Skole: Ingen bøn i undervisningstiden

En muslimsk studerende har fået at vide, at hun ikke må bede på sin skole. Ubehagelig sindelagskontrol, lyder kritikken

En muslimsk studerende på en københavnsk uddannelsesinstitution fik i går besked om, at hun ikke må bede i skoletiden. Modelfoto
En muslimsk studerende på en københavnsk uddannelsesinstitution fik i går besked om, at hun ikke må bede i skoletiden. Modelfoto.

En muslimsk studerende på en københavnsk uddannelsesinstitution fik i går besked fra skolens ledelse om, at hun ikke må bede i skoletiden.

Det skete, efter at den studerende havde lagt sig for at bede på et af skolens fællesarealer. Insisterer hun på at praktisere sin bøn på den måde, må hun finde en anden institution, lød beskeden videre.

Kvinden er kommunalt ansat som elev for at blive uddannet til social- og sundhedsassistent. Episoden fandt sted på SOPU-uddannelsen i København, der tilbyder social- og sundhedsuddannelser og 10. klasses-forløb. Direktøren på stedet, Inger Margrethe Jensen, ønsker hverken politik eller religion i skoletiden.

”Derfor har vi for mange år siden nedfældet et regelsæt, som blandt andet indskærper, at man ikke synligt må praktisere sin tro på skolens arealer, og det gælder alle religioner,” siger Inger Margrethe Jensen.

”Vi har løbende forespørgsler om at stille et bederum til rådighed, og jeg fik senest for et par dage siden en mail om det fra en mandlig studerende. Men vi ønsker ikke at lægge hus til bøn af nogen slags. Det er måske et års tid siden, vi sidst var ude for en muslim, som bad på et fællesareal, men det er yderst sjældent. Når muslimer vælger at bruge fællesarealet til deres bøn, har det yderligere den uheldige omstændighed, at det bliver en meget tydelig handling,” siger hun.

Hun har fulgt med i den seneste tids debat om muslimske had-prædikanter i landets moskéer og de stramninger, som er på vej for religiøse ytringer, der strider mod værdinormer i det danske samfund.

”Vores sag har ikke noget med det at gøre, ikke mindst fordi vi har formuleret vores regler om, at der ikke må foregå bøn på skolens område, for mange år siden,” siger Inger Margrethe Jensen.

Kristeligt Forbund for Studerende har tradition for at oprette grupper af studerende på uddannelsesstederne, som mødes på forskellig vis.

Generalsekretær Robert Bladt kritiserer Inger Margrethe Jensens politik:

”Den enkelte skole har selvfølgelig den endelige myndighed. Jeg synes, at det er en meget uklog beslutning at forbyde bøn og politik på et uddannelsessted, så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden eller undergraver skolens virksomhed. Studerende er hele mennesker og har behov for at praktisere deres holdninger og livssyn, og som sådan er det en del af en skoles dannelsesopgave. At sige, at man ikke må bede på skolens område, lyder som en ubehagelig sindelagskontrol og en mistænkeliggørelse af en religiøs elev,” siger Robert Bladt.