Skoleleder: Intet kompromis om blå mandag-beslutning

Flere skoler har fået kritik, fordi de ikke vil give eleverne fri til blå mandag. Det er et principielt spørgsmål, siger skoleleder Andreas Elkjær

Andreas Elkjær er skoleleder for Espergærde Skoledistrikt.
Andreas Elkjær er skoleleder for Espergærde Skoledistrikt. . Foto: Jens Rosenfeldt.

En debat om blå mandags berettigelse fylder i disse dage i medierne, efter at fire skoler i Espergærde fra i år har valgt at afskaffe den traditionelle fridag efter konfirmationen. Kristeligt Dagblad har spurgt skoleleder for de fire skoler Andreas Elkjær om hans tanker bag beslutningen.

Andreas Elkjær, hvorfor har I fra i år besluttet jer for at afskaffe blå mandag?

"Det gør vi, fordi blå mandag er et arrangement, der hører til i privatlivet og ikke i skoletiden. Dagen kunne man passende lægge på en anden fridag, i weekenden eller for eksempel i pinsen i år."

Men hvorfor er det først nu, I fjerner den?

"Det sker i forbindelse med vores udskoling til sommer, hvor vi skal skabe et nyt læringsmiljø og en ny kultur. Vi skal skabe nye traditioner. Det er svært at lave en overgangsordning, det kommer til at tage to-tre år. Derfor kunne vi lige så godt starte nu og sammen med elever og medarbejdere få implementeret dette."

Blå mandag hører historisk set sammen med den kirkelige konfirmationstradition. Er det her et skridt mod, at kirke og skole i højere grad bliver adskilt?

"Nej, vi har et ganske udmærket samarbejde med provstiet og præsterne, som vi holder tre årlige møder med. Jeg kan ikke se nogen kobling mellem det samarbejde og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal give eleverne fri til et socialt arrangement, der lige så godt kunne ligge på et andet tidspunkt. Der er masser af 8. klasse-elever, der ikke bliver konfirmeret, men alligevel holder blå mandag, fordi det i dag er et socialt arrangement. Præsterne deltager jo heller ikke i blå mandag."

Men er det ikke at fjerne en mangeårig tradition, som eleverne har glæde af, for at statuere et princip?

"Det principielle handler ikke om kirke, skole eller nogle af de store spørgsmål. Det handler i alt sin enkelthed om, hvad der hører til i skolen, og hvad der hører til i hjemmet. Vi har overvejet og vurderet traditionerne, og i den nye udskoling er der nogle traditioner, vi arbejder videre med, og nogle, vi går væk fra. Denne hører ind under sidstnævnte."

Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti vil tage sagen op i Helsingør Byråd, og også forældre og elever har kritiseret beslutningen. Når protesterne er så store, skulle man så ikke forsøge at finde et fælles ståsted i stedet for at fjerne fridagen helt?

"Først og fremmest er jeg glad for, vi lever i et land med folkevalgte politikere, der vil tage sager op til debat. Vores ledelsesmæssige vurdering er, at det er svært at finde et kompromis. Enten giver vi fri til blå mandag, eller også gør vi ikke. Jeg ville da have været overrasket, hvis eleverne var blevet glade for beslutningen. Reaktionerne er naturlige. Men det er overraskende, at det har bredt sig så voldsomt i medierne."

Så der er ikke mulighed for, at beslutningen ændres?

"Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan et kompromis skulle se ud. Så nej, jeg har ikke været ude for noget det sidste døgn, som får mig til at ændre min holdning."