Prøv avisen
Tro&tvivl

Skolelæreren åbnede mine øjne for den sociale kristendom

”Jeg tror på, at livet og skæbnen i sidste instans beror på Gud,” siger Helge Sander. - Foto: ASTRID DALUM

Selvom troen ikke var en direkte årsag til, at tidligere forskningsminister Helge Sander (V) gik ind i politik, kan religion og politik ikke skilles ad, mener han

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg bekender mig til den folkekirkelige trosopfattelse og bekendelse. De Ti Bud er fundamentet i min tro, mens jeg anser næstekærlighedsbuddet for det vigtigste bud i Bibelen. Det er min rettesnor som menneske. Jeg tror på, at livet og skæbnen i sidste instans beror på Gud. Det er svært fuldt ud at beskrive min tro, men min kone og jeg har for eksempel tre dejlige børn, som jeg ikke vil tøve med at kalde en Guds gave.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var absolut positivt. Jeg har fra barnsben været kirkevant. Jeg er døbt og som en selvfølgelighed konfirmeret og senere også gift i kirken, akkurat som mine forældre blev det. Mine forældre havde samme tro, som jeg har, og vores hjem var præget af dyder som ærlighed og nøjsomhed. Vi boede på en gård uden for Herning, i Ørre Sogn, som var grundtvigsk domineret. Min far sad i menighedsrådet og var i en periode formand, også da vi skulle have ny præst. Der husker jeg tydeligt, at jeg i den sammenhæng fik lært forskellen mellem du og De. Den nye præst skulle på besøg hos os, og jeg fik nøje forklaret, at jeg skulle sige De, når præsten dukkede op. Det var vigtigt at vise respekt for kirkens folk.

Jeg er vokset op med en glad kristendom. Kirken var vigtig, men aldrig på en hysterisk måde, og vi spillede for eksempel gerne kort. Men troen var en naturlig del af hjemmet, og vi bad Fadervor inden sengetid. Vi var grundtvigianere, og det vil jeg stadig kalde mig selv. Jeg har altid følt, at folkekirken var mit kirkelige hjem. Min folkeskolelærer i Ørre, Vilhelm Munck, var tidligere sognepræst i Skive, og vi startede hver dag med en times bibelhistorie. Han fortalte historierne på en virkelig levende måde, og de timer kom til at betyde meget for mig.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg husker en enkelt gang, hvor jeg blev udfordret, men det var ikke så meget min tro, der blev udfordret, som det var et opgør med Indre Mission. Jeg var som sagt født i et grundtvigiansk sogn, men gik i skole i Aulum, som var et indremissionsk sogn. Der var jeg frontløber i elevråd og skoleblad og lavede mange skolearrangementer. Da vi engang ville holde en skolefest med musik og dans, greb skolekommissionen ind med den stærkt indremissionske sognepræst i spidsen. De forbød os at holde en fest med dans.

Det blev til mit første og eneste kirkelige oprør. Og første gang, jeg optrådte i et dobbeltopslag i BT. Jeg var meget fortørnet og også overrasket over, at den indremissionske udlægning af troen kunne føre til dette forbud. Men reelt var det ikke noget, der udfordrede min egen tro. Troen har jeg altid haft med mig. Og i dag har jeg intet imod de forskellige kirkelige retninger og går gerne i kirke hos både tidehvervske, grundtvigianske og indremissionske præster. Enhver skal have lov til at udfolde sin tro på den måde, man synes er mest rigtig.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

To markante ting. Mit hjem, hvor kirken var en naturlig del af vores liv, og mine fem første skoleår, hvor jeg blev undervist af Vilhelm Munck. De år kom til at præge mig rigtig meget. For lærer Munck var ikke alene fantastisk til at få det maksimale ud af 18 timers skolegang om ugen, han åbnede også mine øjne for den sociale kristendom. Vilhelm Munck var søn af Johannes Munck, fængselspræsten fra Vridsløselille Statsfængsel, som stiftede Møltrup Optagelseshjem for enlige mænd. Da lærer Muncks søn, Knud, var min bedste kammerat, var jeg tit med dem ude på Møltrup. Og der fik jeg lært, hvordan næstekærlighed kan føres ud i livet. Møltrup Optagelseshjem var -og er - stadig et fantastisk sted, hvor mange mænd bliver hjulpet.

Min kristne tro har ikke været årsag til, at jeg er gået ind i politik, men religion lader sig ikke skille fra politik. For eksempel kan vi jo se, at den danske lov delvist er bygget op på De Ti Bud, du må ikke stjæle, du må ikke slå ihjel og så videre. Det har været naturligt for mig at arbejde for, at vi som samfund bevarer dette udgangspunkt.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg går jævnligt i kirke, og det er også enkelte gange sket, at jeg har prædiket. I de tilfælde har jeg gjort det over teksten til 15. søndag efter trinitatis om Martha og Maria. Fra min barndom husker jeg, at jeg havde store problemer med at forstå denne tekst. Jeg kunne ikke forstå, at i dagligdagen hjemme på gården blev vi hele tiden bedt om at være flittige og hjælpsomme. Men når man så kom i kirke i september, så var det pludselig den, der sad stille og rolig ved Jesu fødder, der blev hyldet, i stedet for den, der styrtede rundt og sørgede for, tingene var i orden. Martha og Maria er for mig en fantastisk historie, som jeg først har forstået dybden af, da jeg blev lidt ældre. Det er en god tekst at blive inspireret af til at give plads til dybden og eftertænksomheden. Der er stor værdi i at sidde stille og lytte til en prædiken.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det er et råd, jeg har fået fra min ven Knud Munck, som i dag er sognepræst på Sjælland. Han har tit sagt 'følg din indre overbevisning og tro på dig selv'. Det føler jeg, at jeg har ballast til at gøre. Takket være de kristne værdier, jeg har fået med i barndommen.