Danske kirker burde følge et svensk eksempel og åbne dørene for flygtninge.
Det mener fremtrædende debattører med Lisbeth Zornig Andersen i spidsen, efter at omkring hundrede asylsøgere har overnattet i Sankt Johanneskirken i Malmø siden weekenden.
”Der er noget symbolsk i at åbne kirkerne, og jeg ville synes, at det var smukt, hvis de åbnede dørene for flygtninge som i Sverige. Med fare for at lyde kvalmende er der noget næstekærligt ved at åbne kirkerne,” siger Lisbeth Zornig Andersen med henvisning til debatten fra efteråret, hvor hun af Dansk Folkepartis Marie Krarup blev kritiseret for at ”flashe sin næstekærlighed”, da hun på de sociale medier havde beskrevet sin fragt af syriske flygtninge, der var på vej tværs gennem Danmark.
I Sverige har præst Per Kristiansson fra Västra Skrävlinge i Malmø, som koordinerer flygtningehjælpen, argumenteret for, at ”det er en del af evangeliet at hjælpe”.
Det mener også tidligere sognepræst Leif Bork Hansen, der i slutningen af 1990'erne fik en betinget dom for at skjule serbiske flygtninge.
Han mener, at kirker og sognegårde burde åbne dørene for flygtninge:
”Det er i den grad afgørende, at kirken markerer sig nu. Det ville være glimrende at lade dem bo i kirken, men man kunne lige så godt åbne sognegårdene. Uanset hvad skal vi handle nu. Vi er på vej mod julen, og derfor er der en særlig forpligtelse for os som kirke til at hjælpe,” siger Leif Bork Hansen.
Han bakkes op af samfundsdebattør Geeti Amiri. Både moskéer og kirker burde ifølge hende give asyl til flygtninge.
”Hvis vi skal føle, at religion har et formål i et sekulært samfund som det danske, så skulle det netop være i en flygtningesituation som denne, at kirker husede flygtninge. Det er nu, næstekærligheden, hengivenheden og empatien sættes på prøve, og kirker og moskéer kan samtidig være med til at give flygtninge en følelse af fællesskab,” siger Geeti Amiri.
Men lige så skøn en tanke det er at åbne kirkedørene for flygtninge, lige så urealistisk er det, siger Julie Bjørklund Rebel, sognepræst i Lundtofte Kirke i Nordsjælland. Hun er sammen med fem andre præster med i et flygtningeudvalg oprettet på vegne af Kongens Lyngby Provsti og mener ikke, at eksempelvis hendes kirke kan huse flygtninge.
”Vi er en almindelig forstadskirke, hvor der kommer op imod 1000 mennesker forbi på en uge, og vi har både konfirmation, dåb, bryllup og højmesser. Så hvis vi skulle åbne kirken, var der en masse aktiviteter, vi ikke kunne varetage som kirke. Det er selvfølgelig en prioritering, hvad man synes er vigtigt som kirke, og det er svært at gradbøje, men der er også stor sjælesorg i at begrave de døde og foretage glædelige handlinger,” siger Julie Bjørklund Rebel, der understreger, at flere københavnske kirker allerede fungerer som varmestuer for flygtninge.
Biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær er heller ikke tilhænger af, at flygtninge skal overnatte i kirker.
”Jeg vil hellere gå en anden vej. Det er ikke værdigt at lade folk sove på kirkebænke, og i sognegårdene er der ikke noget privatliv. Jeg så hellere, at kommunerne indkaldte civilsamfundet, herunder kirker og menighedsråd, til en drøftelse, når de ved, hvor mange flygtninge de får. Så kunne man der pege på andre muligheder for indkvartering. Der er måske tomme huse i byerne, som de kan bo i. Dermed kunne flygtningene få kontakt og relation til folk i byerne, så de også menneskeligt kan udvikle sig.”
