Skal provsten være forandringsagent?

Provsten har fået en mere og mere central rolle i folkekirken. En ny rapport stiller skarpt på, hvordan provsterne forvalter den rolle
Kirkeanalyse

Der var god stemning, da tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) og tidligere departementchef Jacob Heinsen i august 2007 præsenterede en betænkning om folkekirkens lokale økonomi. Siden har landets 107 provster skullet stå i spidsen for på lokalt plan at udføre anbefalingerne fra flere andre betænkninger, der drejer sig om folkekirken og præsternes arbejde. Men provsterne er - ifølge en ny rapport - ofte i vildrede med, hvad de skal stille op med forslagene til forandringer i de officielle dokumenter.
Der var god stemning, da tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) og tidligere departementchef Jacob Heinsen i august 2007 præsenterede en betænkning om folkekirkens lokale økonomi. Siden har landets 107 provster skullet stå i spidsen for på lokalt plan at udføre anbefalingerne fra flere andre betænkninger, der drejer sig om folkekirken og præsternes arbejde. Men provsterne er - ifølge en ny rapport - ofte i vildrede med, hvad de skal stille op med forslagene til forandringer i de officielle dokumenter. . Foto: Anne Bang.

Hvis man vil skabe bevægelse i et stabilt system, så skal man have nogen eller noget i systemet til at bevæge sig. Derfor blev et ord som "forandringsagent" et varmt ord i offentlig ledelse i begyndelsen af 1990'erne. Det var ledere og mellemledere i kommunerne, som aktivt skulle tage forandringen på sig og skabe bevægelse, forandring, omstilling. De skulle være agenter for forandring.

Ordet forandringsagent optræder ikke i den netop offentliggjorte rapport "Forandringer i provstierne", der er udarbejdet af Mogens Lindhardt og Erling Andersen fra Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, men det klinger med som en forudsætning for hele rapporten. Når betænkning efter betænkning knytter flere opgaver og mere magt til provsterne, er det ikke uinteressant at finde ud af, hvordan provsterne de facto forvalter denne opgave - og hvad opgaven går ud på. Det er det første, rapporten afdækker.

Afsættet er to kirkeministerielle betænkninger, nemlig betænkningen om "Opgaver i sogn, provsti og stift" (nr. 1477, 2006) og om "Folkekirkens lokale økonomi" (nr. 1491, 2007). Og helt konkret er anledningen en tredje betænkning, nemlig betænkningen om "Uddannelse og efteruddannelse af præster" (nr. 1503, 2008), hvor det for alvor blev klart, at provsten tildeles en rolle som nøgleperson og omdrejningspunkt, som det hedder med et mere passivt – folkekirkeligt? - ordvalg.

En person, der skal være omdrejningspunkt, kan hurtigt blive rundtosset, og det er i en vis forstand denne rundtossethed, Mogens Lindhardt og Erling Andersen undersøger og afdækker på basis af en spørgeskema- og en interviewundersøgelse. De udpeger tre provstetyper: den administrerende provst, den koordinerende provst og den dynamiske provst.

De to sidste typer virker i folkekirken som en slags forandringsagenter af første og anden grad, men de løber sig også nogle staver i livet, fordi deres embedsudfoldelse hviler på et uklart grundlag. Provsten handler uden egentlig legitimitet, når han eller hun bevæger sig ind på områder, hvor den administrative provst ikke bevæger sig ind - eller måske snarere ud.

Rapporten afdækker flere interessante forhold om provsternes konkrete arbejdsvilkår, om aflastning og opgavefordeling, alt sammen nyttigt for rekruttering, uddannelse og efteruddannelse af provster. Men rapporten har perspektiver langt ud over dette, fordi den tegner et billede af en folkekirke under - langsom - forvandling. Rapporten er forsigtig i konklusionerne, men den stiller nogle meget konkrete og helt centrale spørgsmål, som i sig selv kan åbne diskussionen "nedefra" om, hvad det er for en folkekirke, der kommer eller skal komme ud af forandringerne. Set i det perspektiv er rapporten mindst lige så interessant som de betænkninger, hvis konsekvenser den undersøger. Det fremgår af rapporten, at en del provster er hurtige til at lægge betænkningerne på hylden uden at foretage sig yderligere - i dette tilfælde var det måske en opgave for biskoppen at sætte provstens rolle til drøftelse.

For betænkninger har konsekvenser. Kirkeministeriets seneste betænkning om bloktilskud fra 2009 blev ganske vist pakket godt og grundigt sammen af både regering og høringsparter, og det er ikke helt gennemskueligt, i hvilket omfang betænkningen om efteruddannelse af præster effektueres - men rapporten viser klart, at noget rykker sig.

Og selvom den nuværende regering ikke flytter hegnspæle på kirkeområdet, så ligger betænkninger, rapporter og analyser klar til at blive fundet frem igen, når der ved et regeringsskifte igangsættes det mere overordnede analysearbejde om folkekirken, som der er brug for.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad der skrives og undersøges. Rapporten fra Lindhardt og Andersen er et eksempel på, hvorfor det er vigtigt, at folkekirkens institutioner også foretager egne undersøgelser, ja, at folkekirken i lighed med for eksempel den norske kirke burde have en egentlig forskningsenhed, et institut for kirkeforskning. Forandringer i folkekirken er ganske enkelt for vigtigt et spørgsmål til at overlade alene til jurister og økonomer med forstand på offentlig ledelse.

Og apropos. Det er vist gået af mode at tale om forandringsagenter i offentlig ledelse for eksempel i kommunerne. Den dominerende dagsorden handler nu om effektivisering, effektivisering og – effektivisering.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.