Prøv avisen

Skandinaver er de mindst religiøse i verden

Gallup-undersøgelse viser at de skandinaviske lande indtager sidstepladserne

En ny amerikansk undersøgelse viser, at danskerne hører til de mindst religiøse i verden, på trods af at over 80 procent er medlem af folkekirken. Danskerne ligger i undersøgelsen på samme niveau som tjekkere, svenskere og nordmænd, når de spørges om, hvor meget religion betyder for dem. Under 21 procent af de adspurgte i disse lande siger, at religion er en vigtig del af dagligdagen.

Dermed falder ovenstående nationaliteter uden for undersøgelsens formål: at sammenholde det religiøse barometer i verdens lande med de enkelte amerikanske stater. Der er simpelthen ingen amerikanske stater, hvis indbyggere vurderer, at religionen har så lille en betydning, som skandinaverne gør.

Det skriver Religion News Service, som for nylig har omtalt undersøgelsen for første gang.

Til gengæld er indbyggerne i den amerikanske delstat Alabama lige så religiøse som iranerne 82 procent i henholdsvis delstat og land finder religionen vigtig i dagligdagen. Den mindst religiøse amerikanske stat er Vermont med 42 procent, og det ligner religiøsiteten i Schweiz.

Der er også lande i verden, hvis indbyggere ifølge undersøgelsen lægger endnu mere vægt på religion i hverdagen end amerikanerne gør.

I Egypten, Bangladesh, Congo, Sri Lanka og Indonesien angiver 98 procent, at religionen er vigtig.

Amerikanerne er ofte fristet til at generalisere andre kulturer. Undersøgelsen kan bidrage til et mere nuanceret syn på andre kulturer, lige som vi kan håbe, at andre kulturer vil få et tilsvarende blik for forskelligheden i amerikansk kultur, siger Steve Crabtree og Brett Pelham, som står bag undersøgelsen fra Gallup.

Gallup har mellem 2006 og 2008 har stillet spørgsmål om religion til 1000 borgere i hvert af i alt 143 lande og til 355.334 amerikanere.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk