Den gule farve
Spørgsmål: Et spørgsmål, som vi ikke kan klare i religionsfaglærergruppen på Holstebro Gymnasium og HF: En gymnasieelev spørger, hvorfor de buddhistiske munkes dragter som regel er gule? Har denne farve en symbolsk betydning, eller er der en historisk/social forklaring? Det er muligvis forskelligt i forskellige bud-dhistiske retninger ? Jeg har selv været i Thailand, og der var de jo gule eller orange, og novicernes dragter var hvide. Har du en forklaring?
Venlig hilsen Lonni Gelsdorf, religionslærer på Holstebro Gymnasium og HF
Ph.d. Tarab Tulku svarer: Reglerne for de buddhistiske munkes klædedragt er fastlagt i vinaya, hvor alle munkereglerne er beskrevet. Ifølge den nordlige skoles (Sarvastivadin) vinaya skal munkenes dragter være enten okkergule eller en mørk rød farve. Grunden til dette var, at disse to farver ikke var særligt populære, fordi det var nogle grumsede jordfarver. Ligeledes skulle dragterne stykkes sammen af mange mindre stykker, fordi det var mindre værdifuldt end et sammenhængende stykke klæde, som var den normale klædedragt i datidens Indien, alt sammen tegn på, at munkene havde forladt det verdslige liv.
I Tibet blev den røde farve med tiden meget populær, og der opstod »modefarver«; i nogle perioder var det en vinrød nuance, der blev populær, til andre tider var det en mørkere rød.
Dette er måske også tilfældet med den gule farve, man ser i munkedragten i Thailand, hvor man kan se munke i lysende gule dragter. I Kina og Japan var munkedragterne sorte eller grå, fordi den gule farve var forbeholdt kejseren, og den røde farve var for personer med en høj rang. Farverne er således kulturelt bestemte, der er ikke nogen symbolsk betydning.
Med venlig hilsen
Tarab Tulku
Religionsdialogens formål
Spørgsmål: Nogle teologer har formuleret religionsdialogens formål som det at gøre muslimer til bedre muslimer, buddhister til bedre buddhister, kristne til bedre kristne osv. Er du enig i den opfattelse af religionsdialogen?
Eskil Dickmeiss
Biskop Niels Henrik Arendt svarer:
Efter min mening er religionsdialogens formål simpelthen at lade de forskellige holdninger konfronteres med hinanden - er ens egen holdning alvor, må man nødvendigvis udfordres af andre derfra forskellige. I den forstand drejer det sig om at nå så tæt på sandheden, som det er menneskeligt muligt. Formålet er altså ikke at opnå hel eller delvis enighed; den delvise enighed er ofte det mest uinteressante, mens det spændende i dialogen udspiller sig der, hvor vi ikke kan blive enige.
Formålet er ikke at gøre de respektive deltagere til bedre det ene eller det andet, men det er ofte en konsekvens. For mig personligt handler det om at kunne aflægge et vidnesbyrd om min egen tro, men tillige at give min modpart lejlighed til det samme.
Niels Henrik Arendt
Ansvar og tilgivelse
Spørgsmål: Skal man altid tilgive en persons »dårlige« handlinger? Hvis man tilgiver en person, fratager man så denne for at tage ansvaret for sine handlinger? (forkortet af red.)
Venlig hilsen Susanne Bermejo Sørensen
Sogne- præst Kathrine Lilleør svarer:
Det Nye Testamente er fyldt med opfordringer til, at vi tilgiver hinanden, »for som Herren tilgav jer, skal I også gøre«, som Paulus siger et sted. Det, at vi ved, at Gud vil tilgive os, burde så gøre, at vi tilgiver hinanden. Problemet er, at det kan man selvfølgelig ikke altid. Hitler er f.eks. svær at tilgive. Det er den Don Juan, man blev forført af i sidste uge, også.
Det siger sig selv, at vi gerne vil tilgives. Det siger også sig selv, synes jeg, at hvis du og jeg påfører et andet menneske ondt, så fratager det os ikke ansvaret for vores handling, at vedkommende tilgiver os.
Men tilbage til dette med, om man altid skal tilgive. Som et påbud. Det er et spændende spørgsmål. Jeg har lagt mærke til, at de bud, som handler om, hvad vi skal, men som det er meget svært at opfylde - som at elske næsten som sig selv - eller nu dette, at man skal tilgive hinanden, det er begge kærlighedsbud, og de virker egentlig begge veje.
Hvis man er i stand til at tilgive, så er det godt for den person, der bliver tilgivet, men det er også godt for den, der tilgiver. Det er nemlig meget hårdt ikke at kunne tilgive et andet menneske. (forkortet af red.)
Mange hilsner Kathrine