Prøv avisen

Skæbnetid for folkekirken

”Folkekirken er så værdifuld en indretning, at vi må gøre alt for at bevare den, samtidig med at vi giver den frihed,” fastslår Finn Riber Jensen. Den proces vil den gamle grundtvigianer fortsat gerne deltage i, og derfor har han ikke tid til et stille otium, selvom han nu fylder 90. – Foto: Claus Fisker.

Finn Riber Jensen, dansk grundtvigianismes grå eminence, fylder 90 år, men har ikke tid til et stille otium. For det er nu, alle gode kirkelige og folkelige kræfter må samle sig om at redde vores folkekirke

Han gik på pension som provst for 20 år siden, men har aldrig haft tid eller temperament til et stille otium. Dertil har Finn Riber Jensen altid været for engageret og involveret i dansk kirkepolitik og folkelighed.

Og tid til et stille otium er der da slet ikke nu, hvor vi befinder os i en skæbnetid for folkekirken og det danske folk. For lykkes det ikke at samle alle de gode kirkelige og folkelige kræfter, risikerer vi en total skilsmisse mellem kirke og folk, og det ville være en dybt ulykkelig situation for såvel folkekirken som folket.

Sådan lyder vurderingen fra seniorboligen i Askov, hvor Finn Riber Jensen flyttede ind sammen med hustruen Ellen for 10 år siden som nabo til den gamle grundtvigske højborg, Askov Højskole, hvor han en periode var formand.

Folkekirken er så værdifuld en indretning, at vi må gøre alt for at bevare den, samtidig med at vi giver den frihed, fastslår den gamle grundtvigianer, der fylder 90 år på søndag, den 30. oktober, uden at alder og år i øvrigt på nogen måde synes at gå ud over hans kirkelige og folkelige engagement.

Således var han blandt deltagerne, da Selskab for Kirkeret i september fremlagde sit forslag til en kirkeforfatning, og som han gennem årene har blandet sig i kirkepolitik, vil der også her kunne forventes bemærkninger og kommentarer fra Riber Jensen, inden høringsfristen i forbindelse med forslaget udløber.

Det kirkelige og kirkepolitiske engagementet fylder så meget, at det kan være vanskeligt at nå ind til mennesket bag kirkepolitikeren, som nu bor alene efter sin hustrus død i 2005. Finn Riber Jensen forskanser blufærdigt sine inderste private følelser. Så det er ikke meget, der bliver fortalt om den tragedie, der i hans tidlige barndom ramte hjemmet i Kolding, da han som syvårig mistede sin mor, der døde i barselsseng. Det er naturligvis også lang tid siden, men han husker dog stadig tydeligt, da hans far kom hjem fra sygehuset og fortalte ham og hans søskende om dødsfaldet.

Måske var det dette tab, der siden fik ham til at læse til præst, studere teologi, funderer Finn Riber Jensen. Efter moderens død mødte han hjælp og omsorg fra mange sider, fortæller han. Underforstået, at der så måske her kan være en kobling til kristendommens læggen vægt på næstekærligheden, men Riber Jensen forvilder sig ikke ind i sådanne følelsesladede spekulationer.

Han lader tankerækken stå åben og går i stedet straks videre med at fortælle om, hvordan hans gymnasielærer i matematik tog ham i forhør, da han hørte om den unge Finns teologiske planer: Hvorfor jeg dog ikke i stedet ville bruge de evner, jeg havde?. For læreren havde bemærket hans begavelse for matematik og tal. Evner, Finn Riber Jensen alligevel siden fik god brug for som provst og borgmester i Holsted Kommune.

Men teolog blev han med speciale i kirkehistorie. På Aarhus Universitet undervist af den navnkundige kirkehistoriker P.G. Lindhardt og færdig ved Københavns Universitet i 1946. To år før havde han mødt den 21-årige Ellen Karlshøj på Rønshoved Højskole, hvor Finn Riber Jensen i 1944 var lærer på sommerskolen for kvindelige elever.

Dette møde fik afgørende betydning, personligt som kirkeligt. Ellen Karlshøj blev hans hustru, og den relation gjorde Finn Riber Jensen til fuldblods grundtvigianer.

Selvfølgelig vidste jeg noget om grundtvigianismen, som jeg også mødte på Rønshoved Højskole, men det interesserede mig ikke så meget, og det var mest på det teoretiske plan. Helt anderledes forholdt det sig med Ellen. Man kan sige, at jeg havde grundtvigianismen i hjernen, Ellen havde den i blodet. Hendes bedstefar havde taget initiativ til frimenighedskirken på Stevns, som senere blev valgmenighed. Og Ellen, som også havde været på gymnastikhøjskolen i Ollerup, var vokset op i og dybt påvirket af hele dette grundtvigske miljø.

Mødet med Ellen blev hans gode skæbne, som Finn Riber Jensen udtrykker det, og kirkeligt førte hans nu grundtvigske spor ham mange år senere til formandsposten i Kirkeligt Samfund, som siden har ændret navn til Grundtvigsk Forum. Riber Jensen var landsformand her fra 1989 til 1995. På dette tidspunkt spillede de gamle kirkelige retninger en større rolle i dansk kirkeliv end i dag, men uanset hvordan kommer vi i Danmark fortsat ikke uden om Grundtvig og hans tanker om kirke og folk, som i halvandet hundrede år har været med til at angive retningen for dansk ånds-, kirke- og kulturliv. I hvert fald ikke, hvis man spørger den gamle formand for Kirkeligt Samfund.

Finn Riber Jensen forklarer sammentækningen mellem det folkelige og det kirkelige som det helt unikke ved grundtvigianismen.

Præsten og teologen Grundtvig var derfor også højskolens mand, for det folkelige måtte ikke adskilles fra kirken. I grundtvigianismen hænger den folkelige og den kirkelige del uløseligt sammen, fordi alle mennesker er skabt i Guds billede og bærer gudsbilledet i sig, og det forsvinder aldrig, uanset hvordan det så i øvrigt opfører sig.

På de grundtvigske vennemøder var der til stadighed diskussion om, hvorvidt det folkelige eller det kirkelige var det vigtigste.

Efter Grundtvigs død i 1872 fortsatte højskolefolket den folkelige, ikke-kirkelige linje. Omvendt mente nogle grundtvigske præster i København, at vi ikke måtte glemme, at Grundtvig var præst, og at det kirkelige må være i centrum i det grundtvigske arbejde. De tog initiativ til Kirkeligt Samfund, som blev stiftet i 1898.

I sine seks år som formand arbejdede Finn Riber Jensen meget bevidst på at forene de to sider af den grundtvigske bevægelse, fortæller han.

Som formand lagde jeg vægt på også at få det folkelige spor ind i Kirkeligt Samfund, fordi det ene ikke må skilles fra det andet.

Inden Riber Jensen i 1955 fik ansættelse som sognepræst i Holsted, hvor han siden blev provst, var familien nogle år i Schweiz. Her arbejdede han ved Det Danske Kulturinstitut og mødte det schweiziske direkte demokrati, som for ham blev en understregning i praksis af styrken i et folkeligt engagement.

I Zürich blev han også præst for den danske menighed. Kirkeligheden er et hovedpunkt for den grundtvigske bevægelses kristne spor.

Grundtvig mente jo, at skulle vi lære Gud at kende, skulle vi ikke gå til teologerne, for de mener så meget forskelligt, men gå i kirke. For Grundtvig er det i kirken, ved dåben og nadveren, at vi lærer Gud at kende, forklarer Riber Jensen, der her kommer omkring Grundtvigs mageløse opdagelse.

Hermed nærmer vi os, hvad der aktuelt optager denne gamle grundtvigske forkæmper i folkekirkens skæbnetid, hvor folkekirkens anliggender aktualiseret af blandt andet diskussionen om eventuel kirkelig vielse af homoseksuelle virkelig er kommet på den politiske dagsorden.

Øvelsen her går ud på at bevare balancen i forholdet mellem kirke og stat, samtidig med at folkekirken får større frihed til at tage sine egne udfordringer op, mener Finn Riber Jensen.

Efter Grundlovens paragraf 4 understøttes den evangelisk-lutherske folkekirke af staten, og det skal der ikke røres ved, fastslår han, men folkekirken må have større råderum til selv at bestemme over sine sager og derved reddes ud af det statslige bureaukrati. Derfor skal vi nu have den kirkeforfatning, som er stillet i udsigt i Grundloven, men aldrig gennemført.

Det vil betyde etablering af et centralt kirkeråd eller en synode, men samtidig, forklarer Riber Jensen, er der brug for en lokal kirkelig oprustning, hvor menighedsråd, provsti- og stiftsudvalg samler kræfterne om pædagogiske projekter, der kan genskabe og styrke båndene mellem folk og kirke.

I forbindelse med et kommende kirkeråd understreges, hvor vigtigt det er, at der bliver udarbejdet en positivliste over de områder, rådet skal tage sig af.

Ellers risikerer vi, at nogen vil arbejde for, at et kirkeråd også skal blande sig i alle mulige andre spørgsmål end de kirkelige. Det vil med sikkerhed adskille staten og kirken.

En tanke om at give los og omdanne folkekirken til et netværk af valgmenigheder, som også høres i debatten, afvises blankt. Ganske vist er valgmenighederne en grundtvigsk opfindelse, men ment som en frihedsret i sognebindingen, og det forudsætter den folkekirke, som med hjemmel i paragraf 4 i Grundloven fortsat skal være del af det danske folks kulturarv og det også i en multikulturel tid, anfører Finn Riber Jensen.

At vi i dag har vi andre religioner i Danmark, rører ikke ved min opgave, nemlig at kæmpe for den kristendom, som er kommet til os gennem den danske folkekirke, og som udgør det vigtige bånd mellem folk og kirke, vi må og skal holde fast på.

For folkekirken er en værdifuld indretning, som den grundtvigske nestor siger, og der skal ikke tøves: Det er nu, det gælder.

Vi skal have en løsning, og det skal ske hurtigt. Der er ingen tid at spilde, fastslår den gamle kirkekæmper.

steens@k.dk