Skærpet kritik af coronakrav ved begravelser: ”Det er respektløst”

Kirkerne er stadig underlagt coronarestriktioner, der sætter begrænsninger på deltagerantal ved begravelser. Respektløst, lyder det fra forening

”Det er fuldstændig ude af proportioner, at folk gerne må feste løs, når vi kun måtte være 32 til bisættelsen af min mor,” siger Sarah Christiansen. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

32 venner og familiemedlemmer fik lov at være med, da Sarah Christiansens mor blev bisat fra Herstedøster Kirke i Albertslund ved København sidste fredag. Fordi der stadig gælder areal- og afstandskrav i kirkerne, var resten af dem, der ville sige et sidste farvel, henvist til at stille sig foran den lille landsbykirke og vente på, at kisten blev båret ud.

Da Danmark dagen efter vandt 2-1 over Tjekkiet ved EM i fodbold, og Sarah Christiansen tog bilen ind til København, kunne hun nærmest ikke komme gennem gaderne for de tusindvis af fans, der – på helt lovlig vis – skrålede med på slagsange og faldt hinanden om halsen.

”Jeg har ikke noget imod fodbold, men det giver simpelthen ingen mening. Det er fuldstændig ude af proportioner, at folk gerne må feste løs, når vi kun måtte være 32 til bisættelsen af min mor. I kirken sad vi endda stille og roligt og med ansigter, der vendte samme vej,” siger Sarah Christiansen, som oplevede, at begrænsningerne havde store konsekvenser for afskeden med hendes mor.

”Fordi vi måtte sortere så mange fra, var vi nødt til at skille både ægtepar og forældre og børn ad. Det var frygteligt ikke at kunne være sammen om vores kæmpe sorg. Og vi kunne jo ikke bare rykke det til næste år, som man kan med en fødselsdag,” siger hun.

Sarah Christiansen er langtfra den eneste, der har svært ved at se logikken i de nuværende restriktioner i kirkerne. På sociale medier har mange danskere den seneste tid delt deres beklagelse over ikke at kunne tage ordentlig afsked med deres kære, og for nylig sendte 10 præster et åbent brev til kirkeminister Joy Mogensen (S), hvor de opfordrede hende til at huske kirken i genåbningen.

De manglende lempelser undrer også Kirsten Søndergaard, som er direktør for Landsforeningen Liv&Død, der arbejder for en værdig afsked med livet.

”Det giver ingen mening, at folk har kunnet samles og stå så tæt i forbindelse med EM-kampe, men at det ikke kan lade sig gøre ved mindehøjtideligheder, hvor man ved, at folk er mere afdæmpede og tager større hensyn til hinanden. Det er respektløst, og vi mener, det er på tide, at reglerne bliver lempet. For vi har at gøre med et område, som har stor følelsesmæssig betydning for dem, der står tilbage og gerne vil sige farvel på en ordentlig måde,” siger hun og tilføjer, at politikerne ikke lader til at have forståelse for, hvor stor betydning begravelser og bisættelser kan have for de efterladte.

”Selvom det kan være en tung dag, er vores erfaring, at begravelsen er den mindeværdige dag, hvor man samler alle dem, der kendte den afdøde, og får taget afsked, deler anekdoter og på en måde også fejrer det liv, der nu er forbi. Afskeden med den døde er en enkeltstående og unik begivenhed, man ikke bare kan udskyde til, når reglerne er ophævet.”

Restriktionerne ved begravelser og bisættelser er generelt noget, der har bekymret mange danskere under coronakrisen. Sidste år viste en spørgeundersøgelse, som YouGov foretog blandt 1500 danskere for Københavns Universitet, at begravelser kom ind på en tredjeplads over de begivenheder, hvor folk oplevede størst afsavn under coronakrisen – hvilket var over både kulturinstitutioner og sportsarrangementer. Svaret viste, at bare tanken om ikke at kunne deltage i en begravelse bekymrede folk, siger religionssociolog Peter B. Andersen, som blandt andet stod bag undersøgelsen.

”Det understreger, at begravelser og bisættelser – hvad enten vi har at gøre med kristne, ateister eller muslimer – har umådelig stor betydning for folk. For det er der, man oplever, at der bliver lukket af for en periode med en fælles bekendt. Det er der, man får en afslutning og for alvor kan forholde sig til, at nogen er gået bort.”

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen, men det har ikke været muligt. I et skriftligt svar fra ministeren til Folketinget i sidste uge lød det dog, at hensynet til det samlede smittetryk gør, at man ikke kan ophæve areal- og afstandskrav på samme tid i alle sektorer.