ja
mener Lisbeth Smedegaard Andersen, kunsthistoriker, teolog og forfatter. Aktuel med bogen ?Huset med de mange boliger? om ny dansk kirkekunst.
Kunstnere skal altid tilpasse sig rummet, de arbejder i, men det gælder i særlig høj grad i kirken. Man skal ikke blande sig i, om kirkekunstnere er troende eller ej, men må forvente, at de har sat sig ind i, hvordan rummet ser ud, og hvad der foregår i det rum, som netop er med til at danne rammen om forkyndelsen. Engang sagde man, at al kunst bliver kirkekunst, når den er i et kirkerum, men det vil jeg kalde en sandhed med mange modifikationer. Er kunsten ikke tilpasset det, der sker i rummet, kan der ske to ting: enten tager kunsten over, så kirken bliver et udstillingslokale med kunstnerens værk, ellers er kirkerummet så stærkt i sig selv, at kunsten bliver ligegyldig.
Vil det sige, at kunsten ikke må være for neutral eller abstrakt?
Kunsten skal understrege eller bringe en stemning ind i rummet, der passer ind i sammenhængen. Så den må ikke være helt, aldeles neutral. Jeg synes, at vi i dag har så meget diskussion om, hvad kristendom er, at kunsten gerne må bidrage til at fortælle, at den betyder noget og ikke er hvad som helst.
Hvor går grænsen, hvor kunsten bliver for neutral?
Der hvor den bliver ligegyldig og ren dekoration. Den virkelig store kirkekunst, vi har i dag, har altid noget, der direkte eller indirekte peger på det bibelske, synes jeg.
Skal kirkekunst helst indeholde kristne symboler?
Der er mange andre muligheder end lige symboler. Korset er og har altid været centralt i kirkekunsten, mens andre symboler har veklset og kan tømmes for betydning, hvis de bruges hele tiden.
Sætter det ikke rammer for kunstnerisk udfoldelse?
Jeg vil nærmere sige, at mange kunstnere oplever, at rammer ikke altid begrænser, men derimod udfordrer. Jeg tror, det er en kendsgerning, at dansk kirkekunst står højt i forhold til udlandet, og det hænger sammen med, at danske kunstnere respekterer rammen, men alligevel forsøger at udvikle kunsten inden for rammen på en ny måde.
Hvad skal kunsten i kirkerne?
I den luthersk-evangeliske kirke har vi været vant til, at forkyndelse er til øret. Men i en tid med så mange indtryk synes jeg, det er vigtigt, at kunst i kirken også taler til øjet, og at en gudstjeneste henvender sig til alle sanserne. Det er jo en totaloplevelse, og hvis kirkerummet er gråt i gråt, påvirker det menighedens tro og kristendomsforståelse. Og så skal kunsten være med som ramme om kirkens begivenheder som dåb, bryllupper og begravelse.