Skal man demokratisere folkekirkens ”underfundige” økonomi?

Flere menighedsrådsmedlemmer mener, at de mangler indflydelse på, hvordan pengene bliver fordelt i folkekirken. Det luftede de deres utilfredshed med i en paneldebat om demokratisering af folkekirkens økonomi ved Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde

Debatten, om hvorvidt menighedsrådene mangler ­indflydelse på økonomien i folkekirken, blev flere gange ­livlig i fredags på Landsforeningen af Menighedsråds ­årsmøde.
Debatten, om hvorvidt menighedsrådene mangler ­indflydelse på økonomien i folkekirken, blev flere gange ­livlig i fredags på Landsforeningen af Menighedsråds ­årsmøde. . Foto: Henrik Petit, Landsforeningen af Menighedsråd.

I tråd med et gennemgående tema på årsmødet for Landsforeningen af Menighedsråd begyndte paneldebatten om økonomi med en snak om tro. Ordstyreren af debatten om en såkaldt demokratisering af folkekirkens økonomi havde nemlig bedt de fire paneldeltagere om at finde et yndlingsvers fra Bibelen og præsentere det.

Kasserer i Dronninglund Menighedsråd og medlem af Brønderslev Provstiudvalg i Nordjylland Jørgen Nielsen læste et vers fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus blev spurgt af farisæere, om det var tilladt at betale skat til kejseren. Jesus gennemskuede trickspørgsmålet og svarede til sidst:

”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Det var emnet for dagens debat, der havde fået nordjyden til at præsentere netop det skriftsted.

”Jeg havde mange vers at vælge imellem, men jeg syntes, at dette passede meget godt til emnet. Jesus kommer med et meget underfundigt svar her. Underfundigt ligesom folkekirkens økonomi. For det andet var det et diplomatisk svar, der reddede ham ud af en situation, hvor han blev stillet et snydespørgsmål. Med mine mange år som medansvarlig for provstiets budget har jeg også lært, at det især handler om at være diplomatisk. Det kommer nok også til at gælde i dag,” sagde han

Det skulle vise sig at holde stik. Debatten i en mødesal på Hotel Nyborg Strand i fredags blev nemlig ad flere omgange lettere ophedet. På den ene side af debatten var en gruppe, der mener, at de enkelte menighedsråd ikke har nok indflydelse på, hvordan pengene bliver fordelt fra provstier og ud til de enkelte sogne. På den anden side var der en lidt større gruppe, der mener, at den nuværende ordning er god. Med den nuværende ordning er det det såkaldte provstiudvalg, der bestemmer, om der skal nyt køkken i en præstebolig i ét sogn eller nyt tag på en kirke i et andet.

En paneldeltager med det synspunkt var Claus Due fra Humlebæk Menighedsråd i Nordsjælland:

”Jeg er så privilegeret at komme fra et provsti, hvor der er syv menighedsråd og syv pladser i provstiudvalget. På den måde har vi kunnet få alle menighedsråd repræsenteret i det udvalg, der fordeler penge. Sådan kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre alle steder, men provstiudvalget er stadig demokratisk valgt. Hvis man er utilfreds med sit udvalg, kan man vælge et nyt. Vores største problem er, at menighedsråd og provstiudvalg ikke har nok kontakt med hinanden, og at mange menighedsrådsmedlemmer mangler indsigt i, hvordan budgetterne bliver lagt. Derfor skal vi åbne dialogen,” sagde han.

Det faldt en af de fremmødte i salen for brystet. Han bad om ordet:

”Du siger, at vi er dumme i nakken! Det er det, du mener, når du siger, at vi ikke har indsigt nok,” sagde han.

Paneldeltageren Claus Due forsikrede manden om, at det ikke var det, han mente.

Ud af de fire paneldeltagere var der kun én, der var utilfreds med den nuværende ordning for, hvordan pengene bliver fordelt. Det var Hanne Skjoldemose, der er menighedsrådsformand i Marslev-Birkende Sogne på Fyn.

”Jeg er uenig i, at problemet drejer sig om manglende indsigt. Problemet handler grundlæggende om, at vi er mange, der ikke føler, at vi har indflydelse på, hvordan midlerne bliver fordelt fra provstiudvalget. I siger, at provstiudvalget arbejder for det fælles bedste for alle sogne, og jeg tror også på, at de fleste i udvalgene har de bedste hensigter. Men hvis det virkelig forholdt sig sådan, kunne vi jo lige så godt bare slå menighedsrådene sammen og afskaffe et led. Det er der en god grund til, at vi ikke gør,” sagde hun.

Salen var næsten delt i to i spørgsmålet, som blev rejst, fordi Landsforeningen af Menighedsråd arbejder for en revision af folkekirkens økonomi. Flere bød ind med kommentarer om, at man må sørge for at have en ordentlig dialog mellem provstiudvalg og menighedsråd, og at man desuden kan vælge et nyt udvalg, hvis man er utilfreds med, hvordan det nuværende bruger penge.

Andre påpegede problemer i storprovstier, hvor et mindre provstiudvalg skal fordele penge til over 20 sogne.

”I de provstier, hvor der sidder få mennesker og råder over økonomien for mange, handler det virkelig om at kunne arbejde sammen med dem. Ellers er der problemer,” lød det blandt andet fra salen.