Hvis et bestemt antal dyr lever i et træ, har de forskellige arter to muligheder for at overleve: Enten kan de udkonkurrere de andre arter, eller også kan de finde deres egne særprægede måde at overleve på og finde føde i træet. Ligesom når dyrene gennem genetisk udvikling finder deres særpræg, finder den ideologiske udvikling i grupper af mennesker også sted ved enten at opsluge konkurrenten eller finde deres egne nicher. Denne kamp fandt sted, da kristendommen fandt sine ben i årene efter Jesu død og blev verdens største religion.
Det siger professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen fra Aarhus Universitet, som læser morgendagens prædiketekst som netop et eksempel på, at kristendommen fandt sin niche, der adskilte den fra andre religioner på Jesu tid.
I teksten revser Jesus en slægt, som ikke vil lytte. Den vil hverken lytte til Johannes Døberen eller til ham selv, siger Jesus. Han fortsætter sin revselse, og denne gang er det af de galilæiske byer Korazin og Betsajda. Ifølge Jesus ville hans ord have støre virkning i selv hedenske byer som Tyrus og Sidon. Og her ser man kristendommen finde sin særlige niche, mener Anders Klostergaard Petersen.
”Hovedpointen i teksten er Kristus-religionens universalistiske budskab. På det tidspunkt er Kristus-religionen blot én version af mange former for Israel-religion, der blev praktiseret af judæerne, og som måtte kæmpe mod hinanden,” siger han og peget på netop Jesu eksempler på byer i teksten som der, hvor kristendommen fandt sit særpræg i forhold til de andre.
”Når han revser galilæiske byer som Korazin og Betsajda og modstiller dem hedenske byer som Tyrus og Sidon, har det været stærkt kontroversielt for læserne på det tidspunkt. For i de fleste andre former for Israel-religion spillede etnicitet en vigtig rolle. Man var del af gruppen, hvis man var født judæer. Her kommer så en messiasskikkelse, der siger, at hedningene vil være mere modtagelige over for hans budskab.”
Det har været et stærkt sprængfarligt budskab, som angreb de etablerede hierarkier og magtinstitutioner i datiden, lyder det fra Klostergaard Petersen.
”Han siger, at denne verdens magt er nul og niks set med Guds øjne. At alt, hvad der har status i denne verden, bliver ringeagtet af Gud. Det, der er i denne verden ophøjes, skal fornedres. Og at de første skal blive de sidste,” siger han.
På mange måder peger denne tekst fra Matthæusevangeliet dermed også frem mod slutningen af samme evangelium med den såkaldte missionsbefaling om at drage ud og gøre alle mennesker til Jesu disciple. Og den tekst er nok det mest berømte eksempel på kristendommens universalistiske og grænseoverskridende særpræg.
Og spørger man Anders Klostergaard Petersen, er det netop dette specifikke særpræg, der over de næste hundrede år gav kristendommen vind i sejlene og gjorde den til en verdensreligion.
”Verden ændredes i årene omkring vor tidsregning i Kristus-religionens favør. Byer og imperier blev større, og befolkningstætheden blev forøget i byerne. Byerne og de store riger husede mange fællesskaber og etniciteter, og det gav sværere forhold for religioner baseret på etnicitet. Derfor blev Kristus-religionens universalisme en vigtig niche for udbredelsen,” siger han.