Skal folkekirken være kirke for alle verdens kristne?

Rundt om i verden har kristendommen ændret sig markant de seneste årtier. Det er en udvikling, som indtil videre ikke har haft lige så stor effekt på folkekirken som den katolske kirke, men som den på sigt må forholde sig til, mener flere

Folkekirken omfavner efterhånden mange forskellige typer kristne. Samarbejdet med migrantmenigheder er vokset, flere kirker har tilbud til flygtninge- og asylansøgere, og i nogle kirker tilbydes der engelske og tyske gudstjenester for turister i bestemte perioder af året.
Folkekirken omfavner efterhånden mange forskellige typer kristne. Samarbejdet med migrantmenigheder er vokset, flere kirker har tilbud til flygtninge- og asylansøgere, og i nogle kirker tilbydes der engelske og tyske gudstjenester for turister i bestemte perioder af året. Foto: Raghavendra V. Konkathi/Unsplash.

Den seneste tid har William Salicath udvidet sit kendskab til internationale salmer. I nogle år har han tilbudt engelsksprogede gudstjenester om sommeren, og tilbuddet er siden blev udvidet til at gentage sig én gang om måneden. Og inden længe skal der synges og prædikes på engelsk oftere end det. William Salicath, der er sognepræst i Eliaskirken på Vesterbro i København, skal nemlig være ansvarlig for en ny engelsktalende menighed, som provstiet arbejder på at få oprettet.

”I København bor og arbejder der efterhånden mange, som ikke taler dansk, og hvis vi skal være kirke for folket, må vi også være kirke for dem. Vores ønske er at blive mødepunkt mellem ikke-dansktalende og dansktalende kristne,” siger han.

De seneste år har folkekirken generelt øget sit fokus på de mange kristne fra andre dele af verden, som enten flytter til Danmark eller opholder sig i landet midlertidigt i forbindelse med arbejde. Samarbejdet med migrantmenigheder er vokset, flere kirker har tilbud til flygtninge- og asylansøgere, og i nogle kirker tilbydes der engelske og tyske gudstjenester for turister i bestemte perioder af året.

De mange kristne fra udlandet lader indtil videre ikke til at påvirke folkekirkens form og indhold meget, hvilket blandt andet kan skyldes, at folkekirken er så tæt knyttet til den danske nation, mener eksperter.

Men omkring hvert femte barn, der i dag fødes i Danmark, har udenlandske rødder, og man skal være naiv, hvis man tror, at de uden videre vil tage folkekirken til sig som deres, hvis ikke den finder måder, hvorpå den kan imødekomme forandringerne i demografien. Det mener Birger Nygaard, der er sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

”Folkekirken er rimelig resistent over for store udefrakommende forandringer. Det har været gældende indtil nu, hvor den sammenlignet med vores nabolande heller ikke har haft de store grunde til drastiske tiltag, fordi den har været forholdsvist stabil målt på medlemstilbagegang. Men det er kun tåber, der tror, at det ikke kan forandre sig,” siger Birger Nygaard.

Han er af den overbevisning, at folkekirken ikke skal assimilere de kristne, der kommer hertil fra udlandet, men derimod integrere dem.

”Integration forudsætter, at begge parter er klar til at forandre sig. Derfor mener vi i Folkekirkens Migrantsamarbejde (et arbejde under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, red), at det er nødvendigt, at der i folkekirken udvikles miljøer for integrerede menigheder i nogle sogne, hvor både eksisterende og nydanske grupper har gode forudsætninger herfor. Sådan som man for eksempel gør på Vesterbro,” siger Birger Nygaard. Han understreger dog, at forandringerne ikke må ske på bekostning af folkekirkens måde at være folkekirke på.

”Forandringerne må ske i en forhandling mellem det, folkekirken er, og det den skal blive. Vi efterlyser ikke en revolution,” siger Birger Nygaard.

At folkekirken ikke er særlig forandringsparat, kender man alt til i Vigerslev Kirke i København. Her holder den arabisktalende menighed Greater Love til. Den ledes af Nabil Astafanos, der kom til Danmark i 1996, og som med egne ord ”elsker folkekirken”. Han har i årevis slået på tromme for, at den gjorde mere for de kristne, som kommer fra Mellemøsten eller andre steder.

”Mange af dem, som kommer fra Mellemøsten, føler sig ikke velkomne i folkekirken. Og det skyldes måske, at folkekirken går i meget små sko i forhold til at ville ansætte præster, som ikke er uddannet i Danmark. Det betyder, at det bliver sværere at integrere syrere, irakere og andre arabisktalende i folkekirken, fordi indvandrerpræsterne er danske og ikke forstår deres kultur,” siger Nabil Astafanos.

”Jeg er dansk statsborger, arbejder her i kirken, men er ikke ansat som præst, fordi jeg ikke har læst teologi i Danmark. Som jeg ser det, bruger folkekirken en del penge på indvandrere, der kommer til Danmark, men den investerer dem forkert. Den skulle i stedet åbne for ordination af præster, der kommer fra andre kulturer,” siger han.

Kigger man ud fra landets grænser er der talrige eksempler på, at migration og globalisering har forårsaget dramatiske forandringer i andre kirkesamfund. Det gælder eksempelvis den katolske kirke i hele Europa, forklarer teologen Jakob Egeris Thorsen, der er lektor ved Aarhus Universitet.

”Den katolske kirke i hele Vesteuropa er ekstremt påvirket af, at kristendommens tyngdepunkt er flyttet til det globale syd. På grund af migration, flytter mange katolikker herop, og fordi den katolske kirke er struktureret så hierarkisk, som den er, danner katolikker ikke valgmenigheder, når de kommer til et nyt sted, men opsøger den lokale katolske kirke. Hvis de nyankomne taler et andet sprog eller er vant til mere karismatisk lovsang, så må den katolske menighed finde en måde at imødekomme det behov på,” siger Jakob Egeris Thorsen.

Derfor har den katolske kirke forandret sig drastisk i de lande i Europa, hvor katolicismen er udbredt, hvilket vil sige dele af Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, det sydlige Holland og Belgien. Dette kan ifølge Jakob Egeris Thorsen mange steder give anledning til konflikter, når lokale katolske traditioner møder fremmedartede katolske tros- og fromhedsudtryk, men grundlæggende plejer man at finde ud af det.

Spørger man William Salicath, skal folkekirken kunne rumme og møde andre kirkelige traditioner.

”Men vi skal holde fast i at være folkekirke på et evangelisk-luthersk grundlag. Men ud fra det må vi samtidig se, hvordan vi kan rumme andre kirkelige traditioner. Folkekirken er forholdsvis progressiv og kendetegnet ved at favne bredt og blandt andet tilbyde nadver til alle, uanset om man er protestant, ortodoks eller katolik, vi har kvindelige præster og vier personer af samme køn. Så vi har et godt udgangspunkt. Og det nytter ikke noget at være en monokulturel kirke, når vi lever i en flerkulturel verden,” siger han.