Prøv avisen

Skagensrejen blev årets pinsefisk 2015

Biskop Peter Fischer-Møller med årets pinsefisk. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Fællesskabet om fisken og måltidet skal minde os om Helligåndens komme, siger biskop

Juleaften markeres med flæskesteg eller and, påsken mindes med lam, og pinsen skal fejres med fisk. I år blev gourmetrejen kåret til Årets Pinsefisk 2015, og danskerne opfordres derfor til at spise denne ret på søndag.

Traditionen med fisk som pinsespise blev stiftet i 1999 af den tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt. Hans efterfølger i bispeembedet, Peter Fischer-Møller, stod for årets kåring, og han er begejstret for traditionen.

”Ingen huskede pinsen, fordi ingen huskede pinsemaden. Derfor startede Jan Lindhardt traditionen med Årets Pinsefisk, og den vil jeg naturligvis meget gerne støtte op om. Lindhardt sagde, at vi husker med maven - ikke med hovedet - og det tror jeg bestemt, han har ret i,” siger han.

At det netop er fisken, der er pinsehøjtidens spise, er ikke uden grund. Pinsen kaldes den moderne kirkes fødselsdag, og blandt de første menigheder var fisken et symbol for kristendommen.

Fisk hedder på græsk Ichtys. Hvis man ser ordet som et ord formet af de første bogstaver fra andre ord, et såkaldt akronym, kan det læses som en forkortelse af de græske ord for ”Jesus Kristus, Guds Søn Frelser”.

”Før kristne brugte korset og den gode hyrde som symbol for det kristne fællesskab, brugte de fisken. Derudover var disciplene menneskefiskere, og Jesus bespiste 5000 med to fisk og fem brød. Fisken går altså igen i den kristne tro og tradition, og derfor er det helt naturligt, at man over pinsen samles om fisken ved middagsbordet,” siger Peter Fischer-Møller, der også selv ser frem til at spise Årets Pinsefisk på pinsesøndag.

Danmarks Fiskehandlerforening har hvert år siden år 2000 kåret Årets Pinsefisk, og i år foregik dette i fiskebutikken Hav i Torvehallerne i København.

Det er anden gang, at gourmetrejen svømmer med æren.