Sidste sag mod Scientology

UGENS PROFIL: Advokat Jørgen Jacobsen tager ikke flere sager. Han er 83 år og håber at få Scientology dømt for injurier

Scientology vil advokat Jørgen Jacobsen helst undgå at forsvare. "I princippet ville jeg sige ja til det, men jeg kan heldigvis regne med, at de aldrig vil bede mig om at være deres advokat. Jeg har jo været i gang med dem længe," siger han.
Scientology vil advokat Jørgen Jacobsen helst undgå at forsvare. "I princippet ville jeg sige ja til det, men jeg kan heldigvis regne med, at de aldrig vil bede mig om at være deres advokat. Jeg har jo været i gang med dem længe," siger han. Foto: Rick Francis/AP.

Advokat Jørgen Jacobsen forsvarede Hells Angels-rockeren Jønke, da han med fuldt overlæg myrdede lederen af Bullshit, en rivaliserende rockergruppe. Han er villig til at forsvare hvem som helst - med én undtagelse: nazister. 83-årige Jørgen Jacobsen er halvt jøde. Han var med i modstandskampen under Anden Verdenskrig og måtte flygte til Sverige - og han har absolut ingen sympati for nazister.

Vil helst ikke forsvare Scientology

Men hvad med scientologer, spørger Kristeligt Dagblad. Jørgen Jacobsen forsvarer netop nu tyskeren Walter Heynowski, som i Scientologys blad »Frihed« er beskrevet som Stasi-agent i en retssag ved Københavns Byret.

- Dem vil jeg nok helst være fri for at forsvare. I princippet ville jeg sige ja til det, men jeg kan heldigvis regne med, at de aldrig vil bede mig om at være deres advokat. Jeg har jo været i gang med dem længe, siger han.

Seks til syv retssager mod Scientology er det blevet til i årenes løb.

- Min opfattelse er, at de ikke er, hvad de siger. De er ingen kirke eller religion. Hubbards (Scientologys afdøde stifter, red.) tanker er vanvittige, men de er blevet til en fantastisk dygtigt ledet pengemaskine, siger han og bruger dermed et af de ord, som han har fået rettens ord for, at man må kalde Scientology.

I sagen ved Københavns Byret er han den ældste aktør. Han fremlægger frit og engageret, hvad han på Heynowskis vegne har at sige. Ind imellem tager han en tår af sin flaske med den kaloriefattige cola Pepsi Max. Han lider af gammelmandssukker- syge, som samtidig er det eneste, han fejler. Hørelsen og synet er intakt. Helbredet er fint, men i de seneste 10 år er det alligevel blevet mere udmattende for ham at lave materialesamlinger og ordne alt det praktiske omkring en retssag.

- Sagen mod Scientology er meget spændende og interessant. Men den er også utrolig belastende. Der er så meget. Jeg har været i Berlin, og det er både spændende og krævende. I weekenden skal jeg hente Markus Wolf (DDR's tidligere spionchef, som skal vidne, red.), og vi skal spise middag sammen. Det er umådelig interessant, men jeg har også fire døtre og fire børnebørn, som jeg ikke har set nok. Jeg har min dejlige kone, sommerhuset ved Sjællands Odde og jeg vil gerne læse nogle af alle de bøger, der står på reolen, siger han og nikker mod væggen.

Flygtede til Sverige

Vi sidder i hans kontor hjemme på Frederiksberg, hvor han og hans kone, pensioneret oversygeplejerske Anne Lise Ranum, bor i en stor smuk hjørnelejlighed med moderne kunst og fotografier tæt på væggene. I en af rammerne er der et billede af ham selv som ung jurastuderende sammen med syv andre fra årgangen, som i dag er døde. Jørgen Jacobsen på sin side føler, at han er ved at være færdig med sin karriere.

- Jeg overvejer at stoppe nu, og jeg tager ikke flere nye sager, siger han.

Den unge jurist på billedet endte med at tage sin embedseksamen under flugten i Sverige, hvor Jørgen Jacobsen blandt andet boede sammen med sin fars berømte fætter, designeren og arkitekten Arne Jacobsen, mødte Poul Henningsen og blev så gode venner med nogle kommunister at han senere meldte sig ind i partiet - og ud igen i 1956, da det gik op for ham, at Sovjetstaten var et tyranni.

Han sejlede til Sverige i en fiskerbåd i 1943 og oplevede det som en stor lettelse at være sammen med kunstnere og intellektuelle flygtninge fra hele verden, der var enige om at kritisere Tyskland.

- I Danmark blev alt så mærkeligt i løbet af 1930'erne. Vi, som ville bekæmpe nazismen, kunne ikke komme til orde. Alt handlede om at samarbejde med tyskerne, og vi skulle indrette os efter dem. Man vidste efterhånden ikke, om man selv var skør i bolden, eller om det var staten, der var galt afmarcheret, fortæller han.

I den forbindelse begyndte han at holde Kristeligt Dagblad, for den daværende redaktør, Gunnar Helweg-Larsen, skrev modige skrappe ledere mod nazismen, indtil tyskerne fik ham fjernet.

- Sverige er et pragtfuldt land. Jeg har netop fået min pension derovre fra. Jeg får stadig 3000 kroner om året, fordi jeg var der under krigen - og de svenske myndigheder skriver så venligt, at hvis jeg ikke er glad for afgørelsen, kan jeg skrive til den og den. Jeg var meget lykkelig de år i Stockholm.

Foredrag og visesang

Jørgen Jacobsen har haft en spændende arbejdsliv, og han fortæller gerne om det - blandt andet i et foredrag, som han har kombineret med en voksende interesse for visesang »Et liv med ret og retfærdighed med vise- illustrationer« og akkompagnement af Susanne Dyhr, kan man læse på billetbureauet Arte, og på Jørgen Jacobsens kontor illustreres det fint af sangbøgerne »Lystige viser«, som står på en hylde over sagsmapperne fra de aktuelle sager.

Han fortæller i foredraget om dengang, han forsvarede Mogens Amdi Petersen, som, længe før han havde opfundet Tvind, blev fængslet af det tyske politi, fordi han demonstrerede mod nynazismen og muligvis også kastede en sten. Så synger Jørgen Jacobsen en vise og fortsætter med kunstneren Jens Jørgen Thorsen, som han forsvarede, da politiet stoppede hans filmproduktion på grund af mistanke om blasfe- mi.

De to sager vandt han, men Jørgen Jacobsen har langtfra vundet alle sine sager, og det er han godt tilfreds med.

- Det er jo meget sjældent, at det er ærkebiskoppen af Canterbury, som politiet anklager for noget kriminelt, men alligevel skal folk jo forsvares. Jeg har altid forsøgt at gøre det så godt, som jeg kunne. Så er resten op til dommeren, siger han.

Ateist i mange år

Jørgen Jacobsen kan ikke huske detaljerne i de mange retssager.

- Jeg sletter det af erindringen. Jeg kan ikke holde ud at bære rundt på sagerne. Folk må nøjes med det, der har bundfældet sig. Dengang med Jønke var det jo klart, at han havde begået overlagt mord. Så jeg forsvarede ham med, at Makrellen (Bullshits leder, red.) ellers ville have myrdet Jønke, men dommeren faldt ikke for det - og det var godt nok, siger han.

Jørgen Jacobsen er ateist og meldte sig ud af folkekirken for mange år siden.

Han ser ikke frem til julen, for han bryder sig hverken om det kirkelige eller det kommercielle.

- Folk spiser for meget, og så er det lidt for overhøjtideligt. Fester skal helst være spontane, siger han og tilføjer straks, at han glæder sig til at have tid sammen med sine fire »behandlerbørn«, som han siger om døtrene, der blandt andet tæller en psykiater og en psykolog.

I det hele taget glæder han sig til mere tid og mindre arbejde, men han lægger ikke skjul på, at han også godt kunne tænke sig at vinde den sidste sag mod Scientology.

- Jeg synes, at vi burde vinde, men man ved aldrig noget. Det er Scientology, som har sagt de injuerende ting til min klient og dem, som skal bevise, at de kun sagde sandheden. Alligevel har vi valgt at finde modbeviser frem. Det er usædvanligt. Jeg mener, at vi ligger godt, vurderer forsvarsadvokaten Jørgen Jacobsen.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk