han straks blive stemplet som hadprædikant," siger partiets politiske ordfører, Karsten Hønge (th). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udtalelser fra præst om homoseksuelle får SF til at blive væk fra Folketingets åbningsgudstjeneste. Ingen andre partier følger trop

SF har som parti valgt at boykotte gudstjenesten i forbindelse med åbningen af Folketinget. Det skyldes, at valgmenighedspræst Morten Kvist skal prædike.

De seneste dage har Kvist fået kritik på baggrund af udtalelser fra 2008, hvor han gav udtryk for at være imod homoseksuelles ret til at adoptere børn. Det skete i et interview i Politiken, hvor han sagde:

”Der kan nemt gå rettighedsfundamentalisme i det. For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det? Det er jo et overgreb, og det er vi alle sammen enige om. Homoseksuelle som plejeforældre er selvfølgelig ikke et overgreb, men så vil jeg alligevel sige: Dét at være homoseksuel, det er anderledes”.

Siden har han sagt, at der ikke var tale om en sammenligning af homoseksuelle og pædofile, men en perspektivering af et opgør med samfundets normer.

Men det tror SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, ikke på.

”Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Hvis det havde været en, der ikke var vant til at tale i forsamlinger og bruge det danske sprog, som en præst jo er, ville jeg tro på, at han havde brugt en uheldig formulering. Men at en præst, der har gået mange år i skole og er vant til at tale, bruger homoseksuelle og pædofile i samme billedsprog – det synes jeg er ynkeligt. Hvis det var en imam, der havde sagt det samme, ville han straks blive stemplet som hadprædikant,” siger han.

I Alternativet har man diskuteret, hvorvidt partiet skulle boykotte gudstjenesten som SF, men det har man fravalgt, siger politisk ord- fører Carolina Magdalene Maier, som også har kritiseret valget af præsten.

”Min kritik er ikke rettet mod præsten, men mod kirkeministeren for at have udpeget en prædikant med så dybt problematiske holdninger til minoriteters rettigheder. Det er jeg meget imod, men ellers har jeg hørt, at han er en dygtig og begavet præst med gode perspektiver på åndsfrihed og åndelighed,” siger hun.

Medlemmer af Enhedslisten har også kritiseret valget af præsten til åbningsgudstjeneste, selvom de ikke plejer at medvirke i den. I Radikale Venstre har man ikke talt om at boykotte gudstjenesten på grund af præsten, siger folketingsmedlem og teolog Ida Auken.

”Der er højt til loftet i folkekirken, og det er dette udtryk for. Der har været år, hvor højrefløjen på Christiansborg har været ved at falde ned af stolen i forargelse over, at præsten kom til at sige noget, de tolkede politisk ved åbningsgudstjenesten. I de tilfælde har jeg altid syntes, at de var fjollede, så jeg må naturligvis også leve med, at man kan udpege præster med andre holdninger end mine,” siger hun.

Socialdemokraternes Flemming Møller Mortensen har også lagt afstand til præstens udtalelser fra 2008. Han siger dog, at han vil deltage i gudstjenesten alligevel. I aftes kom det dog frem, at Socialdemokratiets næstformand og kulturordfører, Mogens Jensen, vil blive væk fra gudstjenesten.

Morten Kvist, der er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder, er blandt andet blevet udpeget, fordi dette er 150-året for valgmenighedsloven.