Folkekirken er præget af nogle tilsyneladende uforenelige modsætninger, der løbende dukker op i aktuelle sager som nu i dåbsforståelsen (i Lindevang Kirke på Frederiksberg i København, der har ændret i ordene i dåbsbønnen, red.). For letheds skyld kan vi kalde de stridende parter for henholdsvis absolutister og erfaringskristne. Den første gruppe søger at holde sig til nogle lutherske grundsætninger for eksempel dem, der står i Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 som noget, der står fast i absolut forstand. Den anden gruppe tror på kristendommen som en sandhed, der må antages personligt og derfor prøves på den enkeltes erfaringer. Begge udgangspunkter kan forsvares med synspunkter hos Martin Luther. I stedet for paven som forvalter af den absolutte sandhed satte Martin Luther Bibelen. Men samtidig understregede han, at kristendommen kun er sand, når den er sand for den enkelte, for mig, pro me. Det er ikke noget gyldigt sandhedskriterium, at en pave, en synode eller en bibelkyndig har sagt noget, hvis troende kristne ikke finder det troværdigt.
Præsterne står ofte i centrum i denne konflikt. Martin Luther tog det radikale skridt at fratage præsterne positionen som nødvendige til formidling af Guds frelse til mennesker. Enhver kristen står direkte over for Gud og er derfor lige så meget ”præst” som de ordinerede præster. Hvad er det så, ordinerede præster har eller kan, som lægfolk ikke har eller kan? Luthersk set ingenting. Kun for ordenens skyld er nogle særligt udpeget til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Den position kan være vanskelig at fastholde: Da det nugældende ordinationsritual blev autoriseret i 1983, protesterede blandt andre teologen og højrefløjslederen Jørgen Glenthøj voldsomt imod, at præster ikke ”får” noget i det nye ordinationsritual. I enevældens ritual fra 1685, der på det punkt kun var blevet sprogligt revideret i 1898-ritualet, ”fik” præsterne bestemt noget, nemlig ”magt og myndighed til at binde og løse synden”. I det nye ritual bliver præsterne ”bare” velsignet under menighedens håndspålæggelse og bøn om Helligåndens hjælp i deres gerning.
Kravet om, at der skal være en absolut forskel mellem døbte og ikke-døbte, er udtryk for samme ønske om faste sandheder, som kan sættes i kraft gennem kirkens ritualer. Hvis udøbte børn også er Guds børn, så ”får” det døbte barn ikke noget i dåben, og så er dåben meningsløs, siger absolutisterne. Og værre endnu: Hvis Gud har magt og måske endog vilje til at frelse udøbte, så giver kirkens arbejde ingen mening, ligesom det er nyttesløst at arbejde med mission blandt ikke-kristne. Er man kristen, må man have en fortrinsstilling over for Gud, ellers kan det være det samme.
At der på mange måder er forskelle mellem kristne og folk af anden tro og livsholdning, kan ikke bestrides. Det er som regel rigtigt, når kristne mennesker, for eksempel i Kristeligt Dagblads spalter, siger, at deres liv er båret af kristendommen. Spørgsmålet er imidlertid, om forskellen er eller bør fastholdes som absolut og 100 procent afgørende for det evige liv?
Artikel ni i Den Augsburgske Bekendelse lader ikke tvivl tilbage om, at dåben er nødvendig til frelse. Det svarer til, at 1992-dåbsritualet fastholder, at Gud i dåben ”gør os til sine børn”. Så er den sag vel afgjort? Nej, for der findes i praksis ingen præster i folkekirken i dag, der siger til forældre, hvis barn er død uden at være døbt, at deres barn går fortabt. Derfor er formuleringerne ikke dækkende. Af samme grund har man mange steder forsøgt sig med alternative formuleringer. I begyndelsen af 1990’erne godkendte biskop Johannes Johansen denne formulering til brug i Avedøre Kirke: I dåben ”modtager Gud os som sine børn”. Selvfølgelig ”sker” der noget og endda meget i dåben. Gud giver sig utvetydigt til kende som den døbtes far, som den døbte altid kan regne med, fordi Gud i dåben slutter en pagt med den døbte.
De erfaringskristne, som er den største gruppe både blandt præster og lægfolk i folkekirken, er i dag langt mere åbne end for eksempel i 1970’erne, når det gælder om at lytte til alle dele af Bibelen og kirkens traditioner. Mange erfaringskristne vil gerne være klassiske eller ligefrem ortodokse i deres kristendom, men det må ske på en åben eller generøs måde, så der ikke sættes absolutte skel over for anderledes troende. Når man selv vil have ret til at lade kristendomsforståelsen afhænge af, hvad der giver mening i ens liv, og stemmer med ens erfaring, må man give andre samme ret, tænker man.
Striden mellem absolutister og erfaringskristne handler et langt stykke ad vejen om, hvorvidt den lutherske reformation skal fastlåses eller fortsættes? Det kan hverken jura, bibellæsning eller erfaring alene afgøre. Men der er den mulighed, at man her i dåbsspørgsmålet sætter sig ned og når frem til nogle fælles teologiske formuleringer, som alle kan finde plads indenfor. Der er vist ingen vej udenom.
Hans Raun Iversen er pensioneret lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.