Ungdomspræst skifter jazzgudstjenester ud med klassisk teologi: Jeg håber, jeg stadig kan være modig

Thomas Nedergaard skal nu være sognepræst i den traditionsrige Sct. Jørgens kirke i Aabenraa efter 10 år som ungdomspræst i København med jazzgudstjenester og gadefestivalen Distortion

Præst Thomas Nedergaard har brugt en stor del af sit præsteliv på de unge her i Getsemane kirken på Vesterbro i København. Nu vil han for alvor bide skeer med den mere klassiske teologi I Aabenraa. - Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS
Præst Thomas Nedergaard har brugt en stor del af sit præsteliv på de unge her i Getsemane kirken på Vesterbro i København. Nu vil han for alvor bide skeer med den mere klassiske teologi I Aabenraa. - Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS.

Nedpakningen af lejligheden i hovedstaden er i fuld gang, for den 1. september begynder Thomas Nedergaard som sognepræst i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa. Det gør han efter næsten 10 år som ungdomspræst i den folkekirkelige ungdomskirke uKirke i København, som han selv var med til at stifte.

”Jeg har behov for at slå rødder som familiefar og som præst. Jeg glæder mig til at dyrke teologien og præstegerningen og følge de samme mennesker gennem mange år,” siger Thomas Nedergaard.

Oprindeligt er Thomas Nedergaard uddannet kok, og han har blandt andet arbejdet på gourmetrestauranten Kong Hans i København. Men i foråret 1998 sagde han sit job op.

”Jeg følte ikke, at der var mere at lære, for jeg havde nået det niveau, jeg ville. Og så var der meget ’føren sig frem’ i branchen. Jeg savnede noget dybde,” siger Thomas Nedergaard, der efter opsigelsen begyndte på studenterkursus med græsk og latin som A-fag for senere at søge ind på teologi, hvor han blev optaget.

Den dybde, han efterspurgte, fandt han også i arbejdet med unge. Siden han var seks år, havde han været medlem af den kristne børne- og ungdomsorganisation FDF, og sideløbende med kokkekarrieren var han fortsat som instruktør på kurser og lejre.

”Jeg husker især ’skumringssamtalerne’ med de 15-18-årige deltagere. Vi tog udgangspunkt i forskellige tekster, for eksempel ’Brødrene Løvehjerte’ eller klassiske bibeltekster, og havde lange eksistentielle snakke. Og jeg blev snart klar over, at det at arbejde med unge var mit hjerteblod,” siger han.

Som færdiguddannet præst arbejdede Thomas Nedergaard blandt andet som sognepræst i Enghave Kirke på Vesterbro i København.

”Det var en god traditionel kirke, men jeg gled hurtigt over i rollen som ungdomspræst. Og det var her, at jeg fik idéen til en egentlig ungdomskirke. For tro, eksistens og liv er superrelevant for et ungt menneske, men det var tydeligt for mig, at der manglede en ramme, hvor unge kunne mødes om de her ting,” siger Thomas Neder-gaard.

Den 1. februar 2012 åbnede uKirke i Gethsemane Kirke på Vesterbro i København med tilbud som fællesspisning, filmvisning og koncerter.

”Vi lærte hurtigt at give slip på vores egen forestilling om en rigtig kirke. Først i mødet med de unge kunne vi skabe de nye rammer for kirken. For i de unge gemte der sig en masse energi, en vilje til at skabe og ønsket om at brænde for noget. Det var der, jeg lærte at lytte mere end at snakke, og det var der, jeg fandt ud af, hvad jeg var for en præst,” siger Thomas Nedergaard.

I dag har uKirke omkring 150 frivillige unge, og hver uge benytter hundredvis af andre unge sig af kirkens forskellige tilbud. Men Thomas Nedergaard har også mødt modstand og kritik under udviklingen af ungdomskirken. I 2014 blev han kritiseret for at misbruge vielsesritualet efter at have forestået vielsen af en kvinde, der ville giftes med sig selv. Begivenheden blev dokumenteret i DR 2-programmet ”Fri os fra kernefamilien” og fik stor medie-bevågenhed.

”Det var helt klart en fejl. Jeg var måske for grøn, men jeg følte også en mangel på rammesættelse og anerkendelse fra systemets side. Folkekirken er ikke lavet til at blive udfordret eller til at anerkende nytænkning. Men i mit eget sogn fik uKirke heldigvis stor opbakning og anerkendelse, når vi lavede noget godt,” siger Thomas Nedergaard og tilføjer:

”Min karriere som ungdomspræst har været meget learning by doing, og på den måde har uKirke været en dannelsesproces for mig, som jeg også ved, at den har været for mange af de unge, som har været en del af kirken.”

Som 45-årig er Thomas Nedergaard nu blevet moden til en mere traditionel sognekirke, Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa:

”Med alderen er jeg nok blevet mere og mere interesseret i tyngdestoffet bag præstegerningen. Nu er jeg klar til at dyrke teologien på en helt anden måde. Før arbejdede jeg rigtig meget med formen og blev rigtig dygtig til den del af arbejdet, ligesom kokkeriet. Nu vil jeg dykke længere ned i substansen: i Kierkegaard, Grundtvig og den klassiske teologi. Men jeg håber stadig, at jeg er modig nok til at udfordre rammerne lidt og skabe nye ting i fællesskab med menigheden.”