Shakespeare-oversætter: 28 år efter min udmeldelse meldte jeg mig ind i folkekirken igen

Min erfaring af uforbeholden kærlighed kan jeg ikke finde bedre ord for end Gud, siger forfatter og oversætter Niels Brunse, der i ny bog fortæller om sin tro

Niels Brunse har oversat og skrevet en lang række bøger. Den 10. februar udkommer bogen ”Tro er ikke viden”, hvor Niels Brunse fortæller om sit forhold til kristendommen. Bogen er del af en ny serie fra forlaget Eksistensen, hvor kunstnere og kulturpersonligheder fortæller, hvordan troen og det kristne budskab har formet deres tilværelse. – Foto: Leif Tuxen
Niels Brunse har oversat og skrevet en lang række bøger. Den 10. februar udkommer bogen ”Tro er ikke viden”, hvor Niels Brunse fortæller om sit forhold til kristendommen. Bogen er del af en ny serie fra forlaget Eksistensen, hvor kunstnere og kulturpersonligheder fortæller, hvordan troen og det kristne budskab har formet deres tilværelse. – Foto: Leif Tuxen.

I 1997 meldte jeg mig ind i folkekirken igen. Bag det lå ikke nogen dramatisk oplevelse af at blive omvendt som et lyn fra en klar himmel. Jeg havde bare i en årrække mere og mere tydeligt kunnet mærke, at det var forkert, at jeg havde meldt mig ud. Når jeg en sjælden gang imellem gik til gudstjeneste, føltes det simpelthen mere rigtigt at sige ”jeg tror”, når vi nåede til trosbekendelsen, end ikke at gøre det. Så jeg gik til en nu afdød præst, som jeg kendte, og fik klaret formaliteterne. Vi skulle jo have sådan en samtale, hvor jeg blev taget lidt i forhør om mit forhold til kristendommen, og jeg kunne fortælle, at jeg havde sunget i kirkekor som barn og var døbt og konfirmeret. Jeg er opdraget med kristendom som en del af den kulturelle ballast og har også i alle årene, hvor jeg var udmeldt, været optaget af religiøs kunst – J.S. Bachs musik, Kingos lyrik og beåndet billedkunst fra ikoner til helgenafbildninger. Jeg fortalte bare mig selv, at jeg blot var kulturkristen. Men efterhånden måtte jeg sande, at det var mere end det. Jeg havde erkendt, at jeg tror, at der findes en halvdel til alt det, vi kan måle og veje, som vi ikke kan vide noget sikkert om, men som jeg bedst kan beskrive med ordet Gud.

Som ung var jeg som mange andre meget religions-, kapitalisme- og traditionskritisk. Jeg har aldrig været voldeligt revolutionær, men jeg befandt mig i venstrefløjens rækker på hippiemåden, hvor det handlede om love, peace and understanding, og kirken blev opfattet som et reaktionært apparat, der fastholdt mennesker på nogle konservative synspunkter. Derfor meldte jeg mig ud af folkekirken.

Men efter 28 år kunne jeg mærke, at det var rigtigst at melde mig ind igen. Da jeg gik fra mødet med præsten, havde jeg en fornemmelse af, at nu var der lukket op for de kanaler og traditioner, jeg havde båret med mig hele tiden.

Det gav mig større frimodighed til at gå i kirke. Jeg følte ikke længere, at det var noget, jeg skulle snyde eller snige mig til. Det var ikke, fordi jeg begyndte at gå i kirke hver søndag, og det gør jeg stadig ikke, blandt andet fordi mit arbejde ofte flyder ind over weekenderne, og fordi min hustru og vores to døtre befinder sig et sted mellem ateisme og agnosticisme. Min kone har meldt sig ud af folkekirken, og vores døtre er ikke døbt eller konfirmeret. Min kone og jeg var enige om, at de selv måtte tage stilling, når de blev store nok til at forholde sig reflekteret til det, og de har begge valgt at blive humanistisk konfirmeret.

Både kolleger og andre har konfronteret mig med min beslutning, blandt andet fordi jeg lige efter min genindmeldelse skrev en kronik om det. Det har givet mig anledning til at forklare, at kristendommen for mig ikke handler om at tro bogstaveligt på trosbekendelsen eller de bibelske fortællinger. Kristendommen er for mig en måde at komme til rette med det uudgrundelige på.

Jeg har med tiden nærmet mig den ritualiserede side af kristendommen igen. I begyndelsen havde jeg det svært med nadveren, både fordi det at falde på knæ er en meget fysisk måde at vise sin tro på, og fordi jeg tumlede med det teologiske. Da jeg spurgte en bekendt, der er teolog, til råds, svarede han, at jeg skulle opfatte nadveren som ”et audiovisuelt hjælpemiddel”. Det gav god mening for mig. Jeg hælder til, at det er et ritual med symbolsk betydning, og plejer at sige til dem, der taler om realpræsens, at den har jeg lidt svært ved at smage.

Tro handler om vished, ikke om viden, og gennem årene – oftere og oftere – har jeg oplevet øjeblikke, hvor jeg har følt mig berørt af en betingelsesløs, uforbeholden kærlighed fra et sted uden for mig selv. Det er ikke noget, jeg kan kalde frem ved en viljesakt, og jeg kan ikke forklare med menneskesprog, hvad der sker. Men det giver mig en fundamental vished om eksistensen af en fuldstændig kærlighed, som jeg ikke har noget bedre ord for end Gud. Det er en kvalitativt anderledes oplevelse end den gode følelse, når jeg har haft succes med noget arbejdsmæssigt eller er nyforelsket i min kone. Jeg oplever, at de erfaringer gør mig bedre skikket til at se mine medmennesker og handle mindre småligt, end jeg ellers ville have gjort. Jeg bliver ikke helt så let fanget ind af strid og kævl og kan bedre modstå hverdagens bøvl.

Jeg møder jævnligt mennesker, der har lignende erfaringer. Men jeg tror, at der er en skyhed over for at tale om det, fordi der stadig er mangel på forståelse for det i vores samfund.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg føler ikke, at min tro er blevet udfordret. Men når jeg bliver hånet for det, jeg tror på – eller for, at jeg tror overhovedet – giver det mig mindre lyst til at tale om det.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det må være et råd, jeg har læst i en bog af Dalai Lama. Han skrev, at den bedste måde at søge det spirituelle på er gennem en tradition, man er fortrolig med. Det råd gjorde, at jeg holdt op med at betragte folkekirkeligt stof som et pensum, jeg skulle til eksamen i. I stedet begyndte jeg at se kristendommen som en tradition, jeg kunne være i og ikke behøvede at forsvare til sidste bogstav.