Skandale om sexmisbrug ryster USA’s sydstatsbaptister

Mens biskopper og kardinaler i disse dage holder topmøde om, hvordan seksuelle overgreb mod børn i fremtiden skal forhindres i den katolske kirke, har nye afsløringer kastet lys på, at sexmisbrug også er et stort problem hos USA’s sydstatsbaptister

På forsiden af Texas-avisen Houston Cronicle kunne man for nylig læse om et stort antal anklager om seksuelle overgreb begået inden for det amerikanske trossamfund Sydstatsbaptisterne. –
På forsiden af Texas-avisen Houston Cronicle kunne man for nylig læse om et stort antal anklager om seksuelle overgreb begået inden for det amerikanske trossamfund Sydstatsbaptisterne. – . Foto: Loren Elliott/AFP/Ritzau Scanpix.

USA’s største protestantiske trossamfund, Sydstatsbaptis-terne, angrer offentligt og lover at skride til handling for at forvise sexkrænkere fra egne rækker. Det sker, efter at et voksende antal sexmisbrugsskandaler har sat Sydstatsbaptisterne under moralsk pres og rystet trossamfundets flere end 15 millioner medlemmer.

Ifølge en række dybdeborende artikler bragt af Texas-aviserne Houston Chronicle og San Antonio Express-News tidligere i denne måned er knap 400 af trossamfundets præster, ungdomspræs-ter og andre medarbejdere blevet anklaget for at have begået seksuelle overgreb på flere end 700 ofre siden 1998. Blandt ofrene er børn helt ned til treårsalderen, og i flere tilfælde har krænkerne fået lov til at blive i deres stillinger eller er blot flyttet til en anden menighed, efter at forbrydelserne kom frem i lyset. Artiklerne kommer efter nylige afsløringer af katolske præsters sexkrænkelser – afsløringer, der i øvrigt drøftes i disse dage på et stort topmøde i Vatikanet.

Sydstatsbaptisternes øverste ledelse erkendte situationens alvor, da den i denne uge samledes til sit årlige møde.

”Der er et problem. Det er på tide, at vi bakker vores ord op med handlinger, der viser vores bekymring om dette,” sagde formanden for Sydstatsbapisterne, J.D. Greear, i sin tale til mødet.

Ifølge avisen The New York Times overvejer trossamfundet, der længe er blevet kritiseret af aktivister og offergrupper for at lukke øjnene for sexmisbrugsproblemet, blandt andet at udføre baggrundstjek på kommende præster og at oprette en database med navne på sexkrænkere. Andre tiltag inkluderer nedsættelsen af en særlig indsatsstyrke, der kan udvikle undervisningsmateriale til præster om forebyggelsen af seksuelle krænkelser i deres menigheder.

J.D. Greear foreslår også, at kirker, der dækker over sexkrænkere og ikke beskytter menighedsmedlemmer fra overgreb, kan udstødes af det bredere trossamfund. Et sådant tiltag kan kun træde i kraft, hvis det godkendes ved Sydstatsbapisternes stormøde i Birmingham i sydstaten Alabama til sommer og igen til et lignende stormøde i Florida næste år.

Formanden bad samtidig sine trosfæller om at angre for ”en kultur, der har gjort misbrug, mørklægning og ansvarsforflygtigelse alt for nem” og advarede dem mod at tro, at præsters sexmisbrug er ”et katolsk problem”. Han takkede nyhedsmedierne for at ”kaste lys på omfanget af denne rædselsvækkende synd”.

”Vi må opfatte enhver eksponering, enhver belysning af misbrug, som vor ven, selvom det foranlediger os til at stille ubehagelige spørgsmål om os selv. Ofrenes sikkerhed er langt vigtigere end Sydstatsbapisternes omdømme,” sagde J.D. Greear.

Sydstatsbaptisterne, der tilhører den evangelikale tradition, består af flere end 47.000 autonome kirker. Trossamfundet er USA’s største efter den katolske kirke.