Prøv avisen
Serie: De store meningsdannere

Eksperter: Folkekirken skal ikke være en interesseorganisation

Vor Frue Kirke i København. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Mens kirkeligt lobbyarbejde er et velkendt fænomen uden for de danske grænser, har folkekirken det svært med en identitet som interesseorganisation. Idéen med folkekirken er, at den skal varetage hele samfundets interesser og ikke blot kirkelige særinteresser, siger teologiprofessor

Bilejerne har FDM, de ældre har Ældre Sagen, og fugleelskerne har Dansk Ornitologisk Forening. Men hvem har kristne til at tale deres sag i samfundet?

Et oplagt svar kunne lyde, at folkekirken med dens godt 4,3 millioner medlemmer er den instans, der med stor autoritet kan fremme kirkelige og kristne mærkesager over for politikere om alt fra trosfrihed til kirkens særstatus i samfund. Men i hvor høj grad kan man tale om, at folkekirken fungerer som en interesseorganisation?

Spørger man religionssociolog ved Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen, der blandt andet forsker i spændingsfeltet mellem religion og politik, er der flere eksempler på, at dele af folkekirken optræder som interesseorganisation.

”Det er nærliggende at sige, at i og med der ikke er en central kirkelig ledelse i folkekirken til at bestemme, hvilke interesser der skal varetages, er folkekirken ikke en interesseorganisation. I praksis ser det dog lidt anderledes ud. Der findes en række netværk i folkekirken, hvor man på tværs af stifterne arbejder for at fremme bestemte sager,” siger han.

Brian Arly Jacobsen nævner blandt andet projektet ”Kirken på landet”, hvor man med udgangspunkt i sognekirkerne prøver at fremme livet i landområderne. På samme måde er Det mellemkirkelige Råd et eksempel på, at folkekirken også arbejder for at styrke arbejdet for trosfriheden både i Danmark og i udlandet.

”Officielt varetager folkekirken jo evangelisk-luthersk kristendoms interesser i samfundet. Men da den samtidig er så stor, mangfoldig og sammensat, er det svært at karakterisere den som én interesseorganisation med bestemte mærkesager,” siger Brian Arly Jacbosen.

Fænomenet med at arbejde for at fremme kirkelige interesser over for lovgivere og magthavere er velkendt, hvis man kigger uden for landets grænser. I Bruxelles findes der et væld af kirkelige lobby-organisationer, hvor især den katolske kirke er en indflydelsesrig instans. Men også i lande som Sverige og Tyskland taler kirkerne med en markant stemme over for politikerne.

I Danmark ser man dog ikke folkekirken i samme grad optræde som interesseorganisation over for politikerne. Det skyldes især det tætte bånd, der er mellem stat og kirke, forklarer Viggo Mortensen, professor emeritus i teologi.

”Folkekirken har en dobbelt identitet, hvor den halvvejs er en statslignende institution og dermed en del af statsadministrationen. Det vil sige, den er politisk styret. Samtidig er den halvvejs en medlemsorganisation, hvor magten ideelt set ligger lokalt i de enkelte menighedsråd. Ingen af de to identiteter kan siges at være interesseorganisationer,” siger han.

Han tilføjer, at hvis Grundlovens løfteparagraf om folkekirken en dag bliver opfyldt, og folkekirken dermed får sin egen ledelse, er det muligt, at den formelt kan få mere karakter af en egentlig interesseorganisation.

Men det vil være yderst uheldigt, hvis man ender med en kirke, der opfører sig som en interesseorganisation og forsøger at fremme bestemte interesser, mener Niels Henrik Gregersen, professor i teologi ved Københavns Universitet. Han har tidligere kritiseret, når danske biskopper er rejst til Bruxelles for at mødes med kirkelige lobbyister, og beskyldt dem for at drage afsted som ”konger uden land”.

”Jeg mener, det er vigtigt, at folkekirken aldrig er eller lader sig opfatte som en interesseorganisation. Alle medlemmer skal kunne føle sig repræsenteret af folkekirken. Derfor er det ikke rimeligt, hvis den som samlet organisation går ind og tages til indtægt for ét bestemt synspunkt alene i en sag,” siger han.

Men er der ikke nogle store mærkesager såsom bedre vilkår for trosfriheden og øget indsats imod kristenforfølgelser, hvor det er oplagt, at folkekirken forsøger at påvirke magthaverne?

”Når vi er inde og tale om folkekirkens inderste sager med ritualer og gudstjenester, skal folkekirken naturligvis have en klar stemme. Desuden bør folkekirken klart tale imod kristendomsforfølgelser og alle andre forfølgelser, fordi kirken altid taler for menneskets værdighed. Men derudover giver det bedre mening, at det er personer inden for folkekirken, end kirken som organisation, der går ind i det offentlige rum,” siger han og tilføjer:

”Folkekirken skal ikke lege, at den repræsenterer en bestemt gruppe med bestemte holdninger. I modsætning til interesseorganisationer som Red Barnet eller Ældre Sagen skal folkekirken nemlig ikke kun tænke på sine egne kastanjer, men på hele samfundets kastanjer. Ellers er det imod folkekirkens idé.”