Skal folkekirken kun være for etniske danskere?

Der er mange måder at inddrage indvandrede kristne i folkekirken på, som ikke benyttes i dag, for eksempel kunne man oprette en stillings-kategori for indvandrerpræster

Skal vi have en folkekirke for alle, eller skal den kun være for etniske danskere? Spørger Hans Raun Iversen.
Skal vi have en folkekirke for alle, eller skal den kun være for etniske danskere? Spørger Hans Raun Iversen. Foto: Christian Lindgren

Kristendommen er båret rundt i verden af folkevandringer af mange slags. Vi står igen i det 21. århundrede i et boom af folkevandringer, som også har nået Danmark. Lidt tøvende er de etablerede kirker gået i samarbejde med de 300 migrantmenigheder, der er opstået i Danmark.

I efteråret 2012 blev der omsider givet lovmæssig adgang til, at menighedsrådene kan stille folkekirkens kirkerum til rådighed for de 14 medlemskirker i Danske Kirkers Råd – og først fra foråret 2014 gælder det samme for de 300 migrantkirker, som har langt større behov end de etablerede frikirker.

Folkekirken opfører sig lidt som de første kristne i Jerusalem, der mente, at de skulle kontrollere kristendommen, mens kristendommens skæbne blev afgjort alle andre steder end i Jerusalem.

Som gammeldags missionærer, der var skeptiske over for folkeslagenes kultur og dannelse, tænker etablerede kristne i Danmark ofte, at vi da ikke kan overlade evangeliet til indvandrerne, som knap er ”integreret” endnu. Vi ser ikke, at problemet er, at vi ikke tør dele kristendommen med dem, der er anderledes end os.

Skal vi have en folkekirke for alle, eller skal den kun være for etniske danskere? Folkekirkens mellemkirkelige Råd har et udvalg, som arbejder med forslag til integration af de indvandrerkristne i forhold til folkekirken.

Når man kender bredden i folkekirkens medlemsskare og aktivitetsformer, ligger det lige for at invitere de indvandrerkristne til at blive hele og fulde medlemmer af folkekirken her og nu. Inden for de enkelte sogne eller provstier kan de indvandrerkristne lave alle de aktiviteter, foreninger og funktions- og profilmenigheder, de har brug for, sådan som vi andre længe har gjort det.

Menighedsråd og provstiudvalg kan ligeledes afsætte midler, så de indvandrerkristnes aktiviteter og ledere (for eksempel præsterne) i fornødent omfang kan dækkes ind med fælles folkekirkelige midler.

I praksis kan man gå videre ad det spor, der er lagt med udlejning af folkekirkens bygninger til migrantmenigheder, så man opfordrer migrantkirkernes medlemmer til at melde sig ind i lokale folkekirker gruppevis ud fra de grupperinger, de allerede har lavet i migrantkirkerne.

Med tiden kan det ske, som der er erfaring for det med profilmenigheder i Norge, at behovet for de særlige aktiviteter ebber ud, så profilmenighedernes aktive ”nøjes” med at komme til de fælles aktiviteter, som måske også så småt lader sig præge af indvandrerne, for eksempel med hensyn til musik og salmesang.

Folkekirken må vise lidt fleksibilitet. På landsplan må for eksempel Landsforeningen af Menighedsråd lægge sig i selen og få udviklet en særlig stillingskategori for migrantkirkepræster, så de fungerende migrantpræster kan fortsætte deres arbejde på vilkår, der ikke er ringere end dem, de har i dag.

Disse præster kan ansættes under menighedsrådene på linje med kirke- og kulturmedarbejderne og tilsvarende udstyres med enkle stillingsbeskrivelser, som sætter rammer om deres virke.

Snarest muligt må der udvikles en migrantkirkepræsteuddannelse. Igen her kan man sammenligne med kirke- og kulturmedarbejderne eller med de former for missionæruddannelse og missionæreksamen i teologi, som vi kender fra folkekirkens historie.

I en overgangsperiode kan det være, at nogle af de migrantkristne gerne vil have adgang til dobbelt medlemskab – af for eksempel en migrantmenighed ved siden af folkekirken. Selvom det ikke er helt lovmedholdelig, så er det den praksis, der har været meget brugt gennem hele folkekirkens historie, sådan som Lisbet Christoffersen påviste det i sin ph.d.-afhand- ling fra 1998.

Her kan biskopperne passende komme i arbejdstøjet ved at få lavet adgang til dobbelt medlemskab, som man kender i den svenske kirke. Biskopperne kunne også tage sig af at formulere en officiel invitation til medlemskab af folkekirken for døbte indvandrere.

Ikke blot den praktiske, men også den teologiske samtale må holdes i gang. Til det brug ville det være godt, om der kunne skaffes midler til en kortlægning af de teologiske synspunkter blandt indvandrerkristne. Der er ingen grund til at stikke teologiske forskelle under stolen, men derimod til at få indvandrernes holdninger frem i lyset, så de kan komme i frugtbar vekselvirkning med dansk kristendomstradition.