En udstrakt hånd til kristne nydanskere. Sådan ser biskop i København Stift Peter Skov-Jakobsen på et forslag om at kunne have dobbelt kirkemedlemskab af en migrantmenighed og af folkekirken. Biskoppen er formand for et udvalg i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, der netop har udarbejdet en ny rapport.
Peter Skov-Jakobsen understreger, at en eventuel ny ordning i medlemsloven ikke tager sigte på store, etablerede kirker som den russisk- ortodokse eller katolske, og heller ikke på protestanter, der har et andet dåbssyn end folkekirken, som baptister og pinsefolk. Og nu skal udvalget og de resterende biskopper diskutere teksten, inden idéen muligvis går videre gennem folkekirkens beslutningsprocesser.
”Der er ikke tale om, at folkekirken skal annektere andre kirkers medlemmer, men om at få mulighed for at byde kristne nydanskere velkommen og give dem et tilbud om både at være medlem af deres egen menighed og af folkekirken, hvis de ønsker det. Det er ikke muligt i dag. Forslaget taler om enkeltpersoners medlemskab, men også om muligheden for, at en migrant- menighed kan associere sig med en sognemenighed i folkekirken. Derved skal man som menighed underlægge sig det biskoppelige tilsyn. Derfor forestille vi os, at det dobbelte medlemskab især bliver aktuelt for protestantiske og lutherske menigheder,” siger Peter Skov-Jakobsen.
Folkekirken har underskrevet Leuenberg- og Porvoo- erklæringen, og det betyder, at det største danske trossamfund har fuldt kirkefællesskab med en række reformerte, metodistiske, valdensiske og anglikanske kirker. Men sådan som medlemsloven er i dag, betyder det ikke, at et medlem af for eksempel en reformert kirke også kan blive medlem af folkekirken. Loven siger, at man kun kan være medlem af et trossamfund, ikke to. Det skal ændres, hvis det nye forslag skal blive virkelighed.
Rapporten nævner også, at muligheden skal gælde enkeltmedlemmer fra mindre østlige kirker som den armenske, assyriske og koptiske kirke, der kunne være interesserede i at gå i kirke og blive medlem af folkekirken uden at miste deres oprindelige medlemskab, hvis der ikke er en af deres oprindelige kirker i nærheden. Tilbuddet skal rette sig mod mennesker fra kirker, som har samme dåbssyn, tror på den treenige Gud og har de oldkirkelige bekendelser som grundlag.
Lisbet Christoffersen er professor mso i religion og ret på Roskilde Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om blandt andet folkekirkens medlemsbegreb og behandlede i den forbindelse spørgsmålet om dobbelt medlemskab. Hun mener, at det er relevant med en yderligere udredning af forholdet mellem folkekirkemedlemskab og medlemskab af andre, kristne trossamfund.
”Vi ved, at der er mennesker i dag, som opfatter sig som medlem af både folkekirken og for eksempel en af de gamle frikirker. Vi ved også, at der er migranter, som gerne vil være medlem af både folkekirken og den kirke, de var medlem af i hjemlandet. Som medlemsloven er udformet i dag, kan det ikke lade sig gøre, for den tillader kun medlemskab af ét trossamfund. Men behovet eksisterer. Desuden kan det i dag godt lade sig gøre at betale både kirkeskat og medlemsbidrag i et andet, godkendt trossamfund, for selve medlemslisterne kontrolleres aldrig ved for eksempel vielse eller ved opstilling til menighedsrådsvalg.
I dag accepterer de fleste i det folkekirkelige administrationssystem i praksis kirkeskatten som et kriterium for medlemskab. Det er bare forkert i forhold til medlems- loven, der på den måde er blevet overhalet af virkeligheden. Derfor er der mange grunde til at give medlems- loven et grundigt eftersyn med hensyn til at udvikle et system, der kunne administrere den faktiske virkelighed,” siger Lisbet Christoffersen, som tilføjer, at der ikke er oversigt over omfanget af dobbeltmedlemskaber, men de findes.
”Spørgsmålet er, hvor langt et eventuelt dobbelt medlemskab skal gå, om det kun skal være for protestantiske migrantmenigheder, eller det også skal gælde de gamle, kristne trossamfund her i landet, såvel som nye, evangelikale frimenigheder. Under alle omstændigheder skal man overveje, om det er rimeligt, at man med en teologi, som i større eller mindre grad er forskellig fra folkekirkens, vil acceptere, at man sidder i menighedsråd og er med til at kalde præsten, forvalte folkekirken og kan stemme til et bispevalg. Det kommer helt an på, hvilken form for medlemskab man ønsker i fremtiden. Det er en relevant og nødvendig debat, og den kan udspillet fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd være med til at rejse,” siger Lisbet Christoffersen.
Tidligere rektor for præsternes efteruddannelse Eberhard Harbsmeier mener, at det vil være udtryk for ekstra bureaukratisering, hvis man hindrer nydanskere i at blive medlem af folkekirken og samtidig bevare deres oprindelige kirkemedlemskab.
”Som præst ville jeg da synes, at det var en fin gestus også at ville være medlem af vores kirke og være med til at betale til den. Som kristne handler det om, hvad vi tror på, frem for hvad vi er medlem af. Det er ofte en meget teknisk ting. Så kan det være til gavn for nogen at have et dobbelt medlemskab af folkekirken og en migrantmenighed med samme teologi, skal man ikke lægge hindringer i vejen for det,” siger han.
Kirkernes Integrations Tjeneste arbejder med at etablere kirkelige fællesskaber for nydanskere. Daglig leder Hans Henrik Lund finder det positivt, at folkekirken interesserer sig for integration.
”Men langt de fleste nydanskere interesserer sig dog ikke for et formelt medlemskab, som vi danskere går så meget op i. De er interesserede i at komme i et kirkeligt fællesskab der, hvor de bor, og helst med landsmænd eller på det sprog de har. Kommer man med for eksempel asiatisk eller afrikansk pentekostal baggrund, vil der være stor forskel på en lokal sognekirkes gudstjenesteform og det, de selv er vant til. Hvis folkekirken virkelig vil gøre noget for at tiltrække migranter i den lokale sognekirke, må gudstjenesteformer ændres, så de bliver mere globaliseret,” siger Hans Henrik Lund.