Skal kirkegårde tilbyde mindesteder for mennesker, hvis aske er spredt på havet?

Beplantning, økonomi og mindesteder var nogle af nøgleordene, da det på en konference blev drøftet, hvordan danske kirkegårde kan forblive attraktive

Ældre gravsten på Assistens Kirkegård.Nørrebro i København. efterår 2010.
Ældre gravsten på Assistens Kirkegård.Nørrebro i København. efterår 2010. . Foto: Leif Tuxen.

Kirkegården er under pres. Flere og flere får spredt deres aske over havet, og samtidig spiller høje priser og muligheden for private begravelsespladser ind, når danskerne i højere grad end tidligere fravælger de danske kirkegårde.

Så hvordan kan kirkegården forblive attraktiv? Det var det centrale spørgsmål, da 700 gravere, kirkegårdsmedarbejdere, menighedsrådsmedlemmer og landskabs- arkitekter i går samledes til kirkegårdskonference på Hotel Nyborg Strand.

Et af dagens første bud på et svar kom fra tidligere provst i Vejle Leif Arffmann Fra talerstolen forholdt han sig til den konkurrence, askespredning udgør for kirkegården. Han viste tal fra Danske Krematoriers Landsforening, der anslår, at omtrent 9,5 procent af alle askerester efter ligbrænding i 2018 blev udleveret til spredning, mens tallet i 2015 var på 6,5 procent. Det svarer til, at der i 2018 har været 4402 tilfælde, hvor kirkegården er blevet valgt fra som sidste hvilested, forklarede han.

”Vi har på kirkegårdene en tradition for en mindekultur. Men vi har også rammerne for en ændret mindekultur,” sagde han og fortsatte:

”Spørgsmålet er, om ikke der skal skabes minder over dem, der ikke hviler på vores danske kirkegårde i 2019? Minder over dem, der valgte askespredning.”

Leif Arffmann foreslog, at sådanne minder for eksempel kan være skulpturer, træer eller andre monumenter, der giver de efterladte et sted at gå hen, når de vil mindes deres afdøde, hvis aske er spredt over havet.

Et andet bud på at gøre kirkegården mere attraktiv som begravelsesplads kom fra Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa i Sønderjylland. Hun fortalte, at man i Aabenraa forsøger sig med en økonomisk strategi.

”Vi har hørt gamle folk sige, at ’familien skal ikke have bøvl af mig, så jeg skal bare begraves i de ukendtes eller strøs over åbent hav’. Det mener vi er et tab, for hvis kirkegårdene tømmes helt, og mindekulturen forsvinder, forsvinder også sognenes fortællinger om mennesker og liv, og kirkegården mister dermed sin berettigelse.”

Derfor har det sønderjyske provsti gjort det gratis at erhverve, leje og blive begravet på et gravsted. Sørger man selv for gravstedsvedligeholdelsen, kan det altså være gratis at have et gravsted.

”Vi håber, at det vil gøre, at flere vil vælge at blive jordefæstet, at flere vil blive begravet på et egentligt gravsted, og at flere vil forlænge gravstedets levetid. Vi håber, som de siger i Fakta, at de bliver lidt længere,” lød det fra Kirsten Sønderby.

De mange tilstedeværende blev også opfordret til at diskutere med hinanden, hvad der kan gøre kirkegården mere attraktiv, og ord som ”stauder”, ”fællesarealer” og ”arbejdsmiljø” steg op fra bordene. En af de deltagende var Anne-Lise Nies, der er menighedsrådsmedlem og tidligere gartner ved Rødovre Kirke ved København. Hun mener, at beplantning er svaret på dagens spørgsmål. Den kan nemlig skabe gode betingelser for de sørgende.

”Med beplantning som for eksempel blomstrende træer kan man skabe mindre rum på kirkegårdene. På vores kirkegård har vi for eksempel en del gravpladser for døde børn, hvor forældrene kommer meget. Og det er rart for dem at kunne være ugeneret,” sagde hun til Kristeligt Dagblad.8