Prøv avisen

Simon Kvamm: Selvom jeg tror på Gud, har jeg ikke en løsning på alt

"Jeg har aldrig forstået den der opdeling mellem København og så resten af Danmark, som nogle foretager. Der kan jo kun være et centrum, hvis der er noget udenom, der gør det til et centrum. Og jeg synes, at provinsen har en masse at byde på," siger Simon Kvamm, der sammen med Nephew begynder sin kommende turne i Vestjylland. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Simon Kvamm er både dødsangst og søndagsbange. Trøsten er håbet om et liv efter døden. På hans og bandet Nephews nye plade lukker han op for tanker, han hidtil helst har holdt for sig selv

Om søndagen, når ugen synger på sidste vers, og en ny venter forude, sker det, at Simon Kvamm bliver . Så bange, at dødsangsten sniger sig ind på ham og minder ham om hans egen jordiske forgængelighed.

Sådan har det været altid, men det er først efter at have skrevet sangen Søndagsbange, der indgår på hans og bandet Nephews nye plade, Hjertestarter, at han er blevet bevidst om, hvad ubehaget handler om.

LÆS OGSÅ: Lunkne anmeldelser til nyt Nephew-album

Der har, siden jeg var barn, været et eller andet ved stemningen på søndage, der var utrygt selvom jeg tilbragte dem i trygge rammer med min familie. Tit er det mandagen, der er blevet gjort til problemet. Men i virkeligheden er det søndagen, der er ubehagelig. Helt konkret handler det om at kigge tilbage på noget, der er sket i ugens løb og have det mærkeligt med det, samtidig med at man kigger frem mod noget, man ikke har den store lyst til. På den korte bane er det en ny uge med alt det ukendte, men på den lange bane er det uvisheden om, hvad det er, der engang skal ske med os, og det limbo er vel i bund og grund dødsangst, siger Simon Kvamm, der med simple midler prøver at undgå at falde i helt ned i fortvivlelsen.

Jeg gør ligesom alle andre danskere. Klamrer mig til den eneste krog, der er på hele søndagen. Nemlig DR1 og et eller andet drama, som for det meste er af høj kvalitet. Men den virkelige grund til de høje seertal er, at der er så forpulet mange, der er . Det er næsten som et kirkerum, hvor man samles om sin søndagsangst, siger han med et glimt i øjet.

Simon Kvamm og Nephews nye album, Hjertestarter, har i den grad delt vandene blandt anmelderne. På den ene side er det blevet rost for at være inderligt og lyrisk velfunderet, på den anden side har andre skoset det for at være upassende inderligt og lige lovlig ærligt.

Selv siger Simon Kvamm, at han har følt en forpligtelse til at rette kanonen mod sig selv en forpligtelse både over for sine fans og sig selv. På albummet løfter han således noget af sløret for, hvad der foregår der, dybt inde under læderjakken og det rå, kontrollerede ydre.

Og det er store eksistentielle emner, Simon Kvamm tager op i sangene, som kommer rundt om blandt andet angsten for at ældes, håbet om en frelsende Gud og naturens forløsende kraft. Emner, som det har været grænseoverskridende at skrive om, fordi udgangspunktet har været hans egne grublerier og bekymringer.

Det har været angstprovokerende, men også en lettelse at få lagt frem, hvad det er, der bevæger sig inde i mig på godt og ondt. Det skal dog ikke ses som et selvterapeutisk projekt, men derimod som refleksioner, som andre mennesker forhåbentlig kan genkende, siger Simon Kvamm.

Rent tekstmæssigt har Nephew-forsangeren ladet sig inspirere af den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i seksværksbindet Min kamp hudløst ærligt lægger sit eget liv frem ned til mindste detalje.

Karl Ove Knausgård lever jo i og for sig et ganske almindeligt liv, men ved at lægge det frem i detaljer fremstår det ekstremt specielt med mange kæmpedramaer. Ligeledes er jeg også en ganske almindelig 37-årig mand, som udefra har mit på det tørre, men som indvendig lever med kæmpe opture og kæmpe nedture, og den virkelighed prøver jeg i komprimeret form at få frem i sangene, siger han og skynder sig at tilføje, at han på ingen måde ønsker at sammenligne sig selv med den norske forfatter, som han selv er stor fan af.

Flere af sangene på det nye album kredser om døden. I sangen Åh Gud ( jeg håber, du holder øje med mig) er det angsten for aldring og forfald, der er i centrum, for Simon Kvamm eller Simon Sortsyn, som han også kalder sig selv i et af numrene på pladen lægger ikke skjul på, at han har nemt ved at fortabe sig i mørke tanker, og at alt det med døden fylder og piner ham en del.

Det er ikke lidelsen, jeg er bange for. Det er mere det der med ikke at vågne op igen. Altså, jeg håber jo ikke, at det er sådan, det er, men fornemmelsen af og tanken om, at man sover, men bare ikke vågner op, synes jeg er mærkeligt klaustrofobisk. Ikke fordi man skal ned i en kiste, men fornemmelsen af at det bare bliver sort og stille, og at det ikke stopper, siger han, inden han tilføjer:

Men jeg tror jo på, at sådan er det ikke. Det må jeg tro på, og det gør jeg også.

Simon Kvamm er ikke bange for at kalde sig kristen, og han vedkender, at han tror på et liv efter døden. Hans to børn er døbt, og han kommer i kirken til højtiderne og andre højtideligheder. Han siger selv, at han er fan af folkekirken, og at det betyder noget for ham, at kirken eksisterer som et rum, man kan komme i.

Men troen gør ham ikke skråsikker.

Jeg er ikke sådan en, der tror på Gud og dermed har en løsning på alt og kan finde ro i maven med det hele. For mig er troen og tvivlen uløseligt forbundet, og det at tro handler for mig om at respektere sin egen mangel på autoritet. Jeg er ikke den altoverskuende instans og har ikke den altafgørende suverænitet jeg er bare en brik meget længere nede ad stigen, siger han og kalder sit barndomshjem for ganske almindeligt kulturkristent.

På den måde er jeg superalmindelig i min måde at tro på. Det eneste, der er ualmindeligt, er, at i stedet for at sige, som så mange andre i min generation gør: Jeg tror på noget større mellem himmel og jord, så kalder jeg det for Gud, for det er det, jeg synes, det er, siger Simon Kvamm.

Den 37-årige forsanger i Nephew tror, at mange i dag undlader at bruge ordet Gud, fordi de nødig vil fremstå barnlige og som købere af en færdig pakkeløsning.

Ved at bruge ordene noget større mellem himmel og jord sætter man sig selv lidt højere op ad suverænitetsstigen; man siger: Jeg vælger selv, hvad jeg vil tro på, og sammensætter min tro, som jeg vil, og derved kan man beholde sin bestemmelsesret. Men man bliver også selv lidt en gud, ikke?, spørger han uden at ligne en, der forventer et svar.

Når Simon Kvamm taler, afslører hans karakteristisk jyske accent, at han ikke altid har kunnet kalde sig københavner, og det er da også kun de sidste ti-elleve år, han har tilbragt i hovedstaden. Af faglige hensyn, men også fordi han kan lide byen. Men det betyder ikke, at han ikke ser skønheden i provinsen, som for eksempel Silkeborg, hvor han kommer fra, og han er hyppig passager på Mols-Linien, der forener ham med det jyske.

Jeg har aldrig forstået den der opdeling mellem København og så resten af Danmark, som nogle foretager. Der kan jo kun være et centrum, hvis der er noget udenom, der gør det til et centrum. Og jeg synes, at provinsen har en masse at byde på. I og for sig kan en fredag i Silkeborg være mere magisk end i København, hvor dagene er lidt mere ens, fordi der er liv på alle tidspunkter af ugen. I provinsen kommer man mere ud i hjørnerne i en ugerytme, og det synes jeg ikke er nogen dårlig ting, siger han.

Trods det at barndommen blev tilbragt i det østjyske, har den vestjyske natur og særligt det voldsomme Vesterhav en helt speciel virkning på Simon Kvamm, og titelnummeret på det nye album, Hjertestarter, handler således om Vesterhavet som livgiver.

blæs mig igennem

som et mælkebøttefnug

der kæmper for at få lov til at gi slip

blæs mig til grunden

som en udestue

der aldrig sku ha været ført op

Vesterhav kom nu og blæs mig i gang

Vesterhav kom nu og blæs mig i gang

hjertestarter

Vesterhav kom nu og blæs mig i gang

Jeg er blevet bevidst om, at det hjælper at komme til et sted som Vesterhavet, hvis alle ens sanser er blevet lukket ned. Jeg synes, det er næsten magisk, hvad naturen kan gøre ved et menneske. Man kan føle sig totalt slukket, og så kan man tage derud, og så duff, så bliver der blæst gang i alle sanserne, og man vender hjem og kan være helt tændt, siger Simon Kvamm og fortæller, at Nephew sætter spotlight på Vestkysten ved at starte sin turné derovre.

Vi skal blandt andre spille i en bunker i Hanstholm og på Harboøre Badehotel. Steder, hvor der normalt ikke spilles koncerter. Men nu tager vi ud, hvor vi ikke plejer at komme, og siger: Hey, lad os sprænge en ballon sammen, siger han.