Prøv avisen

Iskiosk og gynger: Kirkegårde ønskes gjort mere børnevenlige

Assistens Kirkegård i København bliver flittigt besøgt af løbere, solbadere og børnefamilier. Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

Det vil skabe en mere levende kultur på de danske kirkegårde, hvis ledige arealer blev anvendt til legepladser eller områder med sociale aktiviteter for unge. Et nyligt indspark i den kirkelige debat har vakt opsigt. Men kirkegårde bør være forebeholdt ro til at mindes, lyder reaktion

I fremtiden skal det være muligt for børn at få luft om ørerne på en gyngetur, når familien besøger grave på kirkegården. I hvert fald hvis man spørger enkemand og far til tre børn på 17, 14 og 11 år, Søren Egemar Knudsen, der efterspørger flere muligheder for aktiviteter henvendt til børn og unge på landets kirkegårde. Det kunne være muligheden for at holde minikoncerter, plante træer eller et sted, hvor man kan drikke kaffe og købe en is.

Hans idéer er velkendte, men nu kan de måske blive til virkelighed. Roskilde Domsogns kirkegårdsudvalg tager dem med i overvejelserne, når der i løbet af det næste år skal udarbejdes en ny udviklingsplan for kirkegårdene i sognet, hvor Søren Egemar Knudsens hustru, der døde i 2015, ligger begravet. Han ser den nye udviklingsplan som en oplagt mulighed for at gøre kirkegårdene mere børnevenlige.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tænke mere i indretning, så man havde forskellige områder til forskellige formål. Så kunne man have områder, hvor børn kunne komme uden at følges med en voksen. Mange børn bliver opdraget med, at kirkegården er et sted, man kun kan komme for at sørge. Jeg vil gerne have, at børn i højere grad også forbinder kirkegårdsbesøg med glæde og sociale aktiviteter.”

Og synspunktet har inspireret Jens Dejgaard, der er kirkegårdsleder på Silkeborg Kirkegård og sidste år hørte et oplæg fra Søren Egemar Knudsen. Kirkegårdslederen mener, at flere kirkegårde burde lytte til enkemandens idéer og bestræbe sig på at gøre kirkegårdene mere inkluderende.

”Jeg synes, at han har sat en vigtig dagsorden om, at kirkegården er til for brugerne. Derfor må vi lytte til, hvad brugerne gerne vil have ud af et besøg på en kirkegård,” siger han og tilføjer, at man i Silkeborg har taget et lille skridt ved at reservere et enkelt afsnit på kirkegården, hvor reglerne for gravstederne er lempet, så de kan få et mere personligt præg.

”Det handler om at finde den rette balance, og der er i hvert fald mange mindre ting, man kan begynde med. Først og fremmest kunne mange kirkegårde skifte skilte med strikse ordensregler ud med skilte, der signalerer, at man er velkommen.”

Men man skal passe på med at være for inkluderende og nytænkende, når det gælder brugen af landets kirkegårde, mener pastor emeritus Peter Hedegaard, som dog kalder tanken bag sympatisk.

”Kirkegården er et sted, hvor folk i dyb sorg kommer. Det kan være, at man har mistet et barn, et barnebarn, en ægtefælle eller noget fjerde. Af den grund skal man være meget påpasselig med ikke at gøre kirkegården til et tivoli. Jeg tror, der er andre måder at introducere børn og unge mennesker til vigtigheden af at kende til kirkegården,” siger han og peger på Assistens Kirkegård i København som et eksempel på, at for meget liv på en kirkegård kan være forstyrrende:

”Der sidder der unge mennesker og solbader og drikker øl. Andre går ture eller løber. Man må finde balancen mellem at tilbyde et inkluderende område for byboerne og være et helligt sted med plads til eftertanke. På Assistens Kirkegård synes jeg nogle gange, at pladsen til eftertanke bliver forstyrret,” siger han.

Heller ikke Charlotte Skibsted er nogen stor tilhænger af flere tilbud til børn og unge på kirkegården. Hun er landskabsarkitekt og har været kirkegårdskonsulent i 38 år for Roskilde og Lolland-Falsters Stifter.

”Jeg synes ikke, at gynger og karruseller hører til på en kirkegård, og det ville i øvrigt være dyrt at administrere. Hvis børn ikke kan lide at være på kirkegården, er det op til en selv at fortælle dem, hvorfor det er interessant. Der er uendeligt mange historier at fortælle på en kirkegård. Også for børn,” siger hun.

Hvis flere yngre mennesker og børn føler sig utilpasse på en kirkegård, handler det ifølge Charlotte Skibsted i højere grad om, at de ikke besøger kirkegårdene ofte.

”Moderne mennesker bor i dag sjældent der, hvor de er født. Derfor har de ikke mulighed for jævnligt at komme ned og passe deres kæres gravsteder og tage deres børn med. Så betaler man nogle andre for at passe det, og det gør naturligvis, at man får et andet forhold til kirkegården,” siger hun.

Ditte Wayland, der er mor til tre og ligesom Søren Egemar Knudsen har nær familie begravet på Østre Kirkegård ved Roskilde, er heller ikke begejstret for tanken om, at kirkegården skal blive et sted, hvor larm fra legepladser og caféområder kan forstyrre den ro, hun ønsker til at mindes sin afdøde far.

”Mine egne børn er ikke nødvendigvis stille, når vi er på kirkegården, og der skal selvfølgelig være plads til, at man kan tale med hinanden og grine over gode minder med den afdøde. Men kirkegårdens formål er efter min mening at være et sted, man kan mindes uden alt for meget forstyrrende larm. Så kan man finde en legeplads eller en iskiosk et andet sted efterfølgende. Hver ting til sin tid,” siger hun.

Ifølge Ditte Wayland er flere aktiviteter heller ikke noget, som ville gøre det mere attraktivt for hendes egne børn at besøge kirkegården.

”Jeg synes ikke, det er trist og gråt at være på en kirkegård, og det er heller ikke noget, mine børn giver udtryk for. Der er smukt og velplejet på langt de fleste som for eksempel på Østre Kirkegård, hvor min far ligger. Det er et rart sted at stå og mindes, hvor også mine børn har lyst til at tage med for at dele de gode og sjove minder.”

Mange børn bliver opdraget med, at kirkegården er et sted, man kun kan komme for at sørge. Jeg vil gerne have, at børn i højere grad også forbinder kirkegårdsbesøg med glæde og sociale aktiviteter

Søren Egemar Knudsen