Skal folkekirken stå for registrering af danske borgere? Debatten stikker hovedet frem med jævne mellemrum

I årtier har det givet anledning til debat, at det er folkekirken, som står for personregistrering i Danmark. Ordningen består blandt andet, fordi den er for dyr at afskaffe, siger ekspert

Skal folkekirken stå for personregistreringen i Danmark? Debatten om det spørgsmål blusser op med jævne mellemrum og er nu aktuel igen, hvor et københavnsk par er blevet dømt, fordi de nægter at navngive deres datter.
Skal folkekirken stå for personregistreringen i Danmark? Debatten om det spørgsmål blusser op med jævne mellemrum og er nu aktuel igen, hvor et københavnsk par er blevet dømt, fordi de nægter at navngive deres datter. Foto: Arkivfoto

Giver det mening, at det er folkekirken, som står for personregistreringen i Danmark?

Debatten om det spørgsmål blusser op med jævne mellemrum og er nu aktuel igen, hvor et københavnsk par er blevet dømt, fordi de nægter at navngive deres datter. Navngivningsprocessen foregår i dag udelukkende digitalt og kræver altså ikke et besøg på det lokale sognekontor som før i tiden. Alligevel finder parret det principielt forkert.

I Danmark har det gennem århundreder været kirkens opgave at registrere landets borgere. I 1645 pålagde kong Christian IV præsterne at ”holde rigtig kirkebog med dag og dato for, hvor mange der fødes i sognet, samt hvor mange der vies og dør”.

Kongen ville have bedre styr på borgerne, formentlig også så han kunne vide, hvem han kunne inddrive skat fra i en tid, hvor rigets økonomi var anstrengt, forklarer Jørgen Mikkelsen, arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det var oplagt at gøre kirken til lokal administrator, fordi den i kraft af de kirkelige handlinger i forvejen havde godt styr på, hvem der blev født, viet og begravet,” siger Jørgen Mikkelsen og tilføjer, at sognepræsterne i mange af de følgende år, og især i 1800-tallet, blev pålagt så mange administrative opgaver af staten, at de egentlig beskæftigede sig relativt lidt med det rent kirkelige.

Meget længe bliver der altså ikke sat spørgsmålstegn ved kirken som personregistrator. Emnet trænger sig først for alvor på i 1920, hvor Sønderjylland genforenes med Danmark, fortæller Kurt E. Larsen, der er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus. I Sønderjylland foretog man i det område, som i en periode var under tysk styre, personregistreringen borgerligt, og det blev diskuteret, om det var en model, man skulle udbrede til resten af landet.

De ældste danske kirkebøger er fra 1500-tallet. Siden 2004 er kirkebogsføringen sket digitalt.
De ældste danske kirkebøger er fra 1500-tallet. Siden 2004 er kirkebogsføringen sket digitalt.

”Men så blev det alligevel ikke til noget, og tingene kørte videre. Der var så meget, man skulle tage stilling til i de år, og begge systemer fungerede fint, så man lod det ligge. Derfor er det i dag stadig kommunen, der står for personregistrering i Sønderjylland,” siger Kurt E. Larsen.

Først omkring 1970’erne dukker spøgsmålet op igen – denne gang af mere ideologiske end praktiske årsager –, og siden har debatten kørt med jævne mellemrum. Ifølge Kurt E. Larsen er det oftest i kredse, hvor man generelt er skeptisk over for folkekirkens særstatus i samfundet, for eksempel blandt venstrefløjspolitikere, katolikker og frikirker. Og som det aktuelt er tilfældet, er der også indimellem borgere, som undrer sig over ordningen i mødet med personregistreringssystemet. Sidst det for alvor var oppe at vende var i 2017, hvor det blandt andet blev afdækket i medierne, at præster bruger navnelisterne som redskab til at komme i kontakt med potentielle dåbsforældre, hvilket fik Kommunernes Landsforening og ateistiske debattører til at slå et slag for, at personregistreringen overgår til det offentlige.

”Men idéen er blevet droppet gang på gang af den simple årsag, at det ville være meget dyrt for det offentlige at overtage opgaven, som også de færreste politikere så noget ideologisk problem i. Samtidig er der også i folkekirken et ønske om at beholde kompetencen, fordi det kan være med til at bevare folkekirkens særlige bånd til staten og som en naturlig del af det offentlige Danmark.”

Men det kan undre, at man ikke netop internt i folkekirken har haft en debat om, hvorvidt opgaven bør ligge her, mener Sune Lægaard, der er politisk filosof og prodekan ved Roskilde Univsersitet (RUC), hvor han blandt andet beskæftiger sig med sekularisme og religionsfrihed.

”Med Grundloven går kirken fra at være en statskirke til en folkekirke – altså en kirke, hvor folket kan samle sig og foretage noget, der har med kirke at gøre. Så hvis man mener, at skellet mellem statskirke og folkekirke er vigtigt, virker det besynderligt, at man holder fast i noget, som hørte til i en anden tid, hvor præsten var den lokale embedsmand, der repræsenterede kongen,” siger han.

Selvom protesterne har været relativt få og sporadiske, tror Sune Lægaard ikke nødvendigvis, det betyder, at en meget stor del af danskerne ønsker, at kirken skal beholde opgaven.

”Jeg tror, der er en lille gruppe, som principielt er meget imod den nuværende ordning, og så tror jeg, der er en stor gruppe, som affinder sig med det, men som egentlig synes, det er mærkeligt. Selv blandt mange af dem, der vælger dåben til for deres børn, tror jeg, det vil virke grundlæggende mærkeligt. De vælger jo dåben og kirken, fordi de forbinder det med noget traditionelt, mens civilregistrering ikke er en værdi. Administration er noget, vi har kommunerne til,” siger Sune Lægaard, som dog ikke tror, at de få, højlydte protester er ved at vinde overtag.

Retsteolog Kristine Garde mener derimod, det er et spørgsmål om tid, før der laves om på tingene, og opgaven overgår til stat eller kommune. Til gengæld sætter hun spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt.

”Det er en vild fordom, hvis man tror, at kirken ikke varetager oplysningerne neutralt. Personregistrering er en rent praktisk opgave, som er uddelegeret til kirken af staten,” siger Kristine Garde.

At der er eksempler på, at præster har brugt listerne med navne over nyfødte som grundlag for at kontakte forældre, som er medlemmer af folkekirken, og tilbyde dåb, mener hun er en helt legitim måde at missionere for kristendommen på.

”I dag får vi alle mulige henvendelser fra folk, der vil sælge os alle mulige ting og budskaber, så hvis man synes, det er grænseoverskridende at få en henvendelse fra en præst, når man endda er medlem af folkekirken, er det da et udtryk for en voldsom overfølsomhed. Hvis man ikke er interesseret, siger man bare nej tak.”