Prøv avisen
Kirkeanalyse

Skal kirke- og kulturministeriet lægges sammen?

Kirken fik sit eget ministerium i 1916, fordi den radikale Thorvald Povlsen, der stod til at blive kultusminister, ikke vil være minister for folkekirken. Foto: Mikkel Khan Tariq/Ritzau Scanpix

Hvis vi skal have samme minister for kirke- og kulturministerier igen, kunne det være en anledning til at genforene de to ministerier.

Folkekirkekristendom er et stykke kultur, ligesom folkekirken fungerer som en kulturinstitution på linje med alle andre kulturinstitutioner i landet (for eksempel biblioteker, museer og teatre). Det argumenteres der for i en bog, der udgives til sommer af det tværfaglige team bag projektet ”What money can’t buy”, som har forsket i kirken og pengene.

Af historiske grunde, som kortlægges i bogen, har vi i Danmark en principiel adskillelse mellem kirke og kultur lovgivningsmæssigt, administrativt, politisk, uddannelsesmæssigt og et stykke af vejen også teologisk.

Det er imidlertid svært at se de saglige grunde hertil. Der er ikke større forskelle mellem folkekirken og et teater, end der for eksempel er mellem et bibliotek og et museum. Kulturinstitutionerne er forskellige raden rundt, men samtidig er de alle optaget af at promovere et stykke kultur ved at være tæt på brugerne og skarpe på deres formål, alt imens de tilpasser deres arbejde derefter.

Evangeliet, som er folkekirkens budskab, er universelt for hele verden, men det samme kan man sige om budskabet i mange kunstarter og kulturinstitutioner.

Efter 1849 blev skole, kultur og kirke forvaltet af Kulturministeriet, der således tog sig af alle former for kulturel udrustning og dannelse. I 1916 fik kirken sit eget ministerium, fordi den radikale Thorvald Povlsen, der stod til at blive kulturminister, ikke vil være minister for folkekirken. I 1961 fik også kulturen sit eget ministerium efter fransk mønster, tilskyndet af prominente socialdemokrater som Julius Bomholt og Bodil Koch. Det skete uden overvejelse af, om kirke og kultur kunne samles i et ministerium.

Selvom man ikke taler så højt om det, er det sigende for udviklingen i dag, at kirke- og kulturministerierne har haft fire fælles ministre gennem de seneste otte år: Per Stig Møller (K), Marianne Jelved (R), Bertel Haarder (V) og Mette Bock (LA).

Ifølge Kristeligt Dagblad den 30. marts kan man forestille sig, at Mette Frederiksen udnævner Mogens Jensen til så vel kultur- som kirkeminister, hvis Socialdemokraterne kan danne regering efter det kommende valg. Socialdemokraterne vil ydermere genoptage det forslag om reform af forholdet mellem de statslige og kirkelige dele af folkekirkens økonomi, som den tredje Fogh-Rasmussen-regering satte på dagsordenen i 2007. I regeringsgrundlaget stod der dengang:

”Af hensyn til den brede opbakning bag folkekirkeordningen vil regeringen omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken fra et tilskud til præstelønninger med videre til en støtte til de samfundsopgaver, som folkekirken varetager, for eksempel inden for kirkegårdsdrift og vedligeholdelse af kirkebygningerne. Derfor skal støtten – uden at ændre på den økonomiske byrdefordeling mellem staten og folkekirken – omlægges til et bloktilskud.”

Birthe Rønn Hornbech, der var integrations- og kirkeminister, tog sig betalt ved at blokere forslaget om ”bloktilskud” til folkekirken i kølvandet af en omfattende betænkning herom fra 2009.

Blandt grundene til at sammenlægge kirke- og kulturministerierne er, at Kulturministeriet i forvejen bestemmer over meget i folkekirken, idet Nationalmuseet fastlægger udgiftsniveauet, når der skal laves det mindste vedligeholdelse i de kirkebygninger, der er mere end 100 år gamle. Og det skal der ganske ofte, hvis kirkerne ikke skal forfalde, sådan som det sker med ødekirkerne. Ikke desto mindre betales alle udgifter til vedligeholdelse af kirkebygninger af folkekirkens medlemmer via kirkeskatten.

Vedligeholdelse af kirkebygninger koster mere end 1 milliard kroner om året. I Sydthy Provsti er der 25 kirker, hvoraf 23 er middelalderlige. Langt de fleste bruges kun som lejlighedskirker med enkelte gudtjenester årligt foruden kirkelige handlinger, kun tre har gudstjeneste hver søndag. Men menighedsrådene er forpligtet til at holde alle kirkerne i god stand. Det klarer man ved hjælp af en høj kirkeskat plus folkekirkelige udligningsmidler, selvom der kun er cirka 500 medlemmer pr. kirke i provstiet. Situationen er ikke meget anderledes i Lolland-Falster Stift, der har 110 kirker med cirka 780 medlemmer pr. kirke.

Den nu afgåede provst fra Sydthy, Jens F. Munksgaard, foreslog i 2013 ved en konference på Nationalmuseet, at der skulle oprettes et ”Selskab til vedligeholdelse af nedlagte kirker”, så der var en instans at sende ansvaret for middelalderkirker videre til, når folkekirken på grund af befolkningsudviklingen i sognene ikke længere har noget rimeligt at bruge dem til. Departementschef Henrik Nepper-Christensen fik dengang kirkeminister Marianne Jelved til at tage sagen op med kulturminister Marianne Jelved, men dobbeltministeren fandt ikke en løsning, før regeringen gik af i 2015. Samme Marianne Jelved påtog sig også – som kulturminister, da kirkeminister Manu Sareen måtte erklære sig inhabil – at skære igennem i sagen om kirkenedlægninger i København i 2013. Dengang lovede kirkepolitikere på stribe, at nu skulle kompetencerne angående kirkenedlæggelser afklares. Men det gik som så ofte i folkekirken: Når der igen er lidt ro i lejren, får tingene lov at gå deres skæve gang uden afklaring.

Hvis Mogens Jensen er så dygtig og besindig, som han ifølge Kristeligt Dagblad har ry for at være, bliver det måske i hans regeringstid, hvis han ellers får en periode som kirke- og kulturminister, at noget af det skævvredne forhold mellem kirke og kultur i Danmark kan rettes op.8

Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi fra Københavns Universitet.